Kvindernes Fagforening for Nakskov og Omegn Hjem // Kvindeliv // Kvindefanen // Kvindefanerne // Kvindernes Fagforening for Nakskov og Omegn Menu Kvindernes Fagforening for Nakskov og Omegn Stiftet d. 31. marts 1898. Motto: Enighed og Sammenhold er Kvindens Styrke Faneindvielse: 6. februar 1916 Kvindernes Fagforening i Nakskov var en afdeling af Det kvindelige Arbejderforbund. De kvindelige medlemmer arbejdede som ufaglærte på sukkerfabrikkerne, Ota- fabrikken samt på ægpakkerier og slagterier. I 1913 begyndte foreningen at indsamle frivillige bidrag til en ny fane, da den gamle var slidt. I sommeren 1914 var der indkommet 48,85 kroner i bidrag, og man enedes om, at foreningens kasse skulle dække de manglende udgifter til købet. I løbet af efteråret tog foreningen tilbud hos Carl Monrads fanefabrik, og han kunne levere en ny fane for 140 kroner. Prisen var normalt 150 kroner, men Monrad ville give foreningen 10 kroner i rabat fordi han havde fremstillet foreningens første fane. Foreningen modtog fanen den 15. december 1915 og på grund af julen, enedes man om at arrangere faneindvielse med efterfølgende bal den 6. februar 1916. Fagforeningen havde på det tidspunkt 243 medlemmer. Nakskovs socialdemokratiske borgmester, Sophus Bresemann, holdt talen for fanen. Hans hustru Dagmar var særdeles aktiv i fagforeningen både som medlem af bestyrelsen og som ansvarlig for den årlige basar, der skaffede pæne indtægter til foreningens aktiviteter. Skrevet af seniorforsker emeritus ved Arbejdermuseet/ABA, Henning Grelle.