Revolution. Октября 1917 Pressemeddelelse Arbejdermuseet åbner i dag en udstilling i anledning af 100-året for Oktoberrevolutionen i Rusland. Krig, økonomisk krise, politisk radikalisering, opløsning af samfundsstrukturer. Lyder det bekendt? Selvom det er 100 år siden, Oktoberrevolutionen fandt sted i Rusland, er temaet stadig aktuelt i dag. For hvad kan vi lære af den måde, som fortællingen om revolutionen blev videreformidlet på i Danmark? Af den konstruktion, som revolutionen blev, og af de myter, der blevet spundet omkring den? Det spørgsmål sætter Arbejdermuseet fokus på fra 25. oktober og de tre næste måneder frem med en række aktiviteter. Revolutionens rystelser i Danmark Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 var en af det 20. århundredes mest afgørende begivenheder. Revolutionen ændrede det politiske landskab globalt, både geopolitisk og ideologisk. I Danmark førte revolutionen og etableringen af Sovjet-Rusland til nye partidannelser til venstre for Socialdemokratiet og til en central splittelse i arbejderbevægelsen. Arbejdermuseet præsenterer et program af aktiviteter, der alle vil have fokus på Oktoberrevolutionen som konkret begivenhed, men også som en erindringshistorisk og politisk konstruktion, der stadig er virksom her opløsningen af Sovjetunionen i 1991. Lenin på den røde plads. 7. nov 1918 fra Arbejdermuseets Arkiv Udstilling i Rømersgade Arbejdermuseet åbner d. 25. oktober en udstilling, der er delt i to både fysisk og tematisk. Den første del af udstillingen fokuserer på fire danskeres oplevelser af revolutionen – heriblandt jurist og politiker Hermod Lannungs øjenvidneberetning fra revolutionsdagene, hvor han som 22-årig befandt sig i midt i orkanens øje. Udstillingen ser på den videreformidling af revolutionen, de fire beretninger vidner om, samt på dyrkelsen af revolutionslederen, Lenin. Den anden del af udstillingen tematiserer den politiske brug af Oktoberrevolutionen i Danmark. Den fortæller om Socialdemokratiets første reaktioner på revolutionen og om tre forskellige kommunistiske strømningers konkurrerende fortællinger om ’Oktober’ igennem det 20. århundrede. Se program for udstillingsåbning af Revolution. Oktober 1917 Læs mere om udstillingen Udstilling i Rusland I september måned åbnede Arbejdermuseet i samarbejde med Det Danske Kulturinstitut i Skt. Petersborg udstillingen, Hermod Lannung – vedholden brobygger mellem Danmark og Rusland på Skt. Petersborgs Statsuniversitet. Udstillingen tager udgangspunkt i den danske diplomat og senere politiker Hermod Lannungs øjenvidneskildringer af revolutionen i Skt. Petersborg. Udstillingen vil efterfølgende gå videre til bl.a. Herzen Pædagogiske Statsuniversitet. Konference på Arbejdermuseet På selve dagen for bolsjevikkernes magtovertagelse i Skt. Petersborg d. 7. november afholder Arbejdermuseet – i samarbejde med Center for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet, Dansk-Russisk Forening og Selskabet for Arbejderhistorie (SFAH) – konferencen Russisk Revolution 1917-2017. Fokus er på begivenhederne i Rusland omkring 1917, konsekvenserne af Oktoberrevolutionen i Danmark og revolutionen som politisk konstruktion. Mere om konferencen Re-enactment af revolutionsfejring i Venskabshuset Den 30. november afholder Arbejdermuseet i samarbejde med Russisk Center for Videnskab og Kultur, Dansk-Russisk Forening, Det Danske Filminstitut og Selskabet for Arbejderhistorie (SFAH) eventen Revolutionsfest for 60-året for den socialistiske Oktoberrevolution – reenacted. Deltagerne vil i det tidligere Venskabshus i Vester Voldgade i København blive ført tilbage til fejringen af revolutionen i 1977 gennem foredrag, erindringsglimt, genopførelse af festens hovedtale af Ib Nørlund og forevisning af filmen ”Oktober” af Sergej Eisenstein. Begge events er støttet af Wistifonden. Folmer & Helle Wistis Fond for International Forståelse. Billeder Find pressebilleder i dropbox-mappen. Kontakt For interview og yderligere information, kontakt kurator og arkivar ved Arbejdermuseet, Jesper Jørgensen på jjo@arbejdermuseet.dk eller på telefon +45 33 48 03 16 For yderligere henvendelser, kontakt kommunikationsansvarlig, Stine Groth Rasmussen på sgr@arbejdermuseet.dk eller telefon + 45 33 48 03 19 DemonstrationstogTegninger fra Polen og Rusland, udført 1917-1927 af Eduard Saltoft, s. 1 af 16 stk.