Vattæppesyernes Fagforening

Vattæppesyernes Fagforening

Stiftet d. 29. november 1907.

Faneindvielse d. 16. december 1917

Vattæppesyerne var som mange andre brancher medlem af Syernes Forbund, som eksisterede fra århundredskiftet til 1915. Forbundet blev imidlertid aldrig tilstrækkelig stærkt til at få organiseret de mange hjemmesyersker, hvorfor flere fagforeninger inden for beklædningsindustrien valgte det store Skrædderforbund med større økonomiske resurser.

Således også Vattæppesyernes Fagforening, hvis medlemmer for størstedelen syede vattæpper som hjemmearbejde. Der var ganske få fabrikker, og flere leverede de specielle garner og navnlig fyldet til vattæpper på hjemmeadresser.

Fagforeningen formåede alligevel at eksistere som selvstændig afdeling frem til den 1. januar 1948, hvor den blev opløst og medlemmerne overført til Konfektionssyerskernes Fagforening af 1909. Årsagen til opløsningen var, at medlemstallet var stadigt dalende, fordi vattæppesyning var overgået til at være maskinarbejde udført på fabrik.

På en generalforsamling i januar 1917 kom der forslag fra bestyrelsen om at anskaffe en fane. Den ville bruge overskuddet fra 10-års jubilæumsfesten, og formanden fik tilslutning til at undersøge priser. På en generalforsamling i april havde formanden fået priser på henholdsvis en malet og en broderet fane. Sidstnævnte var den dyreste, men også ifølge formanden den mest holdbare. Forsamlingen vedtog, at fanen skulle være broderet og til en pris på op til 300 kr. På den færdige fane blev det alligevel et både og. Motivet med englene som budbringer til vattæppesyerne om organisationens betydning var malet, men teksten på fanen var broderet.

Den 16. december holdt fagforeningen faneindvielse på gæstgiveriet ”Gimle” på Frederiksberg.

Skrevet af seniorforsker emeritus ved Arbejdermuseet/ABA, Henning Grelle.

Kvindefanerne>

Kvindeliv: Kvindefanerne

Kvindefanerne

Fordyb dig i historien om de ti kurarerede kvinderfaner her.

Læs mere
Fanen og Den frie kvindelige Forening>

Kvindeliv: Kvindefanen

Fanen og Den frie kvindelige Forening

Hvilken kamp måtte arbejderkvinderne gennemgå for at få egen fane? Fordyb dig i historien her.

Læs mere
Den første kvindefane>

Kvindeliv: Kvindefanen

Den første kvindefane

Følg Nina Kleivans proces med at skabe værket "Den første kvindefane" her.

Læs mere