Litteratur Onsdag 23. apr. 2025 - 17:00-18:30 Litteratureftermiddag: Tove Ditlevsen Hjem // Arrangementer // Litteratureftermiddag: Tove Ditlevsen Foredrag om en af Danmarks mest læste og elskede forfattere nogensinde. Sæt dig til rette i Arbejdermuseets festsal og få en introduktion til forfatteren og brevkasseredaktøren Tove Ditlevsens socialrealistiske forfatterskab. I dette foredrag fortæller Maja Lykketoft om sammenhængen mellem Toves Ditlevsen baggrund og hendes måde både at favne, skildre og tilgive mennesker med fejl. Din vært på dagen Maja Lykketoft, er litterat og kulturformidler, der i særlig grad beskæftiger sig med kvindeskikkelser fra kunstens og kulturens verden. Onsdag d. 23. april kl. 17-18.30 i festsalen på Arbejdermuseet (dørene åbnes 16.30) Billet: 130 kr KØB BILLET» 👉 For dig som er interesseret i mere Tove Ditlevsen, så afholder vi en læsekreds 3 torsdage i maj Om Tove Ditlevsen Tove blev født ind en klassisk socialdemokratisk arbejderfamilie på Vesterbro. Et miljø, der kom til at påvirke Tove i hendes eget forfatterskab og i hendes syn på og møde med verden. Tove skrev fra hun var helt ung og fik sin første digtsamling ”Pigesind” udgivet i 1939. Dette blev startskuddet til en lang karriere som forfatter, skribent og brevkasseredaktør. Tove skrev socialrealistiske noveller og bøger med inspiration i egen barndom og med sympati for børnenes ret og tarv. Med sin enkle, smukke og præcise pen formåede Tove at beskrive komplekse eksistentielle følelser, erfaringer og dilemmaer, kvinder og mænd kunne og kan spejle sig i. Ligesom hun fra 1956 til 1976 hjalp kvinder, mænd, unge og ældre med deres dilemmaer store som små i Familie Journalens brevkasse ”Små hverdagsproblemer”. Tove blev gift fire gange og levede et liv med misbrug og depressioner. Men de erfaringer som livet bragte hende, brugte hun som materiale i sine tekster. Da Tove efter at have taget sit eget liv i 1976 skulle begraves, blev hendes kiste fulgt gennem Københavns gader af et optog på omkring tusind mennesker. Mennesker, der hyldede hendes enestående evne til at formidle det komplekse og sårbare på en enkel og konkret måde, og mennesker, der hyldede en kvinde, der gav ord til det, der kan være svært at finde sprog for.