Anker lærer os at være mennesker

2500x950_1

Arbejdermuseet åbner op for Anker Jørgensens personlige arkiv i en ny særudstilling, der fortæller om mennesket Anker Jørgensen. Om arbejdsmanden, modstandsmanden, tillidsmanden, guttermanden. Om den fattige, forældreløse dreng med den store nysgerrighed på livet og om manden med evig kærlighed til Sydhavnen, til litteraturen og til sin Ingse. 

D. 13. juli ville han være blevet 100 år. Anker, som tusindvis af danskere var på fornavn med, når de mødte ham på gaden i Sydhavnen, på Christiansborg, på fabrikken eller i Folkets Hus i Rømersgade, hvor Arbejdermuseet ligger i dag. Anker, som ingen behøvede at nævne efternavnet på. Alle vidste, at det var Jørgensen. 

Jeg angler ikke efter et stort eftermæle. Jeg håber bare, at de siger:
Anker, han var sgu god nok.

Ankers eftermæle endte med at blive stort, også selvom han ikke anglede efter det. Og mange danskere vil stadig sige, at ’Anker, han var sgu god nok’. Det blev Arbejdermuseet bekræftet i, da medarbejdergruppen omkring udstillingen indsamlede erindringer om Anker som del af forarbejdet. Linda Nørgaard Andersen, vicedirektør på Arbejdermuseet, fortæller:

Det var fuldstændig overvældende at modtage så mange historier fra enkeltpersoner, som har et personligt minde om et møde med Anker. En kort ordudveksling, en dyb samtale, et smil eller blot et ’godaw’ på vejen. Det fortæller os noget om, at han havde en helt særlig evne til at skabe relationer og til at være til stede i de nogle gange få øjeblikke, han har tilbragt med rigtig mange forskellige mennesker i løbet af sit lange liv.

Ankers personlige tanker

Museet har de seneste år gennemgået og registeret Anker Jørgensens omfattende personarkiv. Hele 340 arkivkasser fyldt med de minder, som Anker selv ønskede, at omverdenen skulle kende for eftertiden. Og meget har han gemt. Fra svømmediplomer i barndommen til Harvard-beviset fra sin efteruddannelse. Breve fra Ingrid, postkort til familien, talerne fra statsministertiden, ministerlister og korrespondancer med dronningen.

Men der er også Ankers egne optegnelser, dagbøger og noter i tusindvis, skrevet på flybilletter, begravelseshæfter små lapper og papirer. Tanker, indskydelser og ideer måtte fældes ned øjeblikkeligt. Han er citeret for at sige, at hvis han havde forladt lejligheden på Borgbjergvej uden sin blyant, måtte han vende om og hente en. Linda Nørgaard Andersen fortæller: 

De arkivalier, vi har fra Anker, og som vi nu viser et udsnit af i udstillingen, fortæller os mere om mennesket Anker end om statsministeren Anker Jørgensen. Han var generøs med at vise os, hvordan han hele livet var i bevægelse både i tanke, ord og i handling. Han var nysgerrig på verden, på kulturer og søgte viden alle steder – ikke mindst i litteraturen.

Fra barnsben og frem til sin død i 2016 søgte Anker svar på livets store spørgsmål i bøger. Som dreng læste han Paw og Tarzan i gaslygtens skær i den lille lejlighed på Christianshavn, og som ung modstandsmand og arbejderdreng søgte han indsigt i værker af Goethe og Brandes. Ifølge Anker uddannede han sig selv på biblioteket i Ølandshus på Amager, og litteraturen fulgte ham hele livet. Han stoppede aldrig med at søge viden og inspiration. 

I udstillingen kommer publikum tæt på Ankers livsbibliotek og på hans syn på verden, på individet, på demokratiet og på ham selv, som menneske. 

– Anker har flere gange sagt, at ’det vigtigste er at huske at være menneske.’ Og det er essensen af, hvad vi gerne vil fortælle med udstillingen. Vi håber, at folk går fra derfra med et smil på læben og tænker, at uanset, om man er arbejdsmand eller statsminister, barn eller voksen, høj eller lav, så er man først og fremmest et menneske. Og det er vi mange, der kan lære af at huske på en gang imellem, slutter Linda Nørgaard Andersen. 

Læs mere om udstillingen

Ønsker du mere information om udstillingen, fotos eller ønsker du at besøge den som journalist, kontakt:
Stine Groth Rasmussen, kommunikationsansvarlig, på sgr@arbejdermuseet.dk eller på
33 48 03 19

Vil du lave interview om udstillingen eller om Anker Jørgensen op til hans fødselsdag 13. juli, kontakt:
Linda Nørgaard Andersen, vicedirektør, på lna@arbejdermuseet.dk eller på
22 81 89 54

Mere om udstillingen og Ankers arkiv:

Arbejdermuseet åbner udstillingen Anker – et usædvanligt liv i anledning af Anker Jørgensens 100-års fødselsdag 13. juli 2022. 

Åbningen foregår d. 27. juni kl. 16-18. Alle er velkomne. Læs mere om åbningen.

Udstillingen findes på museets førstesal i forlængelse af 1950’er udstillingen med Kaffebaren, hvor Anker selv nød at komme og drikke en kop kaffe med blødt brød.

Før sin død i 2016 overgav Anker Jørgensen sit privatarkiv til Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. En tradition blandt socialdemokratiske statsministre som en af hans store politiske forbilleder, Stauning, lagde grundstenen til i 1942. Skæbnen ville, at det netop var Staunings død der for alvor vækkede Ankers politiske bevidsthed. Den 20-årige Anker slugte alle artikler og bøger om Stauning han kunne finde i ugerne efter dødsfaldet og meldte sig kort tid efter ind i Socialdemokratiet. Denne historie er en blandt flere i udstillingen, hvor Arbejdermuseet for første gang giver publikum et indblik i hans efterladte arkiv. 

I forbindelse med udstillingen har Arbejdermuseet indsamlet danskernes personlige historier om Anker, hvor man som gæst får et rørende og underholdende indblik i hans møder med og betydning for mange danskere. Her møder man bl.a. en ung piccoline ansat i Socialdemokratiet i starten af 00’erne, der efter en overhaling fra en ældre kollega på partikontoret opsøges af Anker, der klemmer hendes hånd og lover hende, at det nok skal blive en god dag alligevel. Her er Ankers underskrift på en protesterklæring mod at lukke det lokale bibliotek indsendt af Biblioteket i Sydhavnen og en tidligere medarbejder i statsministeriet der fortæller om Ankers sidste timer i statsministeriet i 1982. 

Til efteråret holder Arbejdermuseet en række arrangementer, hvor flere af udstillingens tematikker, udfoldes i samtaler med bl.a. Anne Sophia Hermansen, Birgitte Possing og Ida Auken.