Udløbet Arrangement 09. mar. 2023 - 09. mar. 2023 Læsekreds: 3 x Nexø – Udsolgt Hjem // Arrangementer // Læsekreds: 3 x Nexø – Udsolgt For dig der er nysgerrig og vil fordybe dig i Nexøs forfatterskab, byder vi på en læsekreds, hvor du guides ind i Nexøs bøger af fagpersoner. Du følger med alle tre torsdage, som finder sted på Arbejdermuseets studiepladser. Læsekredsen er et samarbejde med Selskabet for Arbejderhistorie og Martin Andersen Nexø-Selskabet. Pris: 150 kr. for alle tre gange inkl. kaffe/te og en bolle med ost. (max 15 deltagere) Læsekredsen er fuldt booket Program Lotterisvensken Torsdag d. 23/2 kl. 17-19 Med Ingrid Kofod Larsen, tidligere lærer, formand og daglig leder af Martin Andersen Nexø Museet. I 1898 udkom Martin Andersen Nexøs hjerteskærende almueskildring fra Bornholm “Lotterisvensken “, der beskriver et ønsket, som er et håb om at et bedre liv – en drøm, der ikke kunne realiseres ved lønarbejde. Vi vil se på Martins syn på de umenneskelige arbejdsforhold, religion og forholdet mellem mand og kvinde. NB! Husk at læse novellen inden mødet! Politisk rejse Torsdag d. 2/3 kl. 17-19 Med Preben Etwil, tidligere kontorchef i Danmarks Statistik og ekstern lektor på Saxo-instituttet. Følg med på en tekstrejse, der følger Nexøs udvikling fra københavnsk kulturradikal, over national socialdemokrat til international berømmet kommunist. I sin tid var Nexøs beskrivelser af underklassens forhold med til at åbne samtidens øjne for de elendige kår og boligforhold, der fandtes i industribyernes baggårde og lejekaserner og på landet. De sociale forhold var med til at danne Nexø’s politiske bevidsthed. Pelle Erobreren Torsdag d. 9/3 kl. 17-19 Med Nicklas Freisleben Lund, litteraturforsker ved Syddansk Universitet og modtager af Arbejderhistorieprisen 2019 for afhandlingen I ambivalent kamp. Strejken og romanen, 1850-1950. Tag livtag med Nexøs hovedværk. Vi fokuserer på tredje bind, Den store kamp, og strejken, der er bogens centrale motiv. Vi læser udvalgte tekststeder og undersøger, hvordan Nexø behandler bogens historiske forlæg, storkonflikten i 1899. Strejkeskildringen trækker også forbindelseslinjer til Nexøs sociale lykkedrøm og hans politiske rejse. Vi genopliver Arbejdernes Læseselskab En af de første foreninger, der blev stiftet i Forsamlingsbygningen var Arbejdernes Læseselskab i 1879. Læseselskabet sikrede, at arbejdere fik adgang til at låne bøger og gå til foredrag med tidens tænkere og forfattere. Tænk lige over, at vi i dag har ubegrænset adgang til viden og bøger! Sådan var det ikke i 1879, da forsamlingsbygningen slog dørene op. Dengang var folkebiblioteket ikke opfundet, de færreste havde råd til at købe en bog, ikke alle kunne læse og de fleste arbejdede så meget, at kultur og fritid kun var en drøm. Nu puster Arbejdermuseet nyt liv i litteraturen og indbyder til arrangementer med fokus på litteratur, viden og oplysning. I foråret 2023 har vi fået regulær Nexø-feber, når vi for første gang i årtier byder velkommen til Arbejdernes læseselskab.