MUSEUMSREBELLER

F20100625038_edited

Hvordan får man en stemme i demokratiet, hvis man ikke kan stemme til valg? Hvem har mulighed for at engagere sig aktivistisk i samfundet? Og bliver alle hørt, når de gør det? Med MUSEUMSREBELLER inviteres unge endnu engang ind i maskinrummet på Arbejdermuseet, når den næste særudstilling om politisk aktivisme på venstrefløjen skal udvikles og udformes.

F20180606033_02_edited2_edited3

Netop nu søger vi MUSEUMSREBELLER som skal hjælpe os med at udvikle en ny særudstilling. Vi søger udskolings-, gymnasie, – og erhvervsskoleklasser fra hele landet, som vi kan besøge med en workshop. Gennem disse workshops skal flere tusinder af unge i alderen 13-19 år være med til at stille de centrale spørgsmål i projektet og udfordre hvordan vi forstår aktivismen, som den ser ud i dag, eller kan se ud i fremtiden. Det er gratis at deltage med sin klasse og her kan du downloade en pdf og læse mere om workshops for udskolingen og ungdomsuddannelser.

Demokratisk deltagelse

De seneste 140 år har forsamlingsbygningen i Rømersgade dannet ramme om arbejdernes kamp for et mere mangfoldigt og flerstemmigt demokrati – et demokrati for de mange og ikke for de få. Dannelse til politisk og aktivistisk engagement i samfundet er simpelthen en del af selve husets DNA.

Desværre er unge mennesker underrepræsenterede på museerne og de høres sjældent i samfundsdebatten. De tvivler ofte på deres eget demokratiske mandat; deres ret til at blive hørt. Som væsentlige samfundsinstitutioner, har museerne en forpligtelse til at åbne sig op og være dialogskabende, når kulturarvens genstande og tematikker diskuteres. På Arbejdermuseet føler vi os særligt forpligtede til at videreføre husets arv i form af ungdommens dannelse til demokratisk deltagelse.

Med MUSEUMSREBELLER får de unge netop et rum og en platform til at debattere, reflektere over og handle. Det sker på baggrund af Arbejdermuseets vision om at være med til at styrke unge menneskers demokratiske selvtillid og udvikle deres handlekompetencer, så de føler sig i stand til at engagere sig i de sager i samfundet, som for dem er værd at kæmpe for.

_MG_5951_edited

De unge leverer

Vores tidligere erfaringer med at samarbejde med unge MUSEUMSREBELLER om udstillingsprojekter taler sit tydelige sprog. Samarbejdet giver ikke kun frugtbare resultater men også stof til eftertanke for de involverede museumsinspektører og undervisere. Læs f.eks. om udstillingen UHØRT UNGDOM.

De unge udfordrer os i tilgangen til nogle af de grundlæggende tematikker, vi arbejder med. De ser nye perspektiver og løsninger de steder, hvor vi professionelle ser begrænsninger, og de afsøger nye svar på spørgsmål, som vi tror, vi allerede har besvaret. MUSEUMSREBELLERNES input kan derfor bidrage med perspektiver, som udfordrer den måde, vi forstår aktivisme på og stille skarpt på de problematikker, som føles vedkommende for de kommende generationer.

MUSEUMSREBELLER er støttet med 750.000 kr. fra Kulturministeriet, Slots- og Kulturstyrelsen. Projektet afvikles i 2019 og frem til sommeren 2020.

______________________________

For yderligere information om projektet, kontakt:

Kristine Kamp Albæk, Museumsinspektør: kka@arbejdermuseet.dk 

Linda Nørgaard Andersen, Programchef: lna@arbejdermuseet.dk