Stanniol, vita-wrap og højkonjunktur

Ca. 1960-2010

En bedre tid
Efter anden verdenskrig gik økonomien bedre. Det skyldtes især Marshall-hjælpen fra USA. USA lånte penge til Vesteuropa, hvis vi til gengæld lovede at handle mere med USA. Arbejdsløsheden blev lavere. De gamle usunde arbejderboliger blev revet ned og erstattet med nyt byggeri. Lønnen blev højere. Der kom mere fritid. Mange arbejdere flyttede til forstæderne. Der var lys og renere luft, langt fra byens fabrikker. De danske arbejdere gik en tid i møde, som arbejderne havde drømt om de sidste hundrede år. Det var resultatet af arbejdernes mangeårige kampe.

Kvinderne vil arbejde
Mange af de borgerlige idealer blev forkastet gennem 60’erne og 70’erne. Kvinderne ville tilbage på arbejdsmarkedet – på lige fod med mændene. Husmoderen som samfundsideal forsvandt. Der var nu to lønninger i husstanden, men mindre tid. Derfor fik arbejderne råd til egne køleskabe, vaskemaskiner og støvsugere. Det var ikke længere vigtigt at konservere, handle sparsomt ind eller undgå madspild. Kvinderne havde nu mindre husarbejde. Kønsrollerne blev mindre selvfølgelige og nogle mænd begyndte at udføre husarbejde. Derfor blev madpakken nu smurt af både mænd og kvinder.

Sundhed, eksotiske frugter og ostehapsere
Madpakkens indhold skiftede hurtigt og mange gange i fra 1960’erne. Indtil da havde brødet været bagt af en faglært bager. Det havde været solgt fra bagerier, købmænd og supermarkeder. Det ændrede sig nu. Det nye maskinbagte brød blev solgt i plastikposer fra supermarkedets hylder. Det skiveskåret – også på maskine. Nu skulle man ikke længere bruge tid på at skære brødet selv. Hvor der kunne spares tid, skulle der spares tid. Danskerne ville ikke længere bruge tid på madpakken.

Et nyt element i madpakkerne blev eksotiske frugter. De havde hidtil kun været for de rige. Men nu begyndte de at blive så billige, at arbejdere fik råd til dem. De mest populære frugter var appelsiner, bananer og ananas. Især appelsiner og bananer er nemme at skrælle i skole og på arbejde.

I 1980’erne begyndte flere danskere at gå op i sundhed. Det kan man også se på madpakkerne. Mange droppede fedtstoffet, postejen og de fedtholdige pølser. Fedtfattigt pålæg og lightprodukter kom på markedet. Gulerødder blev skåret appetitligt ud og grøntsagssnacks fyldte mere og mere i madpakken. Dog blev det også populært med en lille sød snack. I 1990’erne kom mælkesnitten, ostehapsen og mange andre madpakkevenlige snacks.

Rugbrød? Nej tak.

I 00’erne blev rugbrødet i stigende grad valgt fra. Det var blevet gammeldags, kedeligt eller direkte usundt, syntes nogle. I stedet fik man ’gaffelmad’. Det kunne være pastasalat eller rester fra i går. Mange arbejdspladser begyndte at få madordninger – oftest uden rugbrød.

Nem indpakning

Det gamle pergamentpapir var besværligt. Det kunne ikke holde formen selv. Derfor skulle det bindes med snor. Økonomien tillod nu noget dyrere, men nemmere. Derfor vandt stanniol frem. Stanniol kunne holde sig selv når man foldede det rundt om maden. Det holdt også bedre på rugbrødsmaddernes fugt. Senere kom husholdningsfilmen. Det var noget billigere end sølvpapir, men også mere besværligt at bruge. De nemme indpakningsmåder gjorde dog også skade på miljøet og sundheden. Mange farlige stoffer, som phtalater og flour, blev brugt til at producere husholdningsfilm og belægningen på sølvpapiret. Og rugbrødsmadderne blev i de nye madkasser af plastik eller blot en af de nye fryseposer.

Fryseposen var beregnet til at man kunne fryse al slags mad ned i sin nye fryser. Men fryseposerne blev også brugt som pose til de indpakkede rugbrødsmadder. Med fryseposen sivede der ikke væde fra madpakken ud i tasken. Madkassen skulle vaskes op, men fryseposen kunne bare smides ud. Nemmere blev det ikke.

Med den gode økonomi behøvede man ikke længere at tænke så meget over hvad man brugte. Man kunne ’bruge-og-smide-væk’. Fattigdommen havde endelig sluppet sit tag over madpakken.