Udløbet Oplevelse Tirsdag 05. jun. 2018 - 10:00-16:00 Fars dag på Arbejdermuseet Hjem // Arrangementer // Fars dag på Arbejdermuseet ”Hvad er et hjem uden fader?” Sådan bliver der spurgt på en sirligt malet glasdekoration fra slutningen af 1800-tallet. Dekorationen hænger på væggen i udstillingen om Familien Sørensen. I denne familie hed faren Peter Martin Sørensen, og han kom fra små kår på landet. I 1882 forlod Peter Martin og hans hustru Karen Marie Sørensen det fattige landarbejderliv og flyttede ind til den gryende storby, København, i jagten på en bedre tilværelse. I byen måtte de knokle for at forsørge familien, for snart var der 4 børn og et femte på vej. Peter Martin blev kusk for direktøren på Spritfabrikken ”Fortuna” og endte som tilsmager med ansvar for snapsens kvalitet. Sådan gik det mange mænd og fædre på fabrikkerne på den tid. De måtte arbejde i mange forskellige stillinger og tilpasse sig tiden og det arbejde, der var at få. På fars dag kan du gå i fodsporene på arbejderklassens mænd og fædre, der har knoklet og slidt på fabrikker, på byggepladsen og i industrien. Siden 1930’erne har vi i Danmark fejret fædrenes liv, hverdag og arbejde på fars dag. Både i slutningen af 1800-tallet i Familien Sørensen, i 1950’er udstillingen og i udstillingen om Industriarbejdet, udvikler faderrollen sig, og kønsroller, arbejdsliv og familieliv kommer til udtryk i arbejderfædrenes hverdag. På Arbejdermuseet inviterer vi alle fædre, unge som gamle, til gratis museumsbesøg tirsdag d. 5. juni på fars dag. Tag på museum med din datter, søn eller en anden, du holder af, og bliv klogere på farens rolle i arbejderhistorien. Dagens program: – Kl. 11.30-12.00 Gå med op på Arbejdermuseets hemmelighedsfulde loftrum hvor der venter fortællinger om arbejderdrengen Halfdan og oplæsning af ”Fem små troldebørn”. Husk at hente gratis billet i butikken! – kl. 13.00 – 13.30 Få pirret jeres fantasi når historiefortæller Kasper Sørensen i sammenhæng med børneudstillingen Rimhelten Halfdan fortæller fantastiske historier om Halfdan og fædre. For børn i alle aldre – fra 5. år og op – kl. 14.30 – 15.00 Gå med op på Arbejdermuseets hemmelighedsfulde loftrum hvor der venter fortællinger om arbejderdrengen Halfdan og oplæsning af ”Fem små troldebørn”. Husk at hente en gratis billet i butikken! Vel mødt til alle fædre!