UDLØBET: Håbet om et socialistisk Mellemøsten – før og efter Seksdageskrigen 1967 Hjem // Det sker // Udstillinger // Tidligere udstillinger // UDLØBET: Håbet om et socialistisk Mellemøsten – før og efter Seksdageskrigen 1967 Menu UDSTILLINGEN STOD FREM TIL SEP 2017 Ny miniudstilling viser gennem plakater, fotos og avisartikler de brydninger, Seksdageskrigen i juni 1967 førte med sig i den danske arbejderbevægelse og på venstrefløjen. 5.-10. juni 1967 fandt seksdageskrigen sted mellem Israel og en række arabiske lande. Israel erobrede Vestbredden og Østjerusalem fra Jordan, Gazastriben og Sinaihalvøen fra Ægypten og Golanhøjderne fra Syrien. I 1947 havde FN vedtaget en deling af Det daværende Palæstinamandat i tre områder, henholdsvis en jødisk stat, en arabisk stat og Jerusalem der skulle være under FNs overhøjhed. Den første arabisk-israelske krig brød ud året efter, og ved fredsafslutningen i 1949 blev det arabiske område delt mellem Israel, Jordan og Ægypten. I 1950’erne fandt der revolutioner sted i Ægypten, Syrien og Irak, der formelt gjorde staterne socialistiske og forenede omkring et ønske om en samling af de arabiske områder i én stat. Israel havde en meget stærk arbejderbevægelse, og de socialdemokratiske og socialistiske partier havde uafbrudt flertal fra statens oprettelse og indtil 1977. Samtidig var kibbutzbevægelsen (kibbutz = socialistisk landbrugskollektiv) et fænomen, der inspirerede over hele verden. Tusinder af danskere meldte sig til at arbejde frivilligt i kibbutzerne, mange af dem gennem Danske Kibbutzvenner (DAKIV), hvor mange socialdemokrater var aktive. Kort efter Seksdageskrigen oprettedes de første israelske bosættelser i de besatte områder. Samtidig begyndte det verdenspolitiske fokus at vende sig mod de arabere, der boende i de besatte områder eller var på flugt. Bevidstheden om, at der var tale om et folk med en selvstændig identitet blev mere og mere udbredt. I Danmark solidariserede venstrefløjen sig i stigende grad med palæstinenserne og især den yderste venstrefløj etablerede kontakter til organisationerne PLO (Palestine Liberation Organization) og PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine). Også blandt socialdemokrater og SF’ere blev diskussionen om en palæstinensisk stat taget op. Udstillingens slutpunkt er PLO’s proklamation af den palæstinensiske stat i 1988 og principielle anerkendelse af et Israel, hvilket igen, ligesom i 1967, ændrede rammerne for diskussionen og håbet om et socialistisk Mellemøsten.