20210609_Arbejdermuseet_fotosMaltheIvarsson_4193

Aktivister holder demokratiet levende

Undervisning om aktivisme og aktivister

Dette er en ressourceside med film og arbejdsspørgsmål, der på forskellig vis omhandler aktivisme og kan bruges til undervisning. Filmene er produceret som en del af udstillingen AKTIVIST, der blev vist på Arbejdermuseet i 2021-2022.

På siden kan du se:

  • Film med to forskere fra Aarhus Universitet, der fortæller om aktivisme og aktivismens plads i demokratiet.
  • Film med seks aktivister, der deler deres motivationer og for og bagsiden ved livet som aktivist.
  • Idéer til arbejdsspørgsmål til filmene.

Forskerne fortæller om aktivisme og aktivister

I 2018-2020 arbejdede to forskere fra statskundskab på Aarhus Universitet med en undersøgelse af aktivisme. De undersøgte,  hvor aktivistiske danskere er, hvor langt de vil gå for en sag og aktivismens rolle i demokratiet. Resultaterne af deres forskning indgik i udstillingen AKTIVIST på Arbejdermuseet. Hør forskerne fortælle, hvad de kom frem til.

Thomas Olesen: Aktivister holder demokratiet levende

Thomas Olesen, som er professor i Statskundskab ved Aarhus Universitet forklarer, hvordan sociale bevægelser og aktivisme kan skabe forandring. De kan påvirke den politiske dagsorden, råbe politikerne op eller skabe nye, sociale fællesskaber gennem hverdagsaktivisme. De er med andre ord med til at holde demokratiet levende.

Diskuter før filmen:

  • Hvilken rolle spiller aktivisme for demokratiet? Er det en trussel, nødvendighed eller noget tredje?

Diskuter efter filmen:

  • Er I enig eller uenig i Thomas’ forståelse af aktivisme? (Den svarer til titlen på undervisningsforløbet Aktivister holder demokratiet levende)
  • Hvordan mener I man bedst skaber forandring og får indflydelse? Gennem aktivisme? Gennem at stemme ved valg (den formelle deltagelse)?

Lasse Lindekilde: Danskerne som aktivister


Lasse Lindekilde, som er professor i Statskundskab på Aarhus Universitet forklarer, hvordan de har undersøgt befolkningens politiske deltagelse og opfattelser af aktivisme, og hvad de har fundet ud af. Hvor aktivistiske er danskerne? Hvem er den typiske aktivist? Og hvor langt er danskerne villige til at gå for sager, som de tror på?

Diskuter før filmen:

  • Hvem er den typiske aktivist? Ung, gammel? Politiske overbevisning? Lang / kort uddannelse?
  • Hvorfor tror I nogen aktivister er mere villige til at bruge vold end andre?

Saml op efter filmen:

  • Hvad fremhævede forskeren som en vigtig faktor for, hvornår man er villig til at bruge ulovlige og voldelige metoder?
  • Hvad fremhævede forskeren som en vigtige faktor for, hvor langt man er villig til at gå og acceptere vold?

Aktivisterne fortæller

Seks forskellige aktivister fortæller om, hvorfor de blev aktivister – og om forsider og bagsider ved livet som aktivist. Hver aktivist fortæller gennem to film. Filmene med aktivisterne blev produceret som en del af udstillingen AKTIVIST, der blev vist på Arbejdermuseet i 2021 – 2022.

Mizz Privileze - dragtivist

Hvorfor aktivist?

Michael Bjerring laver normkritisk aktivisme bl.a. gennem sin drag performance, Mizz Privileze. Her fortæller Mizz Privileze, hvorfor de blev aktivist og hvad de kæmper for.

Aktivist på godt og ondt

Mizz Privileze fortæller, hvornår oplever de at aktivismen virker, hvornår er det hårdt og hvordan kan sociale medier opleves som et fællesskab.

Selma de Montgomery - Klimaaktivist

Hvorfor aktivist?

Selma fortæller hvorfor hun blev aktivist og hvordan kæmper hun for sin sag.

Aktivist på godt og ondt

Selma fortæller om forsider og bagsider ved livet som aktivist, om hvorfor man nogle gange kan få lyst til at give op, men alligevel bliver ved.

Marie Blønd - #hvorerderenvoksen

Hvorfor aktivist?

Hvorfor blev Marie Blønd aktivist da hendes datter skulle starte i vuggestue? Og hvad kæmper hun for?

Aktivist på godt og ondt

Marie fortæller om målet og de mange delmål undervejs, om at være ved at brænde ud, men alligevel mærke det fællesskab, der får en til at kæmpe videre.

Villo Sigurdson - Vietnambevægelsen

Hvorfor aktivist

Villo har været aktivist i De Danske Vietnamkomitéer (DDV) og aktiv i partiet Venstresocialisternes (VS) internationale arbejde. Her fortæller han om, hvorfor han er blevet aktivist og hvad han har kæmpet for.

Aktivist på godt og ondt

Villo fortæller om forsider og bagsider ved livet som aktivist, om sejrer og nederlag og om balancen mellem aktivisme og privatliv.

Nadeen Aiche - intersektionel feminist

Hvorfor aktivist?

Nadeen Aiche fortæller om, hvorfor hun er blevet aktivist og hvad hun kæmper for.

Aktivist på godt og ondt

Nadeen fortæller om indimellem at føle sig demotiveret, blive udsat for trusler på SoMe og have lyst til at trække stikket. Men også om at modstanden er med til at bekræfte, at der et behov for den.

Litten Hansen - Anti apartheid m.fl.

Hvorfor aktivist?

Litten Hansen, som har været aktivist i bl.a. Den Danske Anti-Apartheid Komité og Plum Fonden, fortæller om, hvorfor hun er blevet aktivist og hvad hun har kæmpet for.

Aktivist på godt og ondt

Litten fortæller om forsider og bagsider ved livet som aktivist, om sejrer og nederlag og om balancen mellem aktivisme og privatliv.

Arbejdsspørgsmål til filmene

Hvorfor aktivist

Se filmen(e) og snak efterfølgende om:

  • Hvad der har motiveret aktivisterne til at gå ind i deres sag?
  • Er der noget, de har til fælles?
  • Hvad motiverer dem til at blive ved med at kæmpe?
  • Hvad bliver du selv motiveret af?

Aktivisme på godt og ondt

Se filmen(e) og snak efterfølgende om:

  • Hvilke følelser aktivisterne giver udtryk for?
  • Hvornår er det godt at være aktivist?
  • Hvornår er det svært?
  • Er der noget, de har til fælles?
  • Er der forskel på, hvordan tidligere aktivister (Litten Hansen og Villo Sigurdsson) husker tilbage på livet som aktivist – og de andre, som er midt i det?
  • Hvad kan du selv gøre, for at passe på dig selv, når du har brug for det?

Mere undervisning om aktivisme?

Tjek vores andre materialer ud her nedenfor og dyk mere ned i aktivisme gennem erindringer og plakater.
Materialerne er målrettet udskoling og ungdomsuddannelser.

AKTIVIST>

Udskoling / STX

AKTIVIST

Hvordan kæmper man for det, man tror på? Digitalt materiale om aktivister og deres kampe før og nu.

Læs mere
Byvandring: Retten til en bolig>

Udskoling / STX

Byvandring: Retten til en bolig

Det er en menneskeret at have en bolig. Men er der boliger til alle? Byvandring om boligaktivisme.

Læs mere og book
Erindringer om radikal aktivismen>

udskoling / STX

Erindringer om radikal aktivismen

Dyk ned i radikal aktivisme i seks kildepakker med erindringer fra aktivisterne selv.

Læs mere