Isskab, velbekomme og husmoderlig omhu Hjem // Isskab, velbekomme og husmoderlig omhu Menu Ca. 1920-1960 8-timers arbejdsdag og en bedre økonomi I 1919 indførtes 8-timers arbejdsdag for den brede befolkning. De fleste mødte nu ind kl. 8 og fik fri kl. 16. Det havde arbejderne kæmpet for i 30 år. Nu blev middagspausen den eneste spisepause på dagen. Derfor skulle man kun have én madpakke med. Økonomien var også i fremgang. Flere familier i arbejderklassen kunne nu opfylde det borgerlige ideal med den hjemmegående husmoder. Flere gifte kvinde behøvede altså ikke at gå på arbejde. Isskabet og det dyre pålæg Isskabet blev mere almindeligt i arbejderhjem. Det fik det stor betydning for madpakkerne. Isskabet var et isoleret skab i køkkenet med isblok fra det lokale ismejeri på en rist. Isblokken holdt skabet koldt imens den smeltede. Nu kunne arbejderne købe ikke-konserveret og forskåret pålæg som kogt skinke, roastbeef og rullepølse hos købmanden. Det ikke-konserverede pålæg havde indtil da været et symbol på rigdom, fordi det hurtigt gik i fordærv. Madpakkens prestige Madpakken havde hidtil bare været en måde at blive mæt på. Men som husmoderen fik mere tid og økonomien blev bedre, blev madpakken et prestigeobjekt. I frokostpausen kunne mændene stolt vise deres madpakker frem. Madpakken bestod stadig af rugbrød smurt f.eks. med margarine. Men det prestigefyldte kødpålæg, fisk og æg blev mere almindeligt. Under besættelsen begyndte slagterne at sælge pålægssalater. Det var rester af kød eller grøntsager blandet med mayonnaise. Ind med pergamentpapiret I 1920’erne købte arbejderne pergamentpapir til deres madpakker i stedet. Den sterile emaljekasse blev også skiftet ud. Glud og Marstrand begyndte i 1920’erne at producere den kendte røde blikdåse med det påmalede ”Velbekomme”. At sige velbekomme vidner om at der er lagt kærlighed og omhu i maden. Sparetider trods alt Under anden verdenskrig, besluttede den danske regering at indføre rationeringsmærker. Der skulle være mad nok til alle. Det betød, at man ikke kunne købe alt det, man ville. Man skulle bruge rationeringsmærker. Regeringen uddelte mærkerne efter de enkelte familiers behov. Der var rationering på fedt (som margarine og smør). Derfor kunne der ikke være fedtstof på alle rugbrødsmadderne. De kreative husmødre sparede nogle fødevarer væk. Andre fødevarer erstattede de med andre. F.eks. var ’krigsfisk’ meget populært. Det var paneret knoldselleri, stegt på panden i sparsomt fedt. Der var også rationering på kaffe, mel, te, sukker og brændsel. Rationeringen fortsatte helt ind i 1950’erne.