Udløbet Oplevelse Fredag 20. nov. 2020 - 10:00-16:00 Jul på Arbejdermuseet Hjem // Arrangementer // Jul på Arbejdermuseet Det sker i julen på Arbejdermuseet 20. nov- 30. dec Besøg Arbejdermuseet i juletiden og få en hyggelig stund for dig og din familie med god afstand og masser af gammeldags julestemning. Gå en tur i vores klassiske udstilling 1950’erne, der er blevet pyntet op til jul med husmoderens små midler. Lav kludedukker og garnnisser i juleværkstedet eller kom til julebanko i weekenden, gå på nisseskattejagt med de mindste hver dag, og nyd en lunende drik i kaffebaren. Vi sørger naturligvis for, at der er god afstand og et passende antal gæster, så alle kan føle sig trygge når de er på besøg. Husk at du skal bære mundbind når du går rundt i vores udstillinger. Læs her om vores tiltag for din sikkerhed Program: Alle dage: ♦️ På skattejagt med nissepas – gratis for børn Kom med til til jul hos Familien Hansen i 1958. Udfyld dit nissepas, løs opgaverne og få en lille overraskelse. Kan opleves hver dag. For børn fra 3 år. Husk, der er altid gratis entré for børn på Arbejdermuseet. ♦️ Jul i udstillingen 1950’erne – den hjemmelavede jul I den 2-værelses lejlighed har den flittige husmor pyntet op til jul efter tidens dessiner. Hun måtte være kreativ og genbruge på grund af rationeringer, varemangel og høj arbejdsløshed efter 2. verdenskrig. Kogte kartofler blev tryllet om til fattigmandsmarcipan, og selv om familiens yngste kunne sidde i timevis og drømme sig væk i årets julekatalog fra Daells Varehus, så var gaverne under juletræet hjemmelavede. Pynten ligeså. Oplev julen i en rationeringstid i den lille lejlighed og i butiksgaden på 1. sal i udstillingen 1950’erne. Hver lørdag & søndag: ♦️ Gratis juleværksted for børn Vores gammeldags skolestue forvandles til juleværksted, hvor I ud fra gamle opskrifter kan lave både kludedukker og garnnisser. Du kan lave garnnisser som man gjorde det i 1950’erne. Fordyb dig med de mindste og lav julegaver til jer selv eller andre. ”Nisserne” laves i dag i rødt garn og er også fine som julepynt. OBS: Når i sidder ned og laver nisser, kan de voksne tage mundbindet af. Tre søndage i december (6. 13. & 20. dec): ♦️ Julebanko i festsalen – UDSOLGT Tre søndage i december kan du og din familie teste bankoformen, når Arbejdermuseet inviterer til corona-venlig og hyggelig banko i festsalen. Her booker I jeres eget bord, så I kun sidder sammen med jeres eget selskab. Alle kan være med, og der er flere præmier på højkant. Der er et begrænset antal borde, så skynd dig at booke et til en hyggelig eftermiddag. Alle julebanko er udsolgt Læs mere om julebanko ♦️ Fortællinger om jul i Forsamlingsbygningen Kom og hør om husets historie, og om hvordan der er blevet fejret jul igennem tiderne. Det foregår i festsalen både lørdag og søndag kl.13, og varer ca. 25 min. Oplægget er gratis når entré til museet er betalt, tilmelding sker i museumsbutikken. Café & Øl-halles populære julebord Vores historiske restaurant byder naturligvis på det store julebord med alt, hvad hjertet kan begære. Klassisk smørrebrød i små anretninger, lune jule-favoritter som tarteletter, julesild, øko-flæskesteg og meget mere. Selvfølgelig er der også ris á la mande på bordet. Husk at reservere bord i god tid – se mere på Øl-halles hjemmeside Kig også forbi til hjemmebagte æbleskiver og Glögg med hjemmelavet snaps. Lækkerier i Kaffebaren Nyd en varm kakao eller en kop kaffe med Rich’s i 50’er-Kaffebaren, og lad dig friste af julelækkerierne – Er du til honningkage eller små, sprøde julesmåkager? Få også en smagsprøve på fattigmandsmarcipan, som man lavede i 1950’erne, fordi der var rationering på mandler. I kaffebaren kan du tage en pause og tage mundbindet af når du sidder ned. Gør dine juleindkøb i butikken Julekalendere, kravlenisser, trommer til træet, julestjerner, kalenderlys, julegaver og legetøj til de mindste. Kom og gør et julefund i vores hyggelige butik. 🌲 Julestemning i festsalen 🌲 Mærk historiens vingesus når du træder ind i forsamlingsbygningens festsal, der siden slutningen af 1800-tallet har været scene for alverdens arrangementer for både store og små. Julen har siden 1880 været et tilbagevendende højdepunkt, med dets mange populære juleballer og juletræsfester i den prægtige festsal, som kunne huse optil 600 børn. I salen finder du et smukt dekoreret juletræ, som kan beundres enten fra salens gulv eller balkon. Du kan finde særudstillingen Anton Hansen – Stemninger fra besættelsen på salens balkon, og nyde træet med god udsigt. Køb din billet på forhånd – så er du sikker på, der er plads Glædelig arbejderjul og på gensyn i Rømersgade!