60’erne – akkordræs og velstand

1960’erne betyder fremgang for LO og fremgang i levestandard for arbejderne. Men prisen er høj. For det er også tidsstudiernes og akkordarbejdets årti. Det betyder hårdt arbejde og hurtig nedslidning. Kvinderne kommer i stigende grad ud på arbejdsmarkedet. For der skal to lønninger til at betale for køleskab, TV og bil.

LO runder 1. mill. medlemmer

Antallet af medlemmer i LO vokser jævnt op gennem 1960’erne, så da LO i 1973 fejrer sin 75-års fødselsdag, har organisationen ca. 930.000 medlemmer, bl.a. fordi den stærkt voksende gruppe af funktionærer i stigende grad melder sig under fanerne. Strukturændringerne på arbejdsmarkedet og arbejdslivet giver LO nye udfordringer, og der sættes derfor fokus på områder som arbejdsmiljø og uddannelse, som det fremgår af LO-kongressen fra 1971.

Tidsskriftet Aandehullet udgivet af Hans Bendix
Tidsskriftet Aandehullet udgivet af Hans Bendix.

Det er nye arbejdsfelter, der stiller nye og store krav til medarbejdere og tillidsfolk på virksomhederne. På den baggrund bliver arbejdsmiljø og arbejderbeskyttelse i stigende grad en central opgave for LO, og etablerer derfor et selvstændigt sekretariat på dette område. I 1976 er organisationsprocenten for arbejdere 79%, mens den ligger på 73% for funktionærerne, og kun omkring fem forbund, men ikke de samme i hele perioden, er uden for LO.

Antallet af medlemsforbund i LO er i samme periode faldet stærkt fra godt 70 til ca. 50 pga. sammenlægningen af forskellige forbund. I denne periode fremsætter LO forslaget om Økonomisk Demokrati og sætter ØD som betingelse for medvirken til indkomstpolitiske løsninger.

Akkordarbejde

Arbejdet forandrer sig stærkt i perioden 1960-1975. Nye virksomheder dukker op, og gennemsnitligt bliver virksomhederne større. De store virksomheder flytter vestpå, og nye fag opstår, hvorfor der kommer nye typer arbejde ind i arbejderbevægelsen. Arbejdstiden bliver nedsat, ferien forlænget og reallønnen stiger. Men arbejdets indhold ændres gradvist. Generelt kan man sige, at den nye teknologi gør arbejdet lettere, men samtidig medfører arbejdstempoet ofte en fysisk og psykisk nedslidning af arbejderne.

Noget arbejde bliver utvivlsomt renere, mens andet i stigende grad indebær risiko for miljøskader. Mange bliver overflødiggjort på grund af den nye teknologi og må omskoles eller forsvinder ud af arbejdsmarkedet. Produktiviteten i industrien stiger, ikke alene fordi der er investeret i nye maskiner, arbejderne bliver også presset til at yde mest muligt i produktionen.

Hovedaftalen fra 1960 indeholder en passus om produktionsfremmende lønsystemer, først og fremmest akkordsystemet i stedet for almindelig timeløn: “Der må ikke fra nogen side lægges hindringer i vejen for, at en arbejder udfører så meget og så godt arbejde, som hans evner og uddannelse tillader ham.” Det betyder, at arbejdstempoet kan skrues i vejret, og det fremmer en mentalitet hos arbejderne, hvor størrelsen af den enkelte arbejders lønningspose spiller en større rolle end en solidarisk lønpolitik.

Arbejdernes velstand stiger

I 1960’erne opnås der fuld beskæftigelse med en arbejdsløshedsprocent på blot 4% og derunder. En gunstig international konjunkturudvikling og en vellykket erhvervspolitik, der sætter produktionen i vejret, sætter sine spor i den danske nationaløkonomi, der endelig går gennem den økonomiske “Perleport”. Væksten finder hovedsageligt sted i industrien og i den offentlige sektor medens beskæftigelsen i landbrugsproduktionen for alvor begynder at falde.

Reklame for køleskabe i Social-Demokraten 1957
Reklame for køleskabe i Social-Demokraten 1957.

Den økonomiske højkonjunktur betyder en ændret hverdag for den danske arbejder. Bil, telefon og TV er nogle af de iøjnefaldende eksempler. Bedre lys og varme i boligerne – måske endda toilet og bad. Ved at åbne for en hane, trække i en snor, tænde for en kontakt m.v. kan den enkelte husholdning tilslutte sig de kollektive ledningsnet som vandledninger, kloakledninger, el-, gas og fjernvarmeledninger. Parcelhuse, boligblokke i beton i randen af hovedstaden eller provinsbyerne med husholdningsapparater som køleskab, elovn, støvsuger og måske endda vaskemaskine og fryser.

Goderne kommer ikke bare flyvende gratis, husholdningerne må selv betale deres part med øget arbejde og gældsætning. Selv om arbejdstiden gradvist bliver sat ned, så bliver der ud fra en husstandssynsvinkel udearbejdet, som aldrig før i historien. Og de danske arbejderfamilier stifter i denne periode også bekendtskab med ord som: kreditforeningslån, pantebreve, banklån og afbetaling. Festen er ikke gratis.

Kvinderne ud på arbejdsmarkedet

Kvinderne har i årtier været ude på det danske arbejdsmarked. Primært i landbruget og i industrien, i byerne er de hovedsageligt ansat som tjenestepiger. I 1960- og 70’erne bliver plejehjem, vuggestuer, børnehaver og fritidshjem oprettet i store antal, og plejearbejdet som kvinderne traditionelt har varetaget i hjemmene, bliver i denne periode flyttet over i institutionerne. Det giver nogle kvinder mulighed for at deltage i produktionslivet i den private sektor.

Men det er i den offentlige sektor, at antallet af kvinder på arbejdsmarkedet vokser stærkest. Selvværdsfølelsen og den politiske bevidsthed hos kvinderne stiger i takt med deres voksende betydning for produktion og offentlig pleje. Der opstår en slagkraftig kvindebevægelse ved siden af Dansk Kvindesamfund der var dannet i 1871. Kampen for ligestilling med mændene i hjemmene og på arbejdsmarkedet er fælles, men midlerne er forskellige.

For arbejderklassens kvinder gælder kampen især lige løn for lige arbejde, men indeholder også bestræbelserne på at få lige del i det vellønnede arbejde. Men det er først ved overenskomsterne i 1973 at kvinderne opnår ligeløn for lige arbejde, som bliver fulgt op af Folketingets Lov om ligeløn i 1976 og i 1978 med Lov om mænds og kvinders ligestilling. Men reelt er der stadig i dag forskel på mænds og kvinders placering i samfundet, og der er stadig eksempler på ulige aflønning for ens arbejde.