Vi er arbejderne Hjem // Det sker // Udstillinger // Vi er arbejderne Menu Alle kæmper mod alle, men ingen vinder alene Velkommen til udstillingen, Vi er arbejderne, hvor du træder ind midt i Danmarkshistorien. Her møder du tjenestepiger og landarbejdere, maskinarbejdere og funktionærer. Faglærte og ufaglærte. Mennesker som hver for sig er udsatte, men finder styrke ved at stå sammen. Oplev historien om lige ret, stemmeret, om skruebrækkere og flipproletarer, forlig og sult. Om reform, revolution, fremskridt og fritid. 🚩 Det siger anmelderne: ”Det er let at forstå, at der var brug for forandring” – ♥️♥️♥️♥️ Politiken 26. maj 2024 ”Her kan en samtale begynde og fortsætte længe efter, man har forladt museet” – Information 16. maj 2024 Retten til et bedre liv Træd ind i arbejdernes barske liv og verden. I tjenestepigens fugtige kammer og i familiens usle hummer af en taglejlighed, hvor kulden står ind mellem brædderne. De er flyttet til byen i håbet om et bedre liv. Tag med tilbage til en tid, hvor mennesker kæmper for en arbejdsdag på 8 timer frem for 12. Hvor strejker og lockout er hverdagskost, men ikke noget, familien kan leve af. Du kan allerede nu reservere billet til en omvisning i udstillingen, se her » En familie er lige ankommet til byen. Hvad drømmer de om? Vil deres liv i byen blive bedre end det, de forlod på landet? Hvordan er livet på det lille loftskammer, hvor der bor en familie klemt sammen på få kvadratmeter? Et kig ind i karlekammeret ude i stalden, hvor en voksen karl og en vogterdreng har delt soveplads. Lys over land I 1919 bliver arbejdsdagen nedsat til 8 timer. Arbejderne får nu for første gang ægte fritid. Og senere kommer retten til ferie. Fritiden bruges i kolonihaven, på højskoler, på sommerlejr eller i studiekredsen. Folkeoplysning er det nye sort. En 100 år gammel madpakke I udstillingen kan du se Danmarks ældste madpakke. En rugbrødsklemme med fedt pakket ind i et stykke papir fra avisen Socialdemokraten fra den 20. august 1886. Fundet 100 år efter bag et panel på Rosenborg Slot. Håndværkeren, som efterlod sin madpakke der, efterlod også et lille stykke Danmarkshistorie. Læs mere om madpakkens historie. Udstillingsdesign Kim Witzel & Marianne Hartvig Nielsen Opbygning Kurtzweil Grafisk design Caroline Krag & Ayo Villum Krogh Lyd MonoMono Interiørs Tine Mette Jespersen Figurer Lisbet Stevens Teatermaler Rasmus Brandt Film og teknisk assistance Robert Pedersen Engelsk oversættelse Camilla Dahl