Udløbet Arrangement

Fredag 12. okt. 2018 - 18:00-0:00

Kulturnatten: Peace, Love & Dansktop

PeaceLoveDansktop_Kulturnatten_1200x450

Vi fejrer 50-året for 1968 på Kulturnatten

Protestsange, dansktop og syrerock! Slå dig løs i den trippende festsal på Arbejdermuseet, når vi fejrer 50-året for Ungdomsoprøret og Dansktoppen. Vær med, når vi synger de tidligste Dansktop-hits og dans igennem til Stig Møller Trio ligesom dengang, da Steppeulvene og flower power var det nyeste nye. Børn og voksne er inviteret ind i tidslommen med både modeshow, Sonja fra Saxogade, suppekøkken og psykedelisk lysshow på Forsamlingsbygningens facade.

Aftenens program
Se og download samlet program her

Kl. 18.30 – 19.00
Fællessang fra dansktoppens skatkiste ved Henrik Smith-Sivertsen og Anne-Mette Kozeluh

Kl. 19.15 – 19.30
 ”Dansktoppen og 1968” ved forsker på Det Kgl. Bibliotek Henrik Smith-Sivertsen i Studiesalen. Obs. max 30 deltagere

Kl. 19.30 – 20.00
’68-modeopvisning ved Frederikke Heick og modeller i Festsalen

Kl. 20.15- 20.30
Foredrag: ”1968 – klassekamp uden arbejdere?” ved samlingschef på Arbejdermuseet Margit Bech Vilstrup. I Studiesalen. Obs. max 30 deltagere

Kl. 20.30 – 21.00:
Fællessang fra dansktoppens skatkiste ved Henrik Smith-Sivertsen og Anne-Mette Kozeluh

Kl. 21.30 – 22.00
Koncert med Stig Møller Trio

Kl. 22.15 – 22.45
68-er modeopvisning ved Frederikke Heick og modeller i Festsalen

Kl. 23.15 – 23.45
Koncert med Stig Møller Trio

Hele aftenen:

 –  Spis tidstypisk smørrebrød i Restaurant Café og Ølhalle

–  Psykedelisk lysshow – Oplev lysinstallationen på Arbejdermuseets facade

 – Protestsange med Lars Grand, hans harmonika og gullaschsuppe under kulørte lamper i gården

 – Aktiviteter i værkstedet i særudstillingen Håndens Arbejde

Smørrebrød og børneløjer

I Cafe og Ølhalle serveres tidstypisk smørrebrød hele aftenen. Se også særudstillingen Håndens Arbejde. Eller tag børnene med på opdagelse i Børnenes Arbejdermuseum og kludedukkeværkstedet.

OBS. Køkkenet lukker kl. 22. Det er muligt at booke bord fra kl. 17. Der er mange mennesker på Kulturnat, så Tour-de-force gennem smørrebrødskortet er sat til at vare en time! Bestil bord til smørrebrød her

Peace, love og vel mødt!

Oprørstoner og folkelig populærmusik

Ungdomsoprøret rullede hen over den vestlige verden, kvinderne kræver ligestilling og ligeløn og unge kritiserer fagbevægelsen for at være forstenet. Men det er også året, hvor salg af parcelhuse boomer, Sonja fra Saxogade varsler nye tider for børne-tv og Jørn Hjorting præsenterer dansktoppen for radiolyttere for første gang.

Ligesom protestsangene der fra midten af 1960’erne blomstrede frem i det danske landskab, fik den dansksprogede, folkelige pop også en stemme, da radioprogrammet Dansktoppen blev sendt for første gang d.1. sep 1968. Dansktoppen adskilte sig fra andre hitlister, fordi listen blev skabt ud fra lytterafstemning. Dansktoppen værnede om den dansksprogede musik, som blev hørt rundt i de små hjem i hele landet. Nogle af disse sange, både repræsentanter for dansktoppen og ungdomsoprørets protestmelodier vil blive sunget og spillet på kulturnatten.