Arbejdermuseet beder om hjælp til at finde stjålne genstande Presse Kort før lukketid onsdag d. 23. januar blev to genstande stjålet fra Arbejdermuseet aktuelle særudstilling ”Håndens Arbejde”. Et svendebrev fra 1870, udstedt til en nyuddannet smed og en sølvmedalje fra 1910 uddelt til en billedskærer for fremragende udførelse af sit svendestykke. Begge blev fjernet i tidsrummet mellem kl. 18 og 19 på en travl aften, hvor Arbejdermuseet havde arrangeret en debat om pensionsalder. ”Genstandene var placeret bag glas og i ramme fastgjort til væggen. Men den sikring, som vi vurderede, var tilstrækkelig i forhold til genstandenes karakter, var ikke nok til at undgå, at svendebrevet og sølvmedaljen kunne fjernes med vold”, siger Arbejdermuseets direktør Søren Bak-Jensen Forsvundne genstande: Sølvmedalje fra 1910 uddelt til en billedskærer for fremragende udførelse af sit svendestykke Forsvundne genstande: Et svendebrev fra 1870, udstedt til en nyuddannet smed Ingen høj markedsværdi Genstandene indgik i en tidslinje, der viser udviklingen i hvordan uddannelsen til håndværker har forandret sig gennem de sidste 300 år. Tidslinjen er blot et af mange elementer i udstillingen Håndens Arbejde, der bidrager til at give både museumsgæster og elever på skoler og ungdomsuddannelser indblik i de håndværksmæssige fags historie og fremtid. Ingen af genstandene har dog nogen høj markedsværdi: ”Hverken sølvmedaljen eller svendebrevet kan indbringe nogen væsentlig værdi ved salg, og genstandene er ikke usædvanlige i museumssamlinger. Men sammen med mange andre lignende genstande er de vidnesbyrd om håndværkeres uddannelse og stolthed over deres fag og en inspiration til unge mennesker, der vil uddanne sig til håndværkere i dag. Derfor vil vi rigtig gerne have dem igen”, siger Søren Bak-Jensen Genstandene kan afleveres anonymt på Arbejdermuseet i Rømersgade 22 eller museet kan kontaktes på info@arbejdermuseet.dkeller på 3393 2575. Som følge af tyveriet har Arbejdermuseet gennemgået sine sikkerhedsprocedurer, men ønsker ikke at oplyse yderligere om ændringer i beskyttelsen af genstandene. Ved spørgsmål, kontakt Stine Groth Rasmussen, kommunikationsansvarlig på Arbejdermuseet på tlf. 33 48 03 19 eller sgr@arbejdermuseet.dk