25. maj 1918 – Den engelske uge Hjem // 25. maj 1918 – Den engelske uge Menu Satiretegning fra satirårsbogen “Blæksprutten” bragt i slutningen af 1918. Tegningen viser en karikatur af offentlighedens syn på murernes ønske om en kortere arbejdsdag. I 1918 havde murersvende en arbejdstid på 10 timer dagligt, 9 timer om lørdagen med 1,5 times pause. De lønstigninger, som man havde forhandlet gennem overenskomsterne, slog ikke til, fordi varepriserne steg voldsomt. Ved nybyggerier, hvor arbejderne havde krav på akkord, skruede de i flere tilfælde tempoet umenneskeligt i vejret for at opnå en løn, som kunne hamle op med de stigende priser. Det hårde fysiske tempo var uholdbart, og modreaktionen kom i løbet af foråret 1918. Da arbejderne trods hårdt arbejde og lange arbejdstider ikke kunne opnå en ordentlig løn, opstod ideen om i stedet at forkorte arbejdstiden. I april gik arbejderne på en enkelt arbejdsplads i aktion – de gik hjem lørdag kl. 12 i stedet for kl. 17. Den engelske uge Den 29. april afholdt Murersvendenes Fagforening generalforsamling, hvor Christian Rassow stillede forslag om at fagforeningen skulle forhandle med Murerlauget om indførelse af den såkaldte ”engelske uge” med weekend fra lørdag kl. 12. Rassow var medlem af fagforeningen repræsentantskab og medstifter af den syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning fra 1910 samt Socialistisk Arbejderparti, som blev grundlagt 4. april 1918. Rassows weekendforslag blev enstemmigt vedtaget, og fagforeningen henvendte sig til Murerlauget. Hos Murerlauget og især Dansk Arbejdsgiverforening havde man ikke travlt med at få gang i sådanne forhandlinger, og derfor trak de sagen ud. På grund af dette besluttede murersvendene at indføre weekend fra lørdag kl. 12 på egen hånd. Murersvendenes aktioner greb hurtig om sig og fik karakter af en egentlig weekend-bevægelse. Murerarbejdsmændene støttede op om aktionen i begyndelsen af juni. Senere på sommeren bredte aktionen sig til andre fag; stenhuggere, tømrere og jord- og betonarbejdere begyndte at gå hjem kl. 12, og bevægelsen bredte sig også til provinsen.