20. september 1918

Murersvendene går konkurs

Murernes aktion var i modstrid med de fagretslige regler. Derfor gik der heller ikke længe, før mestrene som ventet truede med at gå til den Faglige Voldgiftsret. Murersvendene besluttede dog med 75 % flertal at fortsætte aktionen trods advarslerne.

I sommerens løb meldte Murerforbundet sig også på banen med advarsler om, at Murersvendenes Fagforening ville blive ekskluderet af forbundet, hvis ikke man stoppede aktionerne. Murersvendenes kæmpede altså også imod deres eget landsforbund.

Den 17. juli faldt den første dom – bøde på 1000 kroner samt sagsomkostninger på 100 kroner. Et par uger senere, den 3. august, faldt den anden dom på 10.000 kroner. Det var mange penge dengang, og Murersvendenes Fagforening stod i en alvorlig økonomisk situation, for det var forventet, at den anden dom ikke ville blive den sidste. På en generalforsamling den 9. august diskuterede murersvendene derfor, hvordan de kunne bruge fagforeningens penge, før der kom flere bøder. På Christian Rassows forslag blev forsamlingen blandt andet enige om at forære aktiver til en værdi af 24.000 kroner til Murersvendenes Stiftelse – altså fagets gamle medlemmer.

Som forventet faldt den tredje dom ved den Faglige Voldgiftsret. Det skete den 31. august, og denne gang var bøden på 60.000 kroner, hvilket fagforeningen ikke var i stand til at betale. Den 20. september blev fagforeningen erklæret konkurs, og den 22. september blev foreningen opløst på en generalforsamling. I stedet nedsatte man et 7-mandsudvalg med Christian Rassow som formand til at varetage murersvendenes interesser.

I sine erindringer så murersvend Karl P. K. Jørgensen mange år senere tilbage på begivenhederne i 1918:

”I sommeren 1918 besluttede vi at holde weekend fra lørdag middag, men det passede ikke mestrene, så vor forening fik flere bøder, som blev betalt, men den sidste, 60.000 kroner, kunne vi ikke betale, så fagforeningen blev erklæret konkurs.”