Arbejdermuseet vinder international pris: “Der er brug for flere museer som dette” Pressemeddelelse Med stor stolthed modtog Arbejdermuseet lørdag aften en af de mest prestigefyldte internationale museumspriser, DASA Award. Prisen blev givet for museets stærke indsats for at styrke danske børn og unges demokratiske dannelse og for innovative undervisningstilbud. Der var spænding i luften, da en række af de mest nyskabende europæiske museer i weekenden var samlet i Ljubljana til den årlige European Museum Academy Awards. Flotte priser skulle uddeles, heriblandt DASA Award, der tildeles museer med særligt fokus på undervisning. Og i år tilfaldt prisen Arbejdermuseet. “Det er lykkedes for Arbejdermuseet at genopfinde det at være et museum for arbejderhistorie. Det er en levende institution, der gennem undervisningsprogrammer engagerer børn og unge i grundlæggende demokratiske processer. Museet styrker de unge i at tage del i aktuelle politiske og sociale spørgsmål – spørgsmål, der definerer fremtiden for os alle. Vi har brug for flere institutioner som denne. Stort tillykke til hele teamet på Arbejdermuseet.” Sådan udtalte formand for European Museum Academy, Dr. Karl B. Murr. Ved prisoverrækkelsen i Ljubljana: Fra venstre: Gregor Isenbort, direktør for Dasa-museet i Dortmund, Linda Nørgaard Andersen, programchef på Arbejdermuseet, Søren Bak-Jensen, direktør på Arbejdermuseet, Maia McCarthy, publikumchef på Arbejdermuseet, Andreja Rihter, præsident for European Museum Academy, Dr. Karl B. Murr, formand for European Museum Academy Vi lærer af de unge Siden 2010 har Arbejdermuseet tredoblet antallet af børn og unge,der besøger og deltager i undervisningsaktiviteter. Med en klar profil bygget op om demokrati, fælleskaber og senest unges valg af uddannelser, harArbejdermuseet for længst positioneret sig som et af de mest besøgte museer herhjemme på undervisningsområdet. ”Arbejdet med børn og unge er hjerteblod for os, og vi er utrolig stolte af, at vi med denne pris er med til at markere Danmark på det europæiske museumskort inden for undervisning.”, siger direktør på Arbejdermuseet, Søren Bak-Jensen og fortsætter: ”Børn og unge er ikke blot vigtige for et museum, fordi de er fremtidens kulturbrugere og samfundsborgere. De unges evne til at forstyrre vores vante arbejdsgange og forestillinger om, hvad et museum kan være, er en inspiration og drivkraft for os, som vi ikke ville være foruden. Derfor øver vi os dagligt i at lytte til og lære af de unge, i lige så høj grad som de skal lære af os.” Juryen fremhævede især museets aktuelle udstilling Håndens Arbejde som et vellykket eksempel på museumsformidling, der binder fortid og fremtid sammen omkring aktuelle samfundsspørgsmål og inddrager unge i alle aspekter af udviklingen af udstilling og undervisningsforløb. Det sker blandt andet gennem unge-format MUSEUMSREBELLER, der har eksisteret siden 2015. Netop nu er ”rebeller” fra hele landet involveret i udviklingen af Arbejdermuseets kommende særudstilling om politisk aktivismes rolle i demokratiet i dag. Alle børn har ret til kultur Arbejdermuseet ser det som sin kerneopgave at formidle arbejderbevægelsens historie og kulturarv til alle børn og unge i hele landet på tværs af demografiske skel. Og det er netop i mødet mellem museum og undervisningssektoren, at museer kan give børn mulighed for at møde kunst og kultur i deres dagligdag. ”Med prisen i ryggen vil vi i de kommende år manifestere og udbygge vores store arbejde med unge, demokrati og deltagelse – og meget gerne i nye og uvante partnerskaber med unge, med civilsamfundet, fonde og uddannelsessektoren,” udtaler en stolt museumsdirektør Søren Bak-Jensen. Han sender med det samme prisen videre til sine medarbejdere på museet. Og samtidig fremhæver han det mangeårige samarbejde mellem Arbejdermuseet og Skoletjenesten – Videncenter for eksterne læringsmiljøer som afgørende for den positive udvikling, som undervisningen på museet har gennemløbet. På den måde er prisen også en stor anerkendelse til de samarbejdspartnere, der deler visionen om at gøre kunst og kultur til en integreret del af alle børn og unges liv og opvækst. Læs mere om European Museum Academy og læs deres pressemeddelelse her Billeder og kontakt Læs mere om Dasa Award, om European Museum Academy og læs deres pressemeddelelse her Se og download fotos i høj opløsning i dropbox her Ønsker du interview eller mere information, kontakt direktør for Arbejdermuseet, Søren Bak-Jensen på sbj@arbejdermuseet.dk eller på tlf. 4024 5923 For billeder og anden info, kontakt Stine Groth Rasmussen, kommunikationsansvarlig på sgr@arbejdermuseet.dk eller på tlf. 3348 0319 Nøgletal Ca. 23.000 børn og unge besøgte Arbejdermuseet i 2018 i forbindelse med et undervisningsforløbArbejdermuseet var i 2018 det fjerde mest besøgte danske museum i undervisningssammenhængSærligt populært var forløbet ’Dit liv, dit valg’, som foregår i udstillingen Håndens Arbejde, og som giver børn og unge i udskolingen mulighed for at reflektere over uddannelsesvalg og arbejdsliv. Se film og læs mere herPt. har Arbejdermuseet flere end 10 forskellige undervisningsforløb på hylderne målrettet dagtilbud, folkeskole, sprogskoler og ungdomsuddannelser. Se mere her. Øvrige vinkler: Danske museumsoplevelser i international topklasse Det er ikke første gang, at danske museer markerer sig internationalt. I 2017 vandt Designmuseum Danmark ligeledes en Dasa Award og i 2016 løb Den Gamle By med The Luigi Micheletti Award, der også uddeles af European Museum Academy. Det er et vidnesbyrd om, at danske museer i disse år leveret attraktive og innovative museumstilbud i international topklasse.