Det handler ikke om hvor mange, det handler om hvem. Uddannelsesniveauet er den faktor, der træder allertydeligst frem, når vi ser på, hvem der typisk går på museum. Jo højere uddannelse, jo flere museumsbesøg. Den typiske museumsgæst har en længerevarende uddannelse og opfatter museer som inspirerende og relevante. Omvendt står det til blandt de museumsgæster, som har en kortere eller erhvervsfaglig uddannelse. De associerer museer med ord som gammeldags, ekskluderende og kedelige. Ulighed under uddannelse Mennesker, der har kortere eller erhvervsfaglige uddannelser, er dem, der bruger museerne mindst. Til trods for at de udgør 66 % af befolkningen, udgør de kun 26 % af de besøgende i museumsstatistikkerne. Og den ulighed starter allerede under uddannelsen, da museerne udbyder langt flere undervisningsforløb til grundskole og gymnasier, end til erhvervsuddannelser. SÅ. Hvordan kan vi som museer bidrage til at skabe bedre oplevelser og mere relevans for dem, der bruger os mindst? Det har været omdrejningspunktet i projektet – Det handler ikke om, hvor mange, det handler om hvem, støttet af Slots og Kulturstyrelsen i 2023 – 2024. Fremfor at fokusere på antallet, der kommer ind ad døren til museet, har vi fokuseret på, hvem der kommer ind, hvordan de bliver mødt og hvordan de kan få bedre, mere relevante og vedkommende museumsoplevelser. Styrke relevans og viden om målgrupper Med afsæt i skævvridningen blandt museumsbrugere vil vi skabe viden til gavn for hele sektoren om, hvordan vi kan skabe relevans og inspirere endnu flere til at benytte sig af museerne blandt dem, der bruger museer mindre. Projektet fokuserede på inddragelse af især kvinder beskæftiget indenfor omsorgsfagene og det havde tre indsatsområder; museets formidling, kommunikation samt undervisning. Her på siden kan du læse mere om undervisningsindsatsen i samarbejde med SOSU H. SOSU H x Arbejdermuseet Unge på erhvervsuddannelser (EUD) har færre muligheder for at gå vedkommende undervisning udenfor deres skoler. Museerne er langt mindre tilbøjelige til at udvikle målrettet og relevant undervisning til elever EUD end til elever, der går på gymnasiale uddannelser. En del af forklaring på dette kan være manglende kendskab til målgruppen og uddannelserne. Og dermed forstærkes den ulighed, der også findes efter endt uddannelse, hvor færre med erhvervsfaglig baggrund benytter sig af museer som kulturtilbud. I projektet Det handler ikke om, hvor mange, det handler om hvem har Arbejdermuseet udviklet undervisning til elever på de social- og sundhedsfaglige uddannelser i samarbejde med SOSU H. Hvorfor SOSU elever? Arbejdermuseets genstandsfelt og udstillingsprincipper indeholder gode muligheder for at gøre skolernes undervisning virkelighedsnær. På museet vil eleven kunne opleve sosu-assistenen som et produkt af velfærdsstaten, ligesom udstillingerne og fortællingerne kan blive en guldgrube af historier som kan bygge bro mellem eleverne og de ældre medborgere som eleverne kommer til at arbejde med. SOSU uddannelser findes over hele landet, så selvom undervisningen til SOSU elever sker i nært samspil med museets genstandsfelt og udstillinger, giver relevante erfaringer, der kan bruges af andre museer, der vil lave undervisning til SOSU uddannelserne. Projektets output Guide til samskabelse af undervisning Hvordan har vi grebet samarbejdet an på tværs af museum og erhvervsuddannelse? Hvad er de bedste råd og opmærksomheder fra processen? Det kan du blive klogere på i den lille guide, vi har lavet sammen med Skoletjenesten på baggrund af projektets erfaringer. Undervisningsforløb SOSU mig og mit fag Sammen med undervisere fra SOSU H udviklede vi dette undervisningstilbud, der retter sig mod elever på grundforløbet til SOSU hjælper eller assistent. Undervisningens fokus er faglig identitet, stolthed og historie. Eleverne arbejder dilemmabaseret og undersøgende. Fattigdom, fællesskab og forandring Sammen med undervisere fra SOSU H udviklede vi dette undervisningstilbud, der retter sig mod elever på grundforløbet til SOSU hjælper eller assistent. Undervisningens fokus er på levevilkår, arbejdsmiljø, kampe og rettigheder før velfærdsstaten. Eleverne arbejder undersøgende og genstandsnært. Vil du vide mere? Kontakt os endelig, hvis du har spørgsmål til projektet, undervisning til erhvervsuddannelser, idéer til samarbejder eller noget fjerde. Skriv til skoletjenesten@arbejdermuseet.dk.