Udløbet Arrangement

Onsdag 02. aug. 2017 - 16:00-20:00

Aftensmad, museumsbesøg og skattejagt

Arbejdermuseet inviterer til Folkets Køkken, museumsbesøg og skattejagt eller quiz onsdag d. 2. august. Samlet pris 125 kr for voksne og 30 kr. for børn.

Onsdag – dagen midt på ugen, hvor hverdagens trivialiteter kan mærkes. Hvorfor ikke få en vitaminindsprøjtning i form af god mad og kultur? En fælles oplevelse, der giver mentalt overskud, og som ikke slår bunden ud af husholdningsbudgettet? På Arbejdermuseet kan du tage din familie, ven eller kollega med til en hyggelig eftermiddag og aften, hvor fællesskab, samtale og historie er i fokus.

Eftermiddagsbesøg og skattejagt
Før spisetid, er det oplagt med en tur på museet. Og der er hele otte udstillinger at vælge imellem, herunder Børnenes Arbejdermuseum, hvor man må lege med alting! I kan også tage børnene med rundt på museet på vores billed-skattejagt, som alle kan være med til. For voksne og større børn er der desuden mulighed for at teste jeres viden om arbejderbevægelsens historie og hverdagslivet i starten af 1900-tallet i en quiz med 24 spørgsmål, der leder jer gennem museets faste udstillinger. Normalpris er 20 kr, men er gratis for jer, der spiser i Folkets Køkken denne dag. 

Har I reserveret plads til Folkets Køkken kan I onsdag d. 2. august få adgang til museet til en reduceret pris på kr. 60,- for voksne – børn har altid gratis adgang på Arbejdermuseet. Vis blot bekræftelsen fra Folkets Køkken i indgangen.

Museets åbningstid onsdag d. 2. august 2017 er kl. 10.00-19.00.


Folkets Køkken – god dansk mad ved lang
borde

Den første onsdag i hver måned inviterer Arbejdermuseets restaurant, Café og Øl-Halle 1892, til Folkets Køkken, hvor der serveres husmandskost til yderst rimelige priser. Her samles gamle og unge omkring et aftensmåltid, hvor alle er velkomne. Det starter kl. 18.00 og slutter kl. 20.00. Kaffen er på huset, og man bærer selv sin tallerken ud.

Menuen for onsdag d. 2. august er frikadeller med kartoffelsalat og syltet agurk
Pris: 65,- for voksne og 30,- for børn

Dessert er rødgrød med fløde og koster 30 kr. oveni per person

Book plads til Folkets køkken direkte her

Læs mere om Folkets Køkken

Velkommen til en folkelig onsdag!