Musik

Søndag 30. mar. 2025 - 14:00-16:30

Fællesskab, Fællessang og Stjernestøv: Juncker & Signe Svendsen

Der skal nye og friske sange i næste udgave af arbejdersangbogen. Kom og syng med, når vi tester sange til fællessang og oplev dobbeltkoncert med Signe Svendsen og Christian Juncker.

Design uden navn-10

Signe Svendsen Solo og Juncker i foråret 2025 på en landsdækkende turné ”Fællesskab, fællessang og stjernestøv” for at synge liv i diskussionen om, hvilke sange, der hører med i fremtidens udgave af Arbejdersangbogen.  Og denne dag sker det i festsalen på Arbejdermuseet.

Vi lægger ud med fællessang og nye sangeksperimenter med sanggruppen Side by Side, og herefter koncert først med Signe Svendsen og derefter Juncker.  

Søndag d. 30. marts 2025 kl. 14 – 16.30 (Dørene åbner kl. 13.30)
Billet: 75 kr

KØB BILLET »

Juncker 

Christian Juncker er kendt for sin skarpsindige poesi, musikalske nysgerrighed og evnen til at krybe helt ind under huden på lytteren. Hans tilknytning til Arbejdersangbogen foldede sig ud i sangen Under Samme Himmel Over Samme Jord, som han opførte i Fælledparken 1. maj 2024.  Juncker har etableret sig som en solid folkelig artist på den danske musikscene siden debuten i 1995. Det er kulmineret med modtagelse af platinplade for sangen Havana samt guldplade for albummet Længere Nede Ad Vejen her for nylig. Senest har Juncker turneret med band og i efteråret i 24 sammen med Mikkel Beha på hans omfattende foredragstour Verden I Forandring.  

Juncker udgiver nye singler i foråret 25 samt nyt studiealbum i efteråret 25, som naturligvis følges op med stor Danmarksturné.  

Signe Svendsen Solo

Signe Svendsen har allerede sangen “Hjemløse hjerter” med i Arbejdersangbogen. Med sit seneste og meget roste album ”Hvem Vil Ikke Elskes Igen” placerer hun sig som en af de bedste danske sangskrivere i sin generation. Hun har en magisk evne til at gøre det sårbare til noget, vi kan være fælles om og dykker ubesværet ned i kærlighedens vildveje og voksenlivets trakasserier med et helende nærvær og en særegen autenticitet.  SOLO på scenen er hun en sikker entertainer, der bruger tid på fortællinger og betragtninger mellem sangene. Hun spidder vores fælles virkelighed og hverdagen – hvor alvorlig eller komisk den så er.

Side By Side 

Sanggruppen Side by side har sunget fra arbejdersangbogen de sidste 30 år. De udbreder glæden ved at synge sammen og give gamle og nye sange i Arbejdersangbogen vinger. Gruppen består af Helle, Kirsten, Troels og Erik, der alle har en tilknytning til arbejderbevægelsen. Først vil Side by Side spille og synge for til de mere kendte sange, dernæst vil de præsentere sange, der er på tale til den nye udgave, og til sidst modtager de publikums ønsker til en omgang ønskesang fra 2014-udgaven.  

Design uden navn-11