Litteratur Torsdag 31. okt. 2024 - 17:00-18:00 Litteratureftermiddag med Morten Pape 📖 Hjem // Arrangementer // Litteratureftermiddag med Morten Pape 📖 Kom og oplev en samtale mellem forfatter Morten Pape og Læseforeningens direktør, Mette Steenberg, i Arbejdermuseets smukke festsal. Pape udkommer med en ny bog og vil læse passager op. Samtalen vil handle om moderne arbejderlitteratur og litteraturens forandrende potentiale. Vi vil høre uddrag fra Mortens Papes forfatterskab og hans nye bog. Efter samtalen er der mulighed for at deltage i en guidet fælleslæsning med Læseforeningen. Morten Pape udkommer med romanen ‘Nøglebarn’ d. 8. oktober. Torsdag d. 31. oktober 2024 kl. 17-18 Pris: 125 kr. – Dørene åbnes 16:30 Guidet fælleslæsning kl. 18:00-19:00 (inkl. billetprisen) KØB BILLET » Deltag i live-læsning For deltagerne er der ingen forberedelse! Dette er en vigtig pointe, da guidet fælleslæsning tager udgangspunkt i de følelser og tanker der opstår umiddelbart, mens man læser en tekst. Derved baseres samtalen som udgangspunkt på den enkeltes læseoplevelse samt de livserfaringer, hver læser bringer ind i forståelsen af værket og ikke på en fagspecifik, forhåndserhvervet viden om skønlitteratur. Læsningen foregår i mindre grupper. Om Morten Pape Med Amager-trilogien skriver Morten Pape sig ind i traditionen af arbejderlitteratur. Bøgerne har stærke socialrealistiske rødder og forfatteren har noget på hjerte, mærker man. Det er sagt om Papes romaner, at de slår lige så hårdt som den beton Urbanplanen på Amager er bygget på. Her er Pape opvokset og herfra fødes fortællingerne. Med udgangspunktet i et klasseopdelt samfund fortælles virkelighedsnære historier i bøgerne ’Planen’, ’Guds bedste børn’ og ’I ruiner’. Vi hører om følgerne af socialt belastede miljøer, racisme, kriminalitet og vold. Det handler om gode og dårlige fællesskaber. Bøgerne er fængende læsning, som vækker både sympati, vrede og indignation, når Pape med sin skarpe pen konfronterer os med slagsiden af den socialdemokratiske boligplanlægning og den økonomiske grådighed som hersker i samfundet. Bøgerne er blevet belønnet med BogForums Debutantpris 2015 og DR Romanprisen 2019. Om Læseforeningen Læseforeningen blev stiftet i 2010 og er en social frivillig forening, der arbejder i krydsfeltet mellem litteratur, mental sundhedsfremme og socialt udviklingsarbejde. Formålet er at bringe litteraturen ud, hvor den gør gavn, og medvirker til at skabe stærke læsende fællesskaber på tværs af sociale lag. Foreningen har særligt fokus på at inddrage mennesker i udsatte livssituationer, og arbejder på tværs af samfundets sektorer for at etablere læsegrupper alle mulige steder i hele landet, hvor mennesker kan mødes og kommer. Læseforeningens læsende fællesskaber er baseret på guidet fælleslæsning. Det er en metode udviklet til at dele skønlitterære læseoplevelser gennem live-læsning i mindre grupper. Læsningen varetages af en læseguide og veksler mellem højtlæsning og samtale. Læseguiden udvælger teksterne inden mødet, typisk en kombination af prosa og poesi – i dette tilfælde under overskriften ’arbejderlitteratur’. Arrangementet er blevet til i samarbejde med: