Kronik: Folkets huse – fællesskabets verdensarv

Arbejdermuseet, exterieur, Rømersgade 22

Kronik af Søren Bak-Jensen, direktør for Arbejdermuseet og Mogens Jensen, MF (S), Kulturordfører, medlem af Arbejdermuseets Advisory Board. Bragt i Berlingske Tidende d. 9. april 2018

Arbejderforsamlingsbygninger er det stærkeste vidnesbyrd om organiseringen af arbejderne på internationalt plan. Men i modsætning til andre aspekter af industrialiseringen er de huse, arbejderne opførte til deres fællesskab, ikke anerkendt som verdensarv. Kulturministeren har iværksat en revision af den danske liste over kandidater til UNESCOs Verdensarvsliste. Det er på tide at anerkende arbejdernes organisering som industrisamfundets vigtigste folkelige fællesskab.

Den danske arbejderbevægelse startede i en kælder. Nærmere bestemt under dansesalonen Phønix tæt ved Helligåndskirken i København. Efter at have holdt de første møder på skiftende beværtninger, samlede arbejderlederen Louis Pio efterhånden så mange mennesker i den nystiftede Internationale Arbejderforening i Danmark, at et større og mere permanent mødested var nødvendigt. 12. december 1871 blev lokalerne under den populære dansesalon taget i brug med en skål og ”Proklamering af Frihed, Lighed og Broderskab i Foreningen”.

Slaget på Fælleden
Slaget på Fælleden 5. maj 1872

Vi kender detaljerne, fordi politispion ”40” deltog i mødet. Myndighederne i Danmark så den fremvoksende socialistiske arbejderbevægelse som en trussel mod samfundsordenen. Derfor blev dens aktiviteter fulgt tæt og flere gange søgt forhindret ved at true værtshusejere med repressalier hvis de lejede lokaler ud til arbejdernes møder. Efter Slaget på Fælleden i maj 1872, hvor regering og politi en gang for alle ønskede at dæmme op for arbejdernes politiske organisering, blev det endnu sværere at mødes. Derfor opstod tanken om at opføre arbejdernes egen forsamlingsbygning. I juli samme år blev der dannet en byggekomité, der skulle skaffe midler til byggeriet ved at sælge andelsbeviser til arbejderne – om torsdagen, når det var lønningsdag.

I 1879 stod Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning færdig på det gamle voldterræn i Rømersgade tæt ved Nørreport. En bygning med kontorer, mødelokaler, kælderbeværtningen ”Café & Ølhalle”, og ikke mindst en festsal med plads til flere hundrede mennesker. Det var den første bygning i Danmark opført af og til arbejderne, og med den og snart andre forsamlingsbygninger over hele landet som mødesteder igangsatte arbejderbevægelsen den organisering af arbejderne, der i løbet af få årtier skabte grundlag for den danske arbejdsmarkedsmodel med Septemberforliget i 1899 og for arbejderbevægelsens helt centrale betydning for udviklingen af det danske samfund gennem 1900-tallet.

tegning bygning_Arbejdermuseet

Baggrunden for organiseringen af arbejderne var den industrielle revolution, der gennem 1800-tallet omformede produktionsforhold og skabte en hel ny type arbejde, industriarbejdet. Samtidig medførte mekanisering af landbruget en enorm vandring fra landet og til fabrikkerne i byerne, hvis turen da ikke gik til USA eller Australien for datidens økonomiske migranter. Industrialiseringen medførte grundlæggende forandringer i relationer, levevilkår og fremtidsudsigter for millioner af mennesker verden over, og der opstod behov for nye fællesskaber og en platform hvorfra arbejdernes plads i samfundet kunne skabes. Det var i den situation at socialistiske arbejderbevægelser opstod og fik indflydelse i stort set hele den industrialiserede del af verden. Og det var i den sammenhæng, at arbejderforsamlingsbygninger opstod som samlingspunkter for den nye arbejderklasse. I 1947 var der 36 arbejderforsamlingsbygninger i Danmark. Internationalt er det umuligt at sige præcist, men der var tale om flere tusinde.

Industrialiseringens fysiske levn er anerkendt som væsentlige kulturelle vidnesbyrd om en af de største omvæltninger i menneskehedens historie. UNESCOs Verdensarvsliste, der oplister natur- og kulturarv af enestående universel værdi, rummer spinderier, kulminer, jernbaner og andre eksempler på industrisamfundets teknologiske forudsætninger. Men listen indeholder ikke lokaliteter, der vidner om industrialiseringens politiske, kulturelle og ikke mindst menneskelige aspekter. Fremkomsten af arbejderne som en ny samfundsgruppe, den politiske og faglige etablering af arbejderbevægelsen og ikke mindst udviklingen af en særlig arbejderkultur, der på sigt er kommet til at have afgørende indflydelse på sociale og kulturelle normer generelt, er ikke anerkendt som verdensarv.

Tobaksarbejdere

Siden 2009 har Arbejdermuseet sammen med internationale partnere kortlagt arbejderforsamlingsbygninger over hele verden med henblik på en transnational nominering af arbejderforsamlingsbygninger til UNESCOs Verdensarvsliste. Bygningerne er de mest konkrete udtryk for udviklingen af en arbejderklasse med en særlig social og kulturel identitet. De har i mange tilfælde dannet ramme om markante begivenheder i arbejderbevægelsens historie. Men bygningernes helt særlige værdi ligger i deres evne til at fortælle om organiseringen af arbejderne i politisk, faglig og ikke mindst kulturel sammenhæng rettet mod en hel befolkningsgruppe af mænd, kvinder og børn gennem flere generationer. Det, som man kan kalde organiseringens hverdagsarbejde og brede, folkelige træk. I bygningen i Rømersgade blev der oprettet læseselskab og debatklubber for arbejderne i folkeoplysningens tjeneste og et utal af foreninger udførte deres arbejde i bygningens lokaler. Den dag i dag har mange mennesker minder om juletræsfester, solhvervsfester, fællessang, revyer og dansebal i arbejderforsamlingsbygninger landet over.

Juletræsfest i forsamlingsbygningen
Juletræsfest i Forsamlingsbygningen i Rømersgade 1950’erne

Den samme historie kan fortælles i stort set alle industrialiserede lande, men med vigtige variationer, der afspejler regionale forskelle i arbejderbevægelsens udvikling. I de øvrige skandinaviske lande lagde arbejderbevægelsen i stil med Danmark vægt på bred folkelig inddragelse, der gav grundlag for etablering af over tusinde arbejderforsamlingsbygninger i Finland, Sverige og Norge. I Tyskland, Holland og Belgien havde arbejderbevægelserne en stærk kooperativ tradition omkring opbygning af virksomheder, og forsamlingsbygningerne her havde et tydeligere fokus på arbejdernes forbrug. Bygningerne i Frankrig er præget af stærk indflydelse fra lokale myndigheders side, der ofte anvendte bygningerne som arbejdsformidling. Den engelske arbejderbevægelse var stærkt decentraliseret, og opførte primært bygninger til uddannelsesformål snarere end til møder. Et lignende mønster gør sig gældende i USA, mens Australien, der også var stærkt påvirket af arbejderbevægelsen i England, tidligt dannede store samlende organisationer. Verdens ældste stadig eksisterende arbejderforsamlingsbygning står i Melbourne. Efter den er bygningen i Rømersgade den ældste, der stadig kan opleves i dag.

Rømersgade
Forsamlingsbygningen i Rømersgade passeres af processionen i forbindelse med Socialdemokratiets 50 års jubilæum. 1921

Krige og samfundsomvæltninger har gjort sit til, at de fleste bygninger i dag er forsvundet. Men arbejderbevægelsens forandring i mange lande fra ramme for en særlig arbejderkultur til en bredt favnende folkebevægelse medførte også, at arbejderforsamlingsbygningerne efter fra 1960’erne mistede en stor del af deres betydning og i vidt omfang blev afhændet af bevægelsen. Markante arbejderforsamlingsbygninger i fx Vejle og Århus er i dag grundlæggende forandret, eller helt forsvundet som det fx er tilfældet med Folkets Hus på Jagtvej 69 i København. Da Arbejdermuseet i 1982 overtog bygningen i Rømersgade var den i forfald. Kun efter et omfattende restaureringsarbejde fremstår den i dag i god og usædvanlig autentisk stand med den enestående festsal som et naturligt midtpunkt for fortællingen om arbejdernes politiske, faglige og kulturelle organisering.

Festsalen_Arbejdermuseet kopi
Arbejdermuseets kendte festsal med glasloft og PH-lamper

De få arbejderforsamlingsbygninger verden over, der på samme måde har bevaret deres autenticitet, vidner tilsammen om en enestående historisk udvikling, der alle steder måtte tilpasse sig lokale vilkår. De rummer med deres konkrete fortælling om arbejdernes organisering en usædvanlig nærværende og vedkommende kulturarv, der bør anerkendes for sin universelle værdi. Danmark kan gå forrest i dette arbejde ved at optage Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning i København på listen over kandidater til UNESCOs Verdensarvsliste.