Slaget på Grønttorvet

13. november 1918

Protestbevægelse mod fængslingerne

Straks efter arrestationen af Solidaritets redaktør Christian Christensen, Lauritz Hansen fra De Arbejdsløses Organisation og et par andre syndikalistiske ledere begyndte de arbejdsløse og syndikalisterne at organisere en protestbevægelse imod fængslingerne. Protestbevægelsen fik tilslutning fra 70 fagforeninger, blandt andet fordi politiets overfald også var gået ud over helt uskyldige arbejdere på vej hjem fra fagforeningsmøder. Den 10. november indkaldte protestbevægelsen til et friluftsmøde på Grønttorvet. Ud over de syndikalistiske organisationer var Socialdemokratiets ungdomsforbund og et nystartet revolutionært parti, Socialistisk Arbejderparti, med til at indkalde til mødet.

Socialistisk Arbejderparti var blevet stiftet allerede i februar 1918 af den revolutionære lærer Marie Nielsen. Marie Nielsen havde siddet i Socialdemokratiets hovedbestyrelse indtil hun startede det nye revolutionære parti. I marts var Thøger Thøgersen blevet formand i partiet, og Marie Nielsen var redaktør på dets avis Klassekampen, der som den første revolutionære avis udkom hver dag.

Det første Grønttorvsmøde

Ved mødet på Grønttorvet den 10. november talte Marie Nielsen og Thøger Thøgersen, der kort forinden var blevet løsladt. Også de to bagmænd fra Stormen på Børsen, Andreas Fritzner og Poul Gissemann, talte til den fremmødte forsamling på omkring 50.000 mennesker.

Det blev enstemmigt vedtaget at stille krav til justistministeren om løsladelse af fangerne senest næste dag kl 18. Hvis kravet ikke blev opfyldt, skulle der proklameres proteststrejke i København den 13. november.

Vi opfordrer Befolkningen til at holde sig fjernt fra de syndikalistiske Urostiftere

Den 11. november kunne man læse i Solidaritet, at justitsminister Zahle havde beordret et forbud mod våbensalg: “Det bekendtgøres herved, at det fra og med i Dag er forbudt at sælge nogen Slags Skydevaaben, Ammunition eller Sprængstof.” Samtidig havde politiet “truffet Foranstaltninger ud over det sædvanlige. Man havde lejet en 6 Personers Hupmobile og sat en Politichauffør ved Rattet, og endvidere holdt der 4 Drosker parat. Hvor mange Politimænd der var, husker jeg ikke, men det var ogsaa langt ud over det sædvanlige.” husker politiinspektør Einer Mellerup.

Socialdemokratiet havde siden januar 1918 lagt afstand til syndikalisterne og udsendte nu advarsler mod at deltage i strejken. Samtidig med at et nyt friluftsmøde blev afholdt, underskrev den socialdemokratiske rigsdagsgruppe et arbejdsprogram, hvor der blandt andet stod:

“Den syndikalistiske Ophidselse, den planløse Strejkeagitation og dens Angreb paa vort Partis parlamentariske Virksomhed er et skændigt Attentat paa Arbejdsklassens faglige og politiske Organisation og gavner kun den værste Reaktion… Vi opfordrer Befolkningen til at holde sig fjernt fra de syndikalistiske Urostiftere og Voldsprædikanter.”

Socialdemokratiet var tydeligvis bange for, at alt det hårde slid for at blive anerkendt som et seriøst politisk parti, der tog del i det parlamentariske arbejde i Folketinget, skulle blive kompromitteret af de revolutionære syndikalistiske arbejdere.

Slaget på Grønttorvet

Nogen egentlig strejke blev det ikke til, men en stor mængde på op mod 40.000 mennesker mødte op på Grønttorvet den 13. november for at vise sin utilfredshed med den fortsatte fængsling.

I syndikalisternes avis Solidaritet kunne man dagen efter læse, at “det har vakt Harme hos de strejkende Arbejdere, som var samlet her, at se Sporvogne, som var noget af det første, som skulde være standset om Strejken skulde blive effektiv, ustanselig rulle forbi; medens de socialdemokratiske Faar, som betjener dem, stod og gloede dumt og uforstaaende ud i Luften. Dette gav Anledning til, at nogle af Mødets Deltagere standsede 3-4 Vogne og satte dem ud af Stand til at køre videre.”

En af mødets talere, Johannes Sperling, kravlede med en rød fane i hånden op på den ene sporvogn, og politiet, som havde ventet siden tidlig morgen, tog det som en opfordring, og angreb først Sperling og derefter hele forsamlingen på Grønttorvet.

Johannes Sperling ses her på toppen af en af de stoppede sporvogne, med en rød fane i hånden, mens politiet løbe frem for at hive ham ned derfra. Dette blev startskuddet til Slaget på Grønttorvet den 13. og 14. november 1918. Billedet er taget den 13. november 1918 på Grønttorvet, der i dag hedder Israels Plads. Det ansås for at være en kulmination på flere måneders uroligheder, da politiet ankom til Grønttorvet, og kampene begyndte hurtigt, og de fortsatte de følgende dage. Flere hundrede måtte efterfølgende søge lægebehandling.

I forbindelse med slaget på Grønttorvet blev der arresteret ca. 50 personer. De fleste var fremtrædende syndikalister, eller talere fra demonstrationer. De følgende dage og uger blev alle, der havde holdt taler ved Grønttorvsmøderne eller andre møder og demonstrationer, anholdt. De mange anholdte fik lange fængselsstraffe og bøder for, hvad de havde sagt til møderne, eller hvad de havde skrevet i de forskellige blade og aviser. 

Efter at de fleste revolutionære var begyndt at blive sat fri igen, slog de små partier sig sammen under navnet Danmarks Kommunistiske Parti, men mange af syndikalisterne havde svært ved at finde sig til rette i partiet.

Links

Læs mere om Danmarks Kommunistiske Parti her på hjemmesiden.