🔥 DEN RØDE BARONESSE 🔥

En efterårsdag i 1875 træder en ung, svensk kvinde ind i redaktionen hos Social-Demokraten i Ravnsborggade på Nørrebro. Hun opsøger arbejderbevægelsens leder, Louis Pio, og hun vil have et klart svar: Hvor stiller socialismen sig i kvindespørgsmålet?

Da Pio svarer, at socialister anerkender kvindens fulde ligeberettigelse, lyder hendes reaktion prompte: “Så er jeg socialist!” 🚩

Med de ord træder Jaquette Liljencrantz ind i arbejderbevægelsens historie. ✊🌹

Adelig, intellektuel og kompromisløs forkæmper for kvinders og arbejderes rettigheder.

Allerede som 13-årig krævede hun ligestilling og blev mødt med hån og latter. Efter farens død blev hendes storebror udnævnt til hendes værge. Da hun nægtede at leve under hans patriarkalske regler, flygtede hun som 24-årig til København.

Her forelskede hun sig hovedkulds i en norsk købmandssøn, blev gravid og fødte barnet i skjul. Kort efter døde den nyfødte søn, og da faderen nægtede at kende hverken hende eller barnet, valgte Jaquette at gøre det utænkelige i sin samtid: Hun gjorde sin private tragedie offentlig.💔

Herefter indledte hun en intens kamp for ugifte mødre og børns rettigheder. Hun rejste Skandinavien rundt og holdt brandtaler mod tidens maskuline dobbeltmoral. I 1876 blev hun den første kvindelige journalist på Socialisten, forperson for Den fri kvindelige forening – og var en af blot tre kvinder på Socialdemokratiets første kongres. 💥

På rekordtid blev hun en central skikkelse i arbejderbevægelsen. Men magt, idealer og loyalitet er skrøbelige størrelser – og Jaquette Liljencrantz’ plads i bevægelsen skulle snart blive sat på en hård prøve…

✨ Som optakt til Kvindernes Internationale Kampdag kan du lørdag den 7. marts høre hele den dramatiske fortælling om Jaquette Liljencrantz’ liv, kamp og skæbne i dansk arbejderhistorie.

📍 Det sker ved et morgenforedrag i Arbejdermuseets festsal med forfatter Pia Friis Laneth.

Kom, og bliv klogere på kvindekampens ildsjæle – og mærk historien helt tæt på. 🌹

🎟️Læs mere og find din billet via link i profilbeskrivelsen.

🎭 FASTELAVN ER MIT NAVN 🥁

For 1920’ernes og 1930’ernes arbejderbørn i København var fastelavn en de dage, der blev husket.

Midt i en hverdag med slid, trange kår og pligter blev fastelavn en dag, hvor fantasien fik frit løb. ✨

Udklædningen var sjældent købt, men i stedet fundet frem fra hjemmets gemmer: fars gamle jakke, en hjemmelavet maske og en kjole, der ofte var alt for stor. Og raslebøssen var selvfølgelig en fast del af udstyret!

Børnene gik fra dør til dør i brokvartererne. Hos købmanden fik man en mønt – og en kridtstreg på ryggen, så man ikke kunne snyde sig til endnu en mønt senere.

Og blikkenslageren i Nansensgade havde ry for at varme mønterne op i essen, inden de blev smidt ud til børnene. Børnenes hyl, når hænderne greb om de glohede mønter, blev kun overdøvet af svendenes høje latter. 🔥

Næste dag i skolen blev beløbene sammenlignet. Nogle havde raslet få kroner ind, mens andre havde været mere heldige. 💰

Det gjaldt især børn med fædre på store arbejdspladser som B&W. Her kunne man blive inviteret ind i kantinen i frokostpausen, hvor der blev sunget viser og spillet harmonika og mundharpe, mens raslebøsserne blev fyldt op. 🎶

I dagens anledning har vi været en tur i vores vidunderlige fotosamling og fundet disse fastelavnsfotos frem til jer. 📸

Vil du opleve mellemkrigstidens børneliv på egen krop, kan du besøge vores populære “Børnenes Arbejdermuseum”. ❤️

EN KÆRLIGHEDSHISTORIE ❤️

“Men kære Ingse, jeg elsker dig. Jeg bliver aldrig træt af at se alt i verden – og heller aldrig af dig.”

Valentinsdag kan måske føles lidt opreklameret, men en ægte kærlighedshistorie kan stadig ramme lige i hjertet. Især de historier, der handler om vaskeægte hverdagskærlighed.

Derfor deler vi i dag et fint kærestebrev fra tidligere statsminister, Anker Jørgensen, til hans livslange kærlighed og kone, Ingrid ❤️

Anker og Ingrid mødte hinanden til et arrangement i KB Hallen i foråret 1948. Den daværende statsminister Hans Hedtoft holdt tale, og bagefter var der dans. Ankers kammerater fik overtalt ham til at blive og tage en enkelt dans Og dér fangede Ingrid hans blik.

Han bød hende op, og da han senere cyklede hjem, lå hendes telefonnummer i jakkelommen 🚲

Den 6. november samme år blev de gift 💍

Hun var barneplejerske, han var lager- og pakhusarbejder. Som så mange andre unge nygifte måtte de begynde ægteskabet uden egen bolig. De flyttede ind hos Ankers faster i en lille lejlighed, og når Anker stod i kø hele natten ved boligselskabet ved Hovedbanegården for at få en lejlighed, kom Ingrid forbi med varm kaffe og brød ☕🥖

I 1949 fik de en lejlighed i Sydhavnen, som blev rammen om deres fælles liv. De elskede bydelen og selv ikke nøglerne til Marienborg i 1972 fik dem til at flytte derfra.

Anker elskede at rejse og opleve verden. Postkortet her sendte han hjem til Ingrid – eller Ingse, som han yndede at kalde hende – fra et besøg på Færøerne i 1993 ✉️🌊
Anker og Ingrid fik 49 år sammen. Fire år efter Anker sendte postkortet fra Færøerne, døde Ingrid af sygdommen ALS.

Ved begravelsen sagde Anker farvel med ordene:
“Du var min kærlighed, og du var også min bedste kammerat.”

Nogle kærlighedshistorier larmer ikke.
De holder bare hele livet 🤍

🌳”DEMOKRATI ER SOM ET EGETRÆ…” 🌍
”…Det tager tid for det at vokse op. Men når det så først står der, så står det fast rodfæstet i århundreder.”

Sådan sagde Nelson Mandela, da han stod i Festsalen på Arbejdermuseet den 4. februar 1992.

Blot to år tidligere på dagen i dag – den 11. februar 1990 – var han blevet løsladt efter 28 år i fængsel for sin ledende rolle i kampen mod apartheid.

Besøget i 1992 var hans første i Danmark, og LO’s hovedbestyrelse havde inviteret ham til at tale i Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning – og de, der var til stede den aften, glemmer det aldrig.

Selve talen er desværre gået tabt med tiden. Men vidner fortæller om en gribende tale om demokrati og tilgivelse og en Mandela, der udstrålede en næsten overjordisk ro og styrke ✨

Efter talen bad han om at møde dem, der havde fået aftenen til at ske: kokke, tjenere, opvaskere og museets forvalter blev kaldt sammen, og han takkede dem alle personligt. Det lille øjeblik af medmenneskelighed udmundede i et fællesfoto som ses her i opslaget ❤️

Samtidig sad et sangkor klar i museets restaurant, Café & Ølhalle.
Hele aftenen holdt de øje gennem vinduerne – de ville overraske Mandela med en særlig sang.

Da Mandela endelig kom ud gennem porten til den ventende bil, strømmede de ud på gaden og sang ”We shall overcome.” 🎶

Var du i salen eller på gaden den aften? Så del meget gerne din historie med os i kommentarfeltet 👇