Fællessang

Torsdag 07. nov. 2024 - 17:30-19:30

Fællessang og Folkets Køkken: PH og Arbejderbevægelsen

Den kulturradikale arkitekt Poul Henningsen var meget mere end lampedesigner. Han omsatte sine progressive og samfundskritiske tanker til ørehængende sange og viser, som stadig har en solid plads i Arbejdersangbogen.

Fællessang_1920x1080

Torsdag d. 7. november kl. 17.30-19.30 i festsalen på Arbejdermuseet
Billet:
190 kr. (Dørene åbnes kl. 17.00)
Inkl. Gule ærter à la Poul Henningsen. Vegetarversion er også mulig, den skal bestilles på mail til kokken@cafeogoelhalle.dk senest 6 dage før.

KØB BILLET »

”De bånd der knytter mig til Socialdemokratiet, er stærkere end man måske tror, fordi jeg har bundet dem selv og frivilligt. For mig er arbejderklassen afgørende for det jeg kæmper for, og denne varme behøver for min skyld ikke at være gensidig.” 

Hvem var PH?
Poul Henningsen (1894-1967) var arkitekt, skribent og kulturradikal revyforfatter. Han skrev for Politiken i 30’erne, men er svær at placere politisk.  

Efter flere nazisme-kritiske udgivelser måtte PH flygte med sin hustru til Sverige i 1943. I årene 1945-60 var han tilknyttet Social-Demokraten, og blev i 1964 redaktør for forbrugerbladet ’Tænk’. 

PH kæmpede for hvad han selv kaldte åndelig velfærd. På samme måde som Socialdemokratiet i 30’erne kæmpede for materiel velfærd til alle, mente PH at samfundet ville styrkes gennem brede og oplysende kulturtilbud. Kultur til folket! 

Historie og ønskekoncert
Aftenens første afdeling er fyldt med sang og historie med Arbejdersangbogen i fokus.  

I første sæt guides vi igennem kendte og glemte sange krydret med både gode historier og piano af historiker og musikformidler Mikkel Skovgaard. 

I aftenens andet sæt er det gæsterne der ønsker frit, hvilke sange der skal synges. Og en lille anekdote om sangene er velkommen! 

Folkets Køkken
Når vi har sunget os glade og varme i arbejdernes sangtraditioner serverer Café & Øl-Halle en favorit fra det danske husmandskøkken.