Kvindeliv: Mød din Olivia Nielsen Hjem // Kvindeliv // Kvindeliv: Mød pionerene // Kvindeliv: Mød din Olivia Nielsen Menu Kend din arbejderhistorie! Arbejderbevægelsen bygger på at løfte i flok, på solidaritet og stærke fællesskaber. Men fællesskabet har altid været afhængigt af stærke individer. På denne side, kan du møde én af de kvinder, der gik længst. I enten fagbevægelsen, i politik og i kulturen. Som krydsede grænser, sparkede døre ind og brød glaslofter. Én af de kvinder, vi står på skuldrene af, og hvis fodspor vi kan træde i. Også når de næste kampe skal kæmpes. Og nederst kan du møde flere kvindepionerer. Olivia Nielsen Anna Olivia Nielsen Født: 7. november 1852, Helsingør Død: 11. juli 1910, Aarhus Arbejdsliv: Forbundsformand, fagforeningsformand, kommunalpolitiker Olivia Nielsen var født ind i fattige kår, og solidariteten med de svageste blev en rettesnor i alt, hvad Olivia opnåede i sin faglige karriere. Olivia var en éner; på femten år fødte hun ni børn samtidig med, at hun arbejdede og engagerede sig i den faglige kamp for arbejderkvinders rettigheder. Olivia arbejdede som vaskekone, og i 1892 blev hun formand for den københavnske fagforening for vaske- og rengøringskoner, Kvindeligt Arbejderforbund (KAF). Da Olivia blev formand for KAF, havde foreningen få medlemmer, og hun iværksatte derfor en stor organiseringskampagne. Denne virkede og i 1901 havde foreningen således lokalafdelinger i hele landet, hvorfor de valgte at stifte et landsdækkende forbund, Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD). Her blev Olivia også formand, og hun bestred sine formandsposter både for københavnerafdelingen og for det landsdækkende forbund ind til hendes død i 1910. Olivia engagerede sig ikke blot fagligt, men også politisk. Hun var aktiv socialdemokrat, og var en af de to første kvindelige talere til 1. maj i 1899. I 1909, året efter at kvinder opnåede valgret til kommunalvalg, blev Olivia valgt til Borgerrepræsentationen. Olivia var visionær og foran sin tid på mange punkter, og hun lod sig også skille fra sin mand i en tid, hvor det var brud på samfundsnormer og -moral. Olivia kæmpede for arbejderkvindernes ret helt til det sidste, og på hendes dødsleje kom hun med en opfordring til at videreføre hendes kære forbund. Læs mere om Olivia på Dansk Kvindebiografisk Leksikon.