Arrangement

Torsdag 08. sep. 2022 - 18:00-20:00

Fællessang og Folkets Køkken: Kvindesange

Kom og syng kvinderne ind i arbejderbevægelsens sangtradition, når Arbejdermuseet afholder Fællessang og Folkets Køkken i forbindelse med Golden Days-festivalen, der i år har temaet QUEENS.

Fællessang_1920x1006 (1)

Menu: Brændende kærlighed m. økobacon, mos, grønkål & bløde løg. Vegetarversion er også mulig bestilles på mail til  ja@arbejdermuseet.dk

* Har du normalt gratis adgang til  Arbejdermuseet via dit fagforbund  eller fordi du er medlem af Arbejdermuseets Venner, skal du vælge billet med gratis adgang. Du bedes fremvise dokumentation ved ankomst.

At synge sammen understreger, det at stå sammen om noget. Derfor har sang ofte en vigtig plads i folkelige bevægelser, også i kvindebevægelsen. I 1983 udgav AOF et tillæg til Arbejdersangbogen med sange af kvinder om kvinder. Målet var, at de arbejdsomme kvinder og husmødre også skulle have en plads i sangbogen. Imidlertid er mange af disse sange ikke blevet optaget i Arbejdersangbogen og dermed forblevet et tillæg til arbejderbevægelsens historie. Vi har fundet det gamle tillæg frem.

Aftenens vært er historiker og musikformidler Mikkel Skovgaard, der tidligere har foldet sangskatten ud gennem podcast og radio hos Højskolerne og på P2 samt til en række fællessangsarrangementer og alsangsforedrag.

Fællessang
Vær med i Festsalen, når vi for en stund bliver et stort syngende fællesskab! Arbejdersangbogen gemmer på et utal af fantastiske sange, der hver og en fortæller en bid af arbejdernes historie. Du bliver guidet gennem de kendte og de glemte sange krydret med både gode historier og piano.

Folkets Køkken
Velkommen ved langbordet! Når vi har sunget os glade og varme i arbejdernes sangtraditioner serverer Café & Øl-Halle en favorit fra det danske husmandskøkken. Man kan også bestille en lækker vegetarversion.