Udløbet Arrangement

11. okt. 2017 - 25. okt. 2017

Læsekreds: Tyske flygtninge i Danmark

I ånden fra arbejderbevægelsens første kulturinstitution, Arbejdernes Læseselskab, der i perioden 1879-1889 havde til huse i Arbejdernes Forsamlingsbygning, kan du nu tilmelde dig et arbejderhistorisk læsekredsforløb i oktober måned.

Efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i januar 1933 begyndte der at komme tyske flygtninge til Danmark. Der var både politiske flygtninge, især kommunister og socialdemokrater, og jødiske flygtninge, som forsøgte at komme væk fra de stadig værre forfølgelser. Der var kendte navne som forfatteren Bertolt Brecht men især mange ukendte, hvor en del endda levede illegalt i Danmark under dæknavn.

Danmarks dør stod kun ganske lidt på klem – der var kun knap 2.000 tyske flygtninge her i landet, da nazisterne besatte Danmark 9. april 1940. Enkelte klarede sig i Danmark helt frem til befrielsen i 1945, mens mange søgte videre til Sverige eller for kommunisternes vedkommende til Sovjetunionen.

For tyske kommunister blev Stalins Moskva imidlertid lige så livsfarligt som Hitlers Berlin, da først udrensningerne gik i gang i midten af 1930’erne. En del af de tyske, politiske flygtninge i Danmark overlevede dog, og fik siden en karriere i den vesttyske Forbundsrepublik eller i det østtyske DDR.

Læsekredsen afholdes af historiker Torkil Sørensen, som særligt går særligt går i dybden med omstændighederne omkring de tyske kommunistiske flygtninge.

Der skal påregnes ‘hjemmearbejde’ fra gang til gang.

Hvor & Hvornår
Læsekredsene foregår over tre gange d.  11., 18. og 25. oktober kl. 17 – 19 på Arbejdermuseet (Studiepladserne), Rømersgade 22, 1362 København K

Tilmelding
Mail til: mko@arbejdermuseet.dk.
Pris: 120 kr. for alle tre gange inkl. kaffe og kage. Det er gratis at deltage for medlemmer af Selskab for Arbejderhistorie – SFAH
Max 15 deltagere. Pladserne besættes efter ‘først-til-mølle’-princippet.

Arrangører
Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv i samarbejde med SFAH

Læs om Læsekreds II med temaet, Filippinske Stuepiger her.