Kampen for de arbejdsløses krav Hjem // Kampen for de arbejdsløses krav Menu 9. januar 1918 Soverum i Frelsens Hærs Herberg på Saxogade, ca. 1907. På skiltet står: Hos Gud er ingen Persons Anseelse. Kilde: Arbejdermuseet & ABA I 1916 registrerede Københavns Rådhus, at 200 familier med 900 børn ikke havde noget sted at bo. Samtidig var det heller ikke nemt at finde arbejde; mod slutningen af Første Verdenskrig stod op mod 20 % af de danske arbejdere uden arbejde. Under indtryk af den høje arbejdsløshed oprettede syndikalisterne De Arbejdsløses Organisation, hvor arbejdsløse på tværs af de traditionelle faggrænser kunne organisere sig i lokale udvalg, gøre fælles krav gældende og organisere kampen for bedre understøttelsesforhold. I begyndelsen var organisationen støttet af Socialdemokratiet, der hurtigt tog de arbejdsløses krav til sig. Udsat eller bare ved at flytte, en politibetjent er der i hvert fald ved hånden. Kilde: Arbejdermuseet & ABA Mænd sidder og ligger på bænke i “Samaritanen” der lå på Vesterbrogade, ca. 1900. Kilde: Arbejdermuseet & ABA Hjemløse venter ved kældertrappen til “Samaritanen” der lå på Vesterbrogade, ca. 1900. Kilde: Arbejdermuseet & ABA 9.000 arbejdsløse demonstrerer Den 9. januar indkaldtes der til møder, bl.a. i arbejdernes forsamlingsbygning i Rømersgade hvor Thorvald Stauning også deltog. Det besluttedes at gå i demonstration til Rigsdagen, der lå i Fredericiagade, og aflevere organisationens krav, og Stauning gik i spidsen for arbejdsløshedsdemonstrationen, der talte op mod 9.000 deltagere. Den syndikalistiske maskinarbejder Lauritz Hansen husker, hvordan han og Stauning gik forrest i det store optog og sang Internationale. Arbejdsløshedsdemonstration. 9.000 arbejdsløse gik til Rigsdagen i Fredericiagade d. 9. januar 1918. På banneret står der “Vi er 38.000 Arbejdsløse der sulter og fryser!!” og “Det fattige Barn bør ikke fryse”. Kilde: Arbejdermuseet & ABA Berlingske Tidende 10. januar 1918: Da de arbejdsløse ankom til Rigsdagens gård, afholdt Christian Christensen og Thøger Thøgersen taler. Christensen var en central skikkelse blandt syndikalisterne og redaktør på deres blad Solidaritet. Thøgersen var på dette tidspunkt en kendt militærnægter og blev senere en central skikkelse i etableringen af Danmarks Kommunistiske Parti. Kilde: Arbejdermuseet & ABA Aftenbladet 10. januar 1918: “… Demonstranter stampede i Stenbroen for at holde Varmen – bitterlig koldt var det jo.” Kilde: Arbejdermuseet & ABA De arbejdsløse, syndikalisterne og militærnægterne I Rigsdagens gård var der to talere, den ene, Christian Christensen, var redaktør på et syndikalistisk blad ved navn Solidaritet, og den anden var en kendt militærnægter ved navn Thøger Thøgersen. De arbejdsløse, syndikalisterne og militærnægterne havde i 1918 et særligt ideologisk slægtskab, og i deres forskellige organisationer er der et overlap af centrale personer. Efter demonstrationen tog en gruppe af de arbejdsløse videre for at angribe en kaserne på Sølvgade, hvor de endte med at komme i slagsmål med nogle betjente. Fra kasernen gik gruppen til Hauser Plads, hvor Thøger Thøgersen holdt en tale for dem og indkaldte til et møde mod politibrutalitet dagen efter. Direkte aktion Ud over at holde møder og gå i optog gennemførte De Arbejdsløses Organisation i løbet af 1918 en række mere radikale aktioner for de arbejdsløses sag. Ud fra den syndikalistiske parole om direkte aktion saboteredes hvervning af arbejdskraft til de krigsførende nationer Tyskland og England. Det skete både ved at stoppe hvervede arbejdere på Hovedbanegården og ved at angribe et hvervekontor på Holbergsgade. Andre aktioner gik ud på at modsætte sig udsmidninger af arbejdsløse, der ikke kunne betale leje. I sådan et tilfælde kunne man møde op og bære møblerne ind i lejligheden igen, lige så hurtigt som Kongens Foged kunne bære dem ud, husker Lauritz Hansen. Der var også eksempler på, at arbejdsløse efter endt møde i samlet flok plyndrede madforretninger. Sådanne aktioner faldt ikke i god jord hos Socialdemokratiet, der søgte at bliver anerkendt som et politisk parti, der fulgte de parlamentariske spilleregler. Socialdemokraten 10. januar 1918: Forsamling for de arbejdsløse i Rigsdagens Gård. 4. fra venstre er maskinarbejder Lauritz Hansen. Kilde: Arbejdermuseet & ABA Arbejderorganisationens Fjender Det lykkedes de arbejdsløse at få hævet understøttelsen, men der var stadig stor utilfredshed med den endelige aftale, der blev besluttet i Folketinget. De Arbejdsløses Organisation havde krævet, at understøttelsen skulle sættes op til 30 kr. om ugen, men aftalen blev på en maximumsunderstøttelse på 19 kr. (plus 1 kr. pr. barn til og med barn nummer 4). Utilfredsheden kom klart til udtryk, og syndikalisterne forsøgte at give Socialdemokratiet skylden for den dårlige aftale, fordi de havde støttet den. Men uenighederne blev så store, at Socialdemokratiet afbrød samarbejdet med De Arbejdsløses Organisation. I slutningen af januar 1918, få dage efter at understøttelsesaftalen var besluttet, mødtes 600 repræsentanter fra den socialdemokratiske fagbevægelse og vendte sig imod syndikalisterne, som de stemplede som “Arbejderorganisationens Fjender”. Social-Demokraten den 2.7 januar 1918. Kilde: Arbejdermuseet & ABA FAKTA: Under Første Verdenskrig steg arbejdsløsheden meget i Danmark, og mange arbejdere var tvunget til at “gå på valsen”, dvs vandre fra by til by for at finde arbejde. Der var rationeringer på de fleste fornødenheder, mangel på boliger og koks til at varme med. Arbejderfamilier med store børneflokke havde svært ved at få pengene til at række. Hør en arbejdsløs fortælle “Når arbejdere kom fra karneval eller restaurationer, og særligt hvis de havde en pige med sig, så var de særligt velgørende, når vi så præsenterede vores fagforeningsbog, så var vi altid sikker på en skærv. Men tiggeri det var strafbart, og der var visse byer, som vi kaldte for varme, der blev de rejsende svende jaget af politiet..” Søfyrbøder Antonius Andersen blev syndikalist under Første Verdenskrig, i dette lydklip fortæller han om, hvordan han overlevede som arbejdsløs. Kilde: Arbejdermuseet & ABA https://www.arbejdermuseet.dk/wp-content/uploads/2018/01/antonius-andersen-arbejdsloeshed.mp3 Hør en maskinarbejder fortælle om De arbejdsløses Organisation Hør en af de ledende syndikalister, maskinarbejder Lauritz Hansen, fortælle om de arbejdsløse under Første Verdenskrig, og hvordan han blev en central drivkraft i at etablere “De Arbejdsløses Organisation” der arbejdede for, at de arbejdsløse skulle få understøttelse. Kilde: Arbejdermuseet & ABA https://www.arbejdermuseet.dk/wp-content/uploads/2018/01/lauritz-hansen-om-arbejdsloeshed.mp3