Bivoks, græsgnaskere og stofposer Hjem // Bivoks, græsgnaskere og stofposer Menu Ca. 2019- fremtiden Fremtiden kan vi kun spå om Ingen kender fremtiden, men vi kan se tilbage på historien og spå om den. Hvordan tror du, fremtidens madpakke ser ud? Flere og flere arbejdspladser tilbyder frokostordninger. Kun 60 % af alle madpakker indeholder rugbrød. Vil rugbrødet forsvinde fra vores madpakker, eller vil madpakken forsvinde helt? Græsgnaskere og kaninfoderspiser Vegetarer har haft mange kaldenavne. Vegetarmad var før i tiden noget man spiste i krigstider. Der har dog fandtes tilhængere af vegetarismen i over 100 år. Det sidste årtis stigende fokus på klimaet har påvirket manges madvalg. Flere bliver vegetarer eller veganere. I 2010 spiste 3,8 % af danskerne delvist vegetarisk. I 2019 var det 14 %. Pålæg er ofte kød. Derfor synes mange vegetarer at det er svært at finde på noget vegetarisk at putte på brødet. Måske vi ser en større tendens til vegetarvenligt pålæg i fremtiden? En undersøgelse af madpakker i dag Organisationen Landbrug og Fødevarer har undersøgt vores madpakker i 2019. De har fundet frem til at et flertal af danskerne mener at en madpakke skal være nem at spise og skal have en god smag. Og at madpakken skal være sund. Nogen synes, den skal være økologisk eller dansk produceret. Et fåtal synes dyrevelfærd eller bæredygtig emballage er vigtigt for en madpakke. En del af deltagerne mente at det var vigtigt at bruge rester fra aftensmaden i madpakken og undgå madspild. Og selvom flere bliver vegetarer, er leverpostej stadig den største favorit i madpakken. Måske er det ikke så mærkeligt, når flertallet i undersøgelsen svarede, at de mangler inspiration til madpakken. Fortsætter leverpostejen med at være favorit i fremtiden? Stofposer, bivoks og robotmadkassen I dag bruger vi stadig stanniol og husholdningsfilm til at pakke vores mad ind i. Men de seneste år er der kommet mere bæredygtige alternativer på markedet. I dag kan man købe madpapir lavet af bivoks. Det kan også pakke mad ind uden snor. Nogle finder også alternativer til plastikposen. Muleposer og poser af stof til madpakken bliver populære. Genbrugelige madkasser kommer igen og erstatter fryseposen. Måske forsvinder brugen af plastikposer til madpakker? Forskellige opstartsvirksomheder i verden arbejder på at gentænke madkassen. Lige nu udvikles der på intelligente madkasser. Nogle kan styre temperaturen med USB-tilkobling. Andre er tilknyttet Wi-Fi og apps til at måle ernæringsværdien og madspild. Måske vil robotmadkassen erstatte vores madkasser? Madpakkens fortid, nutid og fremtid Dermed kan vi gisne om fire tendenser i fremtidens madpakke. Mindre plastik og stanniol i emballagen. Mindre kødpålæg. Mere brug af rester. Madpakken skal være endnu nemmere at smøre og spise. Selvom det handler om fremtiden, kan vi søge inspiration i historien. Den er fyldt med eksempler på smagfuldt og nemt vegetarisk pålæg. Den byder på eksempler på brug af restemad. Før i tiden måtte arbejderne spare af økonomiske årsager. I dag skal vi begrænse os og tage bæredygtige valg for både klodens og vores egen skyld. Vi kan ikke vide os sikre på fremtiden og på vores madpakker. Vi kan kun spå om den. Én ting står dog fast: Frokost skal der til!