Roskilde Festival donerer 1,4 millioner kr. til Arbejdermuseet Pressemeddelelse Klimakamp, aktivisme og handling. Takket være en millionstøtte fra Roskilde Festivals pulje ’Unge Stemmer’ skal Arbejdermuseet træne unges aktivistiske talent, styrke unges fællesskaber og hjælpe dem til at holde demokratiet levende. Det skal ske i et helt nyt PROTESTVÆRKSTED. I denne tid, hvor de fysiske fællesskaber er begrænset, kan vi glæde os over, at unges engagement og handlekraft lever og har det godt. Sådan skriver Roskilde Festival i deres pressemeddelelse om den 15 millioner kr. store pulje, festivalen donerer for at skabe en positiv forandring i samfundet og lade nye generationer komme til orde. I alt 32 initiativer til gavn for børn og unge modtager mellem 10.000 kroner og 1,4 millioner kroner af overskuddet fra Roskilde Festival 2019. Arbejdermuseet får den største donation til PROTESTVÆRKSTEDET, som er en del af museets kommende udstilling AKTIVIST! Søren Bak-Jensen, direktør på Arbejdermuseet udtaler: Unge udfordrer konstant vores forestillinger om de forandringer, vi kan skabe i fællesskab. Det har vi senest set med den ungedrevne klimabevægelse, der på rekordtid har sat en politisk og samfundsmæssig dagsorden. På Arbejdermuseet møder vi også gang på gang et massivt demokratisk og politisk potentiale hos de unge, og PROTESTVÆRKSTEDET skal skabe rum og plads til at forløse dette. Et demokratisk træningssted, hvor de unge skal opleve, at deres handlinger, viden og holdninger er med til at holde samfundet, debatten og demokratiet levende. Vi er selvsagt meget taknemmelige for, at Roskilde Festival nu giver os mulighed for at for give de unge en anledning til at arbejde målrettet med aktivisme og samtidig styrke deres demokratiske færdigheder. PROTESTVÆRKSTEDET er en fysisk installation i Arbejdermuseets kommende særudstilling AKTIVIST!, der åbner i starten af 2021. En udstilling, der dykker ned i aktivisters historier gennem de sidste 6 årtier og helt frem til i dag med glimt fra sociale, politiske og miljømæssige bevægelser. PROTSTVÆRKSTEDET er rammen om et væld af undervisnings- og ungerelaterede aktiviteter og programmer, hvor skoleelever, unge og ungdomsorganisationer bl.a. skal udvikle kampagner, skabe aktiviteter, rejse debatter, lære at agitere m.m. PROTESTVÆRKSTEDET skal styrke unges lyst til at engagere sig i aktuelle spørgsmål, give deres mening til kende og genrejse en nødvendig nutidig diskussion af, hvad det vil sige at være politisk aktiv. Pris for undervisning til unge Puljen på de 15 millioner kroner fra Roskilde Festivalen er blevet fordelt på seks kategorier, og Arbejdermuseets PROTESTVÆRKSTED falder inden for: ”Unges indflydelse og handlekraft”. Det er ikke første gang, at Arbejdermuseet anerkendes for sit arbejde med børn og demokratiske unges stemmer. I september 2019 modtog Arbejdermuseet den prestigefyldte internationale museumspris, DASA AWARD, netop for museets arbejde for at styrke unge og unges engagement i aktuelle sociale og politiske spørgsmål. Læs mere om Roskilde Festivals Open Call Kontakt For interview eller uddybende kommentarer, kontakt direktør Søren Bak-Jensen på sbj@arbejdermuseet.dk eller tlf. 33 48 03 00 For fotos og andre forespørgsler, kontakt kommunikationsansvarlig Stine Groth Rasmussen på sgr@arbejdermuseet.dk eller tlf. 33 48 03 19