Arbejderkvindernes kamp for fri abort Hjem // Kvindeliv // Fri abort // Arbejderkvindernes kamp for fri abort Menu Arbejderkvindernes kamp for fri abort Kampen for fri abort er lang og historisk, og i 1973 fik kvinder og mænd endelig ret til fri abort ind til 12. uge. Dog havde arbejderkvinderne kæmpet for retten til svangerskabsafbrydelse og seksuel oplysning mange år forinden. I januar 1928 skrev de i Kvindernes Oplysningsblad: “at Kvinden som frit menneskeligt Individ maa have Ret til selv at bestemme: Om hun vil være Moder, hvornaar hun vil være Moder, og hvor ofte hun vil være Moder” I dette tema kan du fordybe dig i Kvindernes Oplysningsblad udgivet af Arbejderkvinders Oplysningsforening. Her argumenterer de allerede i 1928 for kvinders ret til selvbestemmelse over egen krop og om retten til fri abort. Nederst finder du link til podcasten Abortåret af Dorthe Chakravarty og Sarah Von Essen, hvor historiker og museumsinspektør, Rikke Lie Halberg, fortæller om arbejderkvindernes kamp for retten til egen krop. God fornøjelse! Og husk: INGEN SEJR UDEN KAMP! Kvindernes oplysningsblad Kvindernes Oplysningsblad blev udgivet af den socialistiske forening Arbejderkvindernes oplysningsforbund. Marie Nielsen, der var en af medstifterne og redaktør på bladet, kæmpede for retten til fri abort. I 1931 udtalte hun blandt andet: “Når I socialdemokratiske ministre i regeringen i så høj grad beskytter de ufødte børn, så gå en dag rundt i husvildebarakkerne, i de fattige arbejderkvarterer på Nørrebro, Vesterbro og Indre By osv. og se på de mange blege tuberkuløse og kirtelsvage børn og se, hvor I “beskytter” dem, som lykkelig “kom” til verden”. Vi arbejderkvinder kræver ikke, at kvinder, der intet lægekendskab har til svangerskabsafbrydelse, skal tilkendes ret til at afbryde svangerskabe. Men når det sker i dag, hviler ansvaret på jeres skuldre, fordi I ikke har sørget for, at lægerne kan gøre det under betryggende forhold … I sender kvinderne i armene på ukyndige folk, og I burde straffes derefter.” Dyk ned i skrivelserne og opråbene om fri abort i Kvindernes Oplysningsblad fra 1928 ved at klikke på billederne herunder. Kvindernes Oplysningsblad nr.1, 1928 Kvindernes Oplysningsblad nr.2, 1928