ET VIDNESBYRD FRA BESÆTTELSENS UNGDOM: DANMARKS BEFRIELSE 🇩🇰

Anker Jørgensen var 17 år, da Danmark blev besat – og 22 år, da befrielsesbudskabet lød.

Fem ungdomsår præget af frygt, fællesskab og en spirende politisk bevidsthed.

📖 Midt under besættelsen meldte han sig ind i Socialdemokratiet. Det skete i dagene efter statsminister Thorvald Staunings død den 3. maj 1942. Han slugte hvert et ord om arbejderdrengen, der voksede op på samfundets bund og endte som statsminister.

⚔️ Året efter gjorde Anker tjeneste ved Garderhusarregimentet i Næstved, da regimentet blev angrebet af den tyske besættelsesmagt. En nær kammerat mistede livet.

Kort tid efter dannede Anker og hans bedste ven, Svend Åge, en modstandsgruppe. Sammen skjulte og fordelte de våben rundt i København – fra mørke kældre til kolde loftsrum.

💔 I de sidste uger før befrielsen i 1945 gik det galt for gruppen.

Svend Åge, der netop var blevet far, blev skudt under en razzia ved Knippelsbro og døde kort efter på Vestre Fængsels hospital.

Ankers efterladte arkiv findes i dag på Arbejdermuseet, og i anledning af befrielsen har vi været et kig heri. I hans dagbog fra den 29. april 1945 beskriver han chokket og sorgen:

“Jeg kan ikke faa ind i mit Hoved, at S. Aa. er død. Da jeg fik det at vide, rystede jeg over hele Kroppen.”

✨ Få dage senere kom befrielsen:
“Vild jubel. Sporvogne med passagerer på taget. Fuld blus over det hele.”

Glæden stod side om side med sorgen.

Da Anker talte 40 år senere, bar han stadig Svend Åge med sig – og afsluttede med hans ord:

“Vejen er så lang til fred og frihed. Men vi mennesker må rejse os og gøre vejen kortere – inden det er for sent.” ❤️‍🩹

🎶 1. MAJ BEGYNDTE MED EN SANG ✊🌹

Vidste du, at den allerførste 1. maj-fejring i 1890 begyndte med en sang?

Avisen, Social-Demokraten, skrev op til dagen:

”Enhver ved, hvilken mægtig virkning musik og sang har på sindet. Og dette gælder i første række en opmarcherende hær, i dette tilfælde en hær af proletarer, som er vant til organisationens disciplin. Hæren trænger til et oplivede element, når dens tusinder sætter sig i bevægelse, noget som med elektricitetens hurtighed forplanter sig til alle legemer, og dette element er sangen.
Læg mærke til, når man har gået en lang vej og er træt, hvor det ligesom fylder med ny kraft, når man kan lade fødderne gå i trit efter en munter melodis sikre takt. Det ligger i, at tonerne fra alles struber forøger solidaritetsfølelsen.”

Derfor blev arbejderne opfordret til at øve “8-timers-sangen” – også kendt som “Faldne er nu vintrens sidste skranker” – skrevet af A.C. Meyer. En sang om fællesskab, kamp og kravet om en 8-timers arbejdsdag. 🎵

Selvom politiet forbød arbejderne at gå i optog gennem byen, og de kun måtte samles på Fælleden, blev sangen en fast del af 1. maj og fungerede som arbejderbevægelsens kampsang helt frem til 1920.

Sidste vers lød:

“Ret ny ryggen, bro’er, løft blikket søster!
Ved I ikke, det er eders tur?
Har I glemt, at I har stærke røster?
Lovsyng da den vågnende natur,
Lige tid til arbejde og til hvile
Og til kamp for livets unge sag
Første mål, hvorhen jeres kraft må stile
Er den 8 timers arbejdsdag”

🌱✊ Første maj har siden været både festdag og kampdag – hvor foråret og kampånden vækkes til live.

Og netop arbejdernes sange står i centrum, når vi i juni åbner vores nye særudstilling om Arbejdersangbogen. Mere om det snart… 🎶❤️

God kampdag!

EN KUNSTNERISK FEJRING 🎨✊

Som optakt til arbejdernes internationale kampdag mindes vi en helt særlig og farverig fejring.

Alle sejl var sat til, da 100-årsdagen for det første 1. maj-arrangement blev fejret i 1990. Ved siden af hovedscenen i Fælledparken var der bygget en platform med 12 store lærreder, hvor et kollektiv af kunstnere fra ind- og udland kunne slippe deres kreative kræfter løs.

Resultatet blev et kæmpeværk på 4 x 18 meter. En eksplosion af farver, former og figurer, der hyldede verden og den internationale solidaritet.

Gruppen af kunstnere kaldte sig Fusion International, og det er den eneste signatur, der findes på malerierne. Den enkelte kunstner fremhævede ikke sig selv. Tværtimod. Værket var en fælles indsats, skabt i samme ånd som 1. maj var blevet fejret siden 1890.

Begivenheden har ikke sat sig mange spor, men 11 af de 12 lærreder er bevaret i Arbejdermuseets samling. Der findes også enkelte fotografier af værket i Fælledparken den 1. maj 1990. Vi viderebringer nogle af dem her sammen med udsnit af det færdige værk.

Hvis nogen ved noget om, hvordan udførelsen af kollektivværket blev en del af fejringen af 100-året for arbejdernes internationale kampdag, vil vi meget gerne høre om det.

Hvis nogen har kendskab til, hvad der er sket med det sidste manglende maleri, som sad øverst til venstre i det samlede værk, hører vi også meget gerne om det.

🔎 Del meget gerne opslaget – måske kan vi sammen finde flere brikker til historien.

LÆRLINGEBANKEREN

Kender du en “lærling-for-fræk-pind”? Eller måske en “lærlingebanker (min. 3 slag)”?

Rundt omkring på danske arbejdspladser har man i kantiner og skurvogne kunnet støde på den slags “strafferedskaber” – måske ment som en spøg, måske som en trussel. Eller måske som en påmindelse om, at lærlinge skulle kende deres plads.
I vores kommende særudstilling, Det er bare et arbejde, viser vi to af disse genstande for at starte en vigtig samtale 💬

For hvad er god humor – og hvad er over stregen? Hvor går grænsen mellem tradition, tone og krænkende kultur? Og hvordan passer vi bedre på de unge, på deres vej ud på arbejdsmarkedet?

Vi efterlyser jeres historier👇
Har du mødt en “lærlingebanker” eller lignende på din arbejdsplads? Del gerne dine oplevelser i kommentarfeltet.

I dag er det nemlig International Arbejdsmiljødag 🌍✊

Dagen sætter fokus på alt fra vold og trusler til sikkerhed, trivsel og arbejdsglæde.

For det er ikke bare et arbejde.

Og vi har brug for at styrke samtalen og fællesskaberne om det gode arbejdsliv ❤️

🚲 DE KØBENHAVNSKE SVAJERE 🚲

Budcykel, svajer, ladcykel, Long John, Short John, kassecykel…
Kært barn har mange navne!

I København har ladcyklen været en del af gadebilledet i mere end 100 år 🏙️
Allerede i 1930’erne var cykelbuddet et helt almindeligt syn i hovedstadens gader. De var kendt for at være frække, højlydte og for at bruge et meget ”farverigt sprog”.

Blandt de mange cykelbude var også arbejderklassens børn, der arbejdede som bybude og bragte varer ud fra købmanden, slagteren eller mejeriet. 🥛

Det var hårdt arbejde, og børnene cyklede rundt med tunge læs i al slags vejr helt op i 1960’erne 🌧️❄️☀️

Ordet “svajer” blev slang for cykelbudene, fordi de kom svajende gennem gaderne på deres lange ladcykler, hvor varerne blev transporteret foran.

I 1943 opstod et helt særligt københavnerfænomen: Svajerløbet! 🏁
Et hæsblæsende kapløb mellem byens cykelbude, der kæmpede om håneretten og æren. Løbene havde rødder i gadelivet omkring Grønttorvet – hvor Torvehallerne ligger i dag – og hvor budene var kendt for både fart, styrke og en god portion gadeteater 🎭

👧👦 I Børnenes Arbejdermuseum kan børn stadig hoppe op på en budcykel og prøve, hvordan det var at være cykelbud i gamle dage – iført kasket og forklæde – i fuld fart gennem de københavnske gader!

FORSAMLINGSBYGNINGEN HAR FØDSELSDAG! 🎉

23. april 1879 markerer en af de mest betydningsfulde dage i dansk og international arbejderhistorie ✊

Denne aften fejrede københavnske arbejdere en af bevægelsens første store sejre: åbningen af Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning 🏛️

Det var noget helt særligt. Bygningen var nemlig den første i Europa – og kun den anden i verden – som var betalt, opført og ejet af arbejderne selv.

I årene op til havde arbejderne sparet op af egne lommer for at gøre drømmen til virkelighed. Et sted, hvor de kunne mødes, organisere sig og skabe fællesskab 🤝

Da grunden endelig blev købt i 1877, måtte det ske gennem en stråmand. Og da det senere kom frem, at arbejderbevægelsen stod bag, faldt priserne i området drastisk – man frygtede, at kvarteret ville udvikle sig til et “rabarberkvarter”.

Selve byggeriet krævede både penge og kompromiser. De første planer var inspireret af Det Kongelige Teater med søjler og balkon, men budgettet satte sine grænser. Alligevel stod huset som en kæmpe sejr 💪

Straks efter indvielsen blev huset taget i brug. Fagforeninger og Socialdemokratisk Forbund rykkede ind i bygningens mange kontorer, og huset summede af liv.

Arbejderne deltog i faglige møder, debatter og generalforsamlinger og blev for første gang trænet i at forpligte sig, orientere sig og bruge deres demokratiske stemme til at skabe forandring.

Hver uge samledes hundredvis af mennesker for at deltage i borgerlige søndagsskoler, agitationsklubber, sangforeninger, seksualoplysning, læsekredse, maskerader og meget mere. Og enhver aktivitet blev indledt og afsluttet med en sang. 🎶

I dag står den fredede bygning stadig som et levende vidnesbyrd om arbejderbevægelsens historie, udvikling og kulturarv. Museet har derfor gennem flere år arbejdet intensivt på en UNESCO-verdensarvsnominering af denne og tre andre arbejderforsamlingsbygninger i Australien og Belgien. 🌏

Den endelige nomineringsrapport blev indsendt for få måneder siden, og om cirka halvandet år ved vi, om bygningen bliver indskrevet på verdens fineste kulturarvsliste.