De tidlige byggeforeninger

I juni 1853 udbryder der koleraepidemi i København, og 5.000 mennesker dør. Epidemien skyldes i høj grad de elendige forhold i den dårligste del af den københavnske bebyggelse samt et mangelfuldt renovations- og kloaksystem. Som konsekvens af epidemien bygger lægeforeningen Brumleby og andre byggeforeninger følger efter.

Sanitære forhold i byerne

I takt med den stigende industrialisering i Danmark vokser boligproblemerne, fordi flere og flere vandrer fra landet og ind til byerne. Før den industrielle udvikling er det almindeligt at tjenestepigerne bor hos deres herskab, karlene på gårdene og arbejderen bor hos sin mester. Men da industrialiseringen tager fart flytter arbejderen efterhånden ud af arbejdsgiverens husstand, og det danner basis for spekulationsbyggeri med lejekaserne og ringe boligforhold til følge. Og boligmanglen i byerne er stor omkring 1880.

I 1880 udgør bybefolkningen 30 pct. af Danmarks befolkning. Fra 1850-1880 sker der en fordobling af bybefolkningen fra 220.000 – 420.000. Af de 420.000 byboere bor de 245.000 i København. Mange af de nye, fattige byboere flytter ind i dårlige boliger. Skildringer af byen inden for voldene fra den tid fortæller om, hvordan den ulidelige stank fra de åbne kloakker i København ligger som en dyne over byen. Omkring 1850 løber drikkevandet stadig nogle steder i hule træstammer, men det sker ofte at kloakvand og drikkevand blandes og det medfører epidemier.

En christianshavnerdreng fortæller om hvordan fluerne sværmer rundt i lejligheden, hvis vinduerne åbnes om sommeren, og om Amagergade med sine rendestensbrædder, der dækker rendestenene på fortovet: “Jeg så engang en rotte angribe en 14-årig dreng. Den sprang op på ham, han slog den ned, den sprang op på ham igen, han slog den atter ned, men trådte uvilkårligt et skridt tilbage. Det viste sig, han havde stået på det hul i rendestensbrættet, rotten skulle ned i, og der forsvandt den.”

Kolera-epidemien i København

I juni 1853 udbryder der koleraepidemi i København. Fra juni til oktober bliver 7000 mennesker syge det svarer til 5-6 pct. af byens befolkning, 5000 af dem dør. I løbet af 1840’erne forsøger lægen Emil Hornemann at overbevise det københavnske bystyre om, at den dårligste del af den københavnske bebyggelse samt vandforsynings-, renovations- og kloaksystemet bør fornyes. Emil Hornemann forudser at manglende initiativer vil betyde udbrud af epidemier og smitsomme sygdomme.

I 1850 fremlægger Hornemann en officiel engelsk rapport om en koleraepidemi, der er suppleret med oplysninger om forholdene i København og det medfører, at han bliver medlem af en kongelig kommission, der skal finde frem til forholdsregler mod koleraen. Hornemanns arbejde fører til, at Københavns borgerrepræsentation vedtager en ny kloakplan 13. juni 1953, men få dage efter er koleraepidemien en realitet. Hornemann bliver naturligt nok leder af hjælpearbejdet i forbindelse med epidemien. Beboerne fra de mest truede områder i byen flyttes ud i teltlejre uden for byens volde.

Metoden er effektiv, for kolera smitter ved dråbeinfektion, og når der er plads og frisk luft begrænser det smitten, og samtidig er de syge blevet isoleret. Det ved Hornemann imidlertid ikke. Han tror at kolera skyldes nogle usunde dunster i luften, og at det er derfor patienterne og de sygdomstruede skal ud i frisk luft. Koleraepidemien bliver i eftertiden af mange mennesker opfattet som noget skelsættende. Den bliver skellet mellem noget ny og noget gammelt og det kan blandt andet ses på udviklingen i boligbyggeriet.

Brumleby

Som en konsekvens af koleraepidemien i København bliver Lægeforeningens boliger – der i daglig tale kaldes “Brumleby” – bygget på Fælleden på Østerbro. Midlerne til byggeriet, som går i gang i 1853, har lægeforeningen indsamlet på privat basis. Emil Hornemann forsøger at få det københavnske bystyre med til at finansiere projektet, men byrådsmedlemmerne kan ikke blive enige. De er bange for at de i fremtiden hænger på ansvaret for at skaffe husly til de fattige. Kommunen bidrager dog ved at stille byggegrunden til rådighed. På det tidspunkt er det ikke almindeligt, at arkitekter tegner boliger til den fattigste del af befolkningen, men lægeforeningen kontakter en meget anerkendt arkitekt, Michael Gottlieb Bindesbøll. Han ser det, at tegne boliger til de fattige for et meget skrabet budget, som en udfordring og går til opgaven med iver.

I England er der blevet opført en slags idealbyer for arbejdere, og de bliver inspirationskilde for Bindesbøll. I løbet af få uger tegner han skitserne til Brumleby. I 1. etape af byggeriet, der strækker sig fra 1853-1857, bliver der bygget 240 meget små et- og torums lejligheder, hvor der i starten bor ca. 900 mennesker. Byggeriet har rækkehuskarakter og er lavt i kun to etager. De gule huse er 50 m. lange med 7 indgangsdøre, der hver fører ind til 3-4 lejligheder.

Da byggeriet er fuldt udbygget er der ca. 550 lejligheder i Brumleby, der huser ca. 2500 mennesker. Selve lejlighederne er ikke meget anderledes, end dem i lejekasernerne, men der er plads, lys og luft mellem husene, og folk bor ikke så tæt som inde i brokvartererne. Desuden er der fællesarealer, badeanstalt, brugsforening, bibliotek, forsamlingshus, værksteder og brandstation i “Brumleby”.

Kartoffelrækkerne

25. oktober 1865 holder lægen F.F. Ulrik et foredrag i Rimstads arbejderforening. Foredraget hedder “Om småfolks selvhjælp og samarbejde i andre lande”. En ivrig tilhører til foredraget er kontorist Eigtved, som er ansat på Burmeister & Wain (B&W). Han er meget begejstret for foredraget og spørger næste dag hr. Burmeister, om han må sætte det trykte foredrag op på virksomhedens værksteder. Det får han lov til og interessen er stor. De næste par uger bliver der holdt en række møder mellem Ulrik, arbejderne og Burmeister, og det ender med at arbejderne indkaldes til stormøde 20. november. Emil Hornemann leder mødet, og F.F. Ulrik holder et foredrag om, hvor nyttigt det er, at arbejderne danner spare- og byggeforeninger.

Ideerne i foredraget er, at det er samfundsnyttigt, at så mange som muligt i samfundet er besiddere – her af egen bolig – fordi det gør dem til gode, besindige og solide familiefædre. Foredraget er meget moralsk, men arbejderne er med på ideen, og samme aften stiftes Arbejdernes byggeforening. Foreningen arbejder hurtig og allerede året efter er der rejsegilde på de første 10 huse, der ligger i Sverigesgade på Amager. Den største af byggeforeningens bebyggelser er Kartoffelrækkerne på Østerbro. De 480 huse i bebyggelsen bliver opført mellem 1873 og 1889.

De fleste byggeforeningshuse ligner hinanden. Det er toetagers rækkehuse, hvor tagetagen er udnyttet. Hvert hus er delt op i to lejligheder, og de er tænkt sådan, at der mulighed for at leje den ene ud. Senere undersøgelser har vist, at det kun er meget få arbejdere, der flytter ind i kartoffelrækkerne. De har simpelthen ikke råd. De nye huse bliver beboet af funktionærer og mellemledere. I dag er Kartoffelrækkerne private boliger, hvor der bor flere arkitekter end arbejdere.