Udløbet Arrangement Søndag 13. sep. 2020 - 14:00-15:00 Ditte, Ester & Liv: Barndommens gade Hjem // Arrangementer // Ditte, Ester & Liv: Barndommens gade Læn dig tilbage, luk øjnene og få læst højt fra klassikeren, Barndommens gade. Tre søndage i september åbner vi op for museets stemningsfulde loftsrum i en serie af eksklusive oplæsningsarrangementer. Her vil du gennem stærke, unge kvindeportrætter få indblik i forskellige perioders ungdomsliv. Denne søndag, 13. september, dykker vi ned i Tove Ditlevsens rørende portræt af Ester og arbejderklassen i den uovertrufne klassiker, “Barndommens gade”. Tove Ditlevsen portrætterer den tøvende unge Ester, der famler sig frem i livet og giver os samtidig et stærkt og ærligt indblik i arbejderklassens hverdag på Vesterbro. Her er osende skorstene, sult, arbejdsløshed og alkoholisme. Esters historie er samtidig en tidløs skildring af ungdommens år med den første kærlighed, sårbarheden og drømmene om det liv, der kan skabes. Arrangementet koster 100 kr. Køb din billet her. Arrangementerne er en del af Golden Days festivalen “Forever young“. Alle tre bøger er udgivet på forlaget Gyldendal. Fotografer: Tove Ditlevsen: Poul Hansen Martin Andersen Nexø: Ukendt fotograf Tine Bryld: Ole Wildt Søndagens oplæser; Sissel Bergfjord Sissel Bergfjord er uddannet fra Forfatterskolen (2005) og Forfatterskolen for børnelitteratur (2012). Sissel Bergfjord mødte tidligt værker som ”Ditte menneskebarn” og ”Barndommens gade”, der med deres realisme og brug af børn og unge som de bærende hovedfigurer havde et blik for sociale spørgsmål. Disse har inspireret hende i hendes eget forfatterskab, hvor hun gennem værker som ”I Love Louise” og ”Min morfars stemme” skaber et univers, hvor et unge søger efter sig selv i familiens historie. Og i den anmelderroste ”Sortedam”, der skildrer opvæksten i et hjem, hvor alkoholisme ligger som en tung dyne hen over hjemmet. Netop “Sortedam” modtog hun Michael Strunge-Prisen for i 2013. Kom tilbage til listen over øvrige arrangementer