Hverdagen mørklagt. Ny udstilling om besættelsestiden markerer genåbning af Arbejdermuseet

1047X01376_edited kopi

Publikum kommer usædvanlig tæt på besættelsestidens rå hverdag, når Arbejdermuseet igen åbner efter nedlukningen. Det sker med særudstillingen “Anton Hansen – stemninger fra besættelsen” hvor tegnerens nærmest poetiske serie ”Husker De?” fra sommeren 1945 udstilles samlet for første gang nogensinde. 

Besættelsestiden er en af de mest velbeskrevne perioder i den moderne danmarkshistorie. Og mens samarbejdspolitik, modstandskamp og diskussioner om skyld, skam og ære har været særligt omdiskuterede gennem tiden, så har hverdagslivet under krigen ofte fortonet sig. Netop hverdagslivet har Arbejdermuseet en særlig interesse i at vise. Linda Nørgaard Andersen, programchef fortæller :

Besættelsen medførte en række voldsomme og radikale indgreb i befolkningens frihedsrettigheder og forsamlingsmuligheder. Allesammen indgreb, der medførte en hverdag med store afsavn og en usikkerhed, som satte et livslangt præg på de danskere der gennemlevede krigen og dens konsekvenser. Det er den hverdag med mørklægning, varemangel og drab på åben gade, vi gerne vil være med til at sætte større fokus på med udstillingen.

Pressecensur og forbud mod antitysk propaganda   

I årene op til besættelsen stod Anton Hansen for mange som en af periodens betydeligste danske kunstnere. Han var kendt som satirikeren, der tegnede i opposition mod tidens fremvoksende nazisme, fascisme og militarisme. 

Da Danmark blev besat den 9. april 1940, indførtes pressecensur og forbud mod antitysk propaganda. Anton Hansen mistede øjeblikkeligt sit arbejde som bladtegner på Social-Demokraten, hvor han havde været ansat i mere end 15 år. En skæbne, han delte med en lang række bladtegnere ved andre aviser. 
I 1943 genoptog Anton Hansen satiretegningen i forskellige illegale blade, hvor han fordrejede sin streg for ikke at blive genkendt.  Alligevel følte han sig konstant i fare for at blive taget af tyskerne og sov med ét øre åbent og ét ben ude af sengen. På et tidspunkt måtte han endda gå helt under jorden. I løbet af besættelsetiden skitserede han de absurde hverdagssituationer, som danskerne blev udsat for, og en række af dem endte med at blive til serien, “Husker De?”.

Rammende hverdagsskildringer udstilles for første gang   

Straks efter befrielsen den 4. maj 1945 meldte Anton Hansen sig under fanerne hos journalist Børge Outze, der var i fuld gang med at omstille Information til et legalt dagblad. Sammen besluttede de at realisere “Husker De?”-serien, og den blev bragt i Information i månederne efter befrielsen. Alle værker bygger på skitser, der blev til under besættelsen og er rammende hverdagsskildringer af et land i krig. Linda Nørgaard Andersen siger:

Serien er blandt Anton Hansens allerbedste værker. I hver eneste tegning fortæller han alt det, som journalister ikke kunne skrive under besættelsen. Og man fornemmer tydeligt hans indignation over den undertrykkelse, magt og uretfærdighed befolkningen oplevede i dagligdagen. Men han bringer håb og humor ind i flere af tegningerne. Og det er netop denne fokusering på menneskers evne til at finde tilværelsens lyspunkter, selv når det ser allerværst ud, som vi gerne vil  formidle til publikum.

Udstillingens 51 tegningerne vises på balkonen i Arbejdermuseets festsal. Flere af tegningerne har aldrig været vist før, og serien har aldrig tidligere været udstillet samlet.  

Fakta om udstillingen 

Udstillingen ‘Anton Hansen – stemninger fra besættelsen’ åbner for publikum 8. juni 2020.

Udstillingen består af 51 tegninger fra serien ”Husker De?”. 
Serien har oprindeligt 56 tegninger, men det er ikke lykkedes Arbejdermuseet at lokalisere 5 af tegningerne. De 51 tegninger i udstillingen indgår alle i Arbejdermuseets Anton Hanse- samling, der består af cirka 6000 tegninger, skitser og malerier.

Udstillingen er støttet af Konsul George Jorck & hustru Emma Jorcks Fond

Fotos:

Download pressefotos i dropbox-mappen her.

Kontakt:

For mere information, interview, mm, kontakt programchef Linda Nørgaard Andersen på lna@arbejdermuseet.dk, tlf. 2281 8954

For fotos og andre forespørgsler, kontakt kommunikationsansvarlig, Stine Groth Rasmussen på sgr@arbejdermuseet.dk, tlf. 3348 0319


Læs mere om Besættelsen og arbejderbevægelsen 

Læs mere om udstillingen