1. maj for fællesskabet

M20080422014

I år er det tredje gang i historien, at 1. maj-fejringerne ikke kan afholdes fysisk. At forsamle sig og gøre fællesskabet tydeligt har i 150 år været en af arbejderbevægelsens største styrker. Derfor begrænsede myndighederne møder og optog i bevægelsens første mange år. Og derfor udfordrer endnu en 1. maj bag skærmen også lønmodtagernes fællesskab.

1. maj-taler på facebook, digital fællessang, kampdag på afstand. Det er det muliges kunst at holde fast i fællesskabet, der historisk set har været et arbejderbevægelsens vigtigste redskaber. Siden 1890 har 1. maj været en demonstration af det velorganiserede fællesskab mellem tusindvis af lønmodtagere. Men når man ikke kan forsamles fysisk, kan bevidstheden om fællesskabet risikere at blive mere utydelig.

1. maj-demonstration med bannere og flag ca 1907 


Den individuelle lønmodtager står generelt svagt i forhold til at ændre på løn- og arbejdsforhold. Det er ved at stå sammen, at der kan skabes forandringer. Da arbejderbevægelsen blev dannet for 150 år siden, stod arbejderne stort set uden formel indflydelse på samfundslivet, da de ikke havde stemmeret. Men ved at slå sig sammen opnåede arbejderne styrke til at sætte kraft bag ønskerne om kortere arbejdstid, bedre løn og en højere grad af tryghed i tilværelsen, både i forhandlinger med arbejdsgivere og med deltagelse i det politiske liv.

En fejring af demokrati og ytringsfrihed

Når de røde faner bæres gennem landets byer 1. maj, så tænker vi på kampen for bedre løn- og arbejdsforhold, på velfærd og på solidaritet. Men det er vigtigt at huske, at 1. maj grundlæggende også er en fejring af retten til at ytre sig. Op til afholdelsen af den første 1. maj-fejring i Danmark i 1890 var der stor bekymring hos myndighederne for, hvad demonstrationerne kunne udvikle sig til. I de første 10 år blev der ikke givet tilladelse til optog gennem gaderne, men kun til at arbejderne kunne forsamles på udvalgte steder. Især var der bekymring for brugen af røde faner, som i en periode efter Slaget på Fælleden i 1872 havde været direkte forbudt at vise offentligt.

1. maj-møderne tydeliggør både styrken af fællesskabet for omverdenen, men bekræfter også den enkelte deltager i at være en del af et kraftfuldt fællesskab. Spørgsmålet er, hvordan fællesskabet kan blive klart og nærværende hvis store optog og fællesmøder også i fremtiden indebærer en fare for folkesundheden.

Kontakt

Ønskes interview, fotos eller information, kontakt Stine Groth Rasmussen, kommunikationsansvarlig for Arbejdermuseet på sgr@rbejdermuseet.dk eller tlf. 33 48 03 19

1. maj-demonstration på Grøntorvet med Th. Stauning i spidsen 1925 

Fakta om 1. maj

I år er det tredje gang i historien, at 1. maj-festerne bliver aflyst. Første gang var i 1940 under besættelsen, hvor større forsamlinger var forbudt. Anden gang var i 2020 under corona.

Beslutningen om at etablere Arbejdernes internationale kampdag blev truffet i 1889, og dagen har siden da været arbejderbevægelsens årlige markering af kampen for arbejderklassens politiske og faglige rettigheder. Det første 1. maj-møde i Danmark blev afholdt i 1890 med møder i en række byer.

I 1890 forbød politiet arbejderne at gå igennem gaderne i optog med udfoldede faner og flag. Der måtte heller ikke synges. I København blev der også givet påbud om at arbejderne kun måtte diskutere kravet om indførelse af en 8-timers arbejdsdag. Der måtte ikke sælges øl eller andet, og pladsen skulle ryddes op igen efterfølgende.
Selvom hverken de private eller offentlige arbejdsgivere ville give arbejderne fri til at deltage, troppede mellem 30.000 og 40.000 mennesker op.

Det var først 10 år senere, i 1899, ved den tiende 1. maj fejring på Fælleden i København, at der var kvindelige talere på programmet. Det var Andrea Nielsen, der var formand for De kvindelige Herreskræddere, og Olivia Nielsen, der var formand for Kvindeligt Arbejderforbund. Det var også først i 1899, at arbejderne i København fik lov til at gå i optog gennem byen med røde faner.

I de første 30 år var det centrale krav ved 1. maj demonstrationerne ”8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile”. Kravet blev gennemført for størstedelen af det private arbejdsmarked i 1919

I 1940, da 1. maj blev aflyst på grund af forsamlingsforbud under den tyske besættelse, bragte avisen Social-Demokraten en leder. Her et uddrag:
”Forholdene har medført, at vi ikke i Aar paa vanlig Vis fejrer den Majfest, som danske Arbejdere ellers har holdt siden 1890. 50 Aaret for den første Majdag bliver en tavs, stille Fest. Men vi fejrer den saa meget større i vore Tanker. Gaar vi ikke i Procession, og synger vi ikke de gamle Majsange, saa gaar dog vore Tanker sammen med vore Kammeraters tilbage til de stolte Idéer, som er Majdagens: Fred paa Jorden, Ret for Arbejderne, Broderskab mellem Menneskene.

Naar vi i Aften sidder hjemme og lytter til Radioens Majtoner, saa gaar vore Tanker fremad til en ny Tid, hvor en ny Slægt bygger en ny og bedre Verden op. Vi tvivler ikke et Øjeblik om, at det vil ske. Livet, Udviklingen, det evige Fremskridt kan for en Tid hemmes, men aldrig standses.”

Når pandemi og krig ikke sætter en bremse i, startes kampdagen traditionelt set i Arbejdermuseets festsal, hvor 1. maj er blevet fejret lige siden 1890. Men også festsalen i Rømersgade må undvære fællesskabet i år.