Fri abort Hjem // Kvindeliv // Fri abort Menu Retten til fri abort I Danmark har kvinder og mænd haft ret til fri abort ind til 12. uge siden 1973. Det er en rettighed, som vi ikke må tage for givet, og som vi skal blive ved med at diskutere, fordi rettigheder er ikke naturgivne. Men hvorfor er det relevant at fordybe sig i den historiske kamp for retten til fri abort? Hvorfor rammer manglende rettigheder socialt skævt, og hvorfor var arbejderkvinderne de første til at diskutere svangerskabsafbrydelse og prævention i 1920’erne? Og hvorfor er debatten egentlig så emotionel og følelsesbetonet? Alt det og meget mere, kan du fordybe dig i i dette tema, der er udviklet i relation til udstillings- og undervisningsprojektet: “KVINDELIV“. Her kan du lytte til en podcast, der diskuterer og perspektiverer den historiske og nutidige kamp for retten til fri abort, du kan finde bud på litteratur, der har abort som tema, ligesom du kan fordybe dig i plakater fra Frítt Val, der kæmper for retten til fri abort på Færøerne. God fornøjelse! Og husk: INGEN SEJR UDEN KAMP! Den historiske kamp for retten til fri abort Hvordan har kvinder og mænd kæmpet for retten til fri abort? Hvilke konsekvenser har den manglende rettighed både historisk og nutidigt? Og hvorfor er debatten om abort så emotionel? Alt det og meget mere kan du blive klogere på i denne podcast med deltagelse fra: Pia Fris Laneth, forfatter og foredragsholder Johannes Gregers Jensen, Sogneprovst ved Vor Frue Kirke. Katrin S. Kamban, aktivist i Frítt Val – en aktivistisk gruppe, der kæmper for fri abort på Færøerne. Sarah Sander Laugesen, producer og formidlingsinspektør på Museum Vestsjælland. Amalie Stærke, museumsinspektør på Arbejdermuseet Obs. Podcasten er udviklet i januar 2023, hvor abortgrænsen var på 12 uger. I maj 2024 indgik partiererne Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten en aftale om at hæve abortgrænsen fra 12 til 18 uger. Aftalen træder i kraft fra 1. juni 2025. Historien sker altså lige nu! Alliancen for fri abort Arbejdermuseet og en lang række af samfundsaktører er gået sammen for at markere 50-året for retten til fri abort i Danmark. I 2023 kan vi markere 50 år med adgang til sikker og lovlig abort i Danmark. 2023 bliver derfor markering af en historisk og banebrydende afstemning som liberaliserede kvinders ret til at kropslig selvbestemmelse, men samtidig også en nødvendig markering af solidaritet med de millioner af kvinder verden over, som stadigvæk ikke har ret til at bestemme over deres eget liv og krop. Læs mere om initiativet her: https://www.friabort.com/. Frítt Val I Danmark har vi vundet retten til fri abort, og det diskuteres, om man skal forlænge retten til fri abort ind til 18. uge. Men vi skal ikke langt væk, før rettigheden ikke er vundet. På Færøerne er der ikke fri abort, men en lovgivning fra 1956 uden tilsagn til fri abort. Frítt Val er en organisation, der kæmper for fri abort på Færøerne. Her kan du fordybe dig i deres plakater. Måske du kan finde nogle symbolikker, du kender.