Tænk, hvis vi alle kunne leve i fred og frihed Pressemeddelelse Ny udstilling med Klaus Albrectsens tegninger åbner på Arbejdermuseet 29. september. Han har forarget, fornærmet og sat tingene på spidsen. Ofte nok til at få avislæserne til at spærre øjnene op, og mere end én gang så meget, at det fik ham fyret som bladtegner på dagbladene. Satiretegner Klaus Albrectsen ved godt, hvad han synes er galt i verden, og han retter skånselsløst pennesidsen mod syndere som samfundets magtstrukturer, mod ulighed og konformitet. Han spidder eliten og slår et slag for det lille menneske, for kreativiteten og for det naturlige, der med den stigende velstand er i fare for at blive skyllet ud med badevandet. Virkeligheden vendt på hovedet I en scenograferet udstilling med knap 200 værker af Klaus Albrectsen vil Arbejdermuseet bringe publikum helt tæt på verdens barske realiteter. På temaer som krig, klima, fattigdom, hungersnød, som er at finde overalt i hans værker. Kurator Thomas Meldgaard siger: -Klaus Albrectsens tegninger er måske ikke for sarte sjæle, men de er ét langt forsvar for de svage og underkuede. For dem, hvis livsudfoldelse er begrænset af politisk og økonomisk undertrykkelse. Og det er budskaberne i Klaus Albrectsens tegninger, vi har valgt at gøre til centrum for udstillingen. Publikum kommer ikke blot helt tæt på verdens uretfærdigheder, de får også mulighed for at opleve Klaus Albrectsens værker på klos hold. For hvad der umiddelbart synes at være soleklart på overfladen, kan hurtigt krakelere ved et nærmere kig: -Tegningerne indeholder små forvandlingskugler, der eksploderer for øjnene af en og afslører, at virkeligheden ikke altid er, hvad den giver sig ud for at være. For hvad er egentlig rigtigt, og hvad er forkert her i verden? Det spørgsmål kan man ikke lade være med at stille sig selv, når man dykker ned i Klaus Albrectsens univers, fortæller Thomas Meldgaard. ‘Hjemmehygge’ 1979 Indignation og sund fornuft Født i 1932 voksede Klaus Albrectsen op under 1930’erne politiske og økonomiske krise. Her blev hans samfundskritiske bevidsthed og lysten til at tegne hans indgang til livet. Begge forældre var kunstnere, og papir og blyanter var altid inden for rækkevidde. De første avistegninger lavede han til en jazzklumme i Politiken. Det blev hans vej ind på redaktionerne, hvor han kom til at tegne politisk og dagsaktuel satire på danske og svenske aviser. Det var satiren, der gjorde Klaus Albrectsen kendt. Til tider berygtet, når den blev for skarp – eller redaktøren fornærmet. Han har sat billeder til verdens konflikter og katastrofer ud fra, hvad han selv har kaldt ’sund fornuft’. Indignationen over, hvor forfærdeligt verden udvikler sig, og hvor fantastisk den kunne være, går som en rød tråd gennem hans tegninger. Klaus Albrectsen er lige rundet 90 år og tegner stadig. For der er stadig meget i verden, der trænger til en kommentar. Sådan har han arbejdet hele sit liv. Drevet af en drøm om frihed og fred, som gang på gang brister med alle verdens uretfærdigheder og fejltrin. Læs mere om udstillingen Ønsker du mere information om udstillingen, fotos eller ønsker du at besøge den som journalist, kontakt: Stine Groth Rasmussen, kommunikationsansvarlig, på sgr@arbejdermuseet.dk eller på 33 48 03 19 Mulighed for særomvisning for pressen d. 28. september. Udstillingen åbner 29. september 2022 ved en åbningsfest kl. 16, der er åben for alle interesserede. Udstillingen er støttet af Ny Carlsbergfondet, Knud Højgaards Fond, 15. Juni Fonden og Politiken – fonden. Stort tak til Solrød stilladser for samarbejdet! Mere om Klaus Albrectsen: Klaus Albrectsens dagsaktuelle tegninger gjorde ham til et kendt navn i bladverdenen – og blandt avisernes læsere. Han blev en ener blandt sine kolleger, fordi han aldrig lagde fingrene i mellem i sine tegninger. Han har bl.a. været fast tegner for Ekstra Bladet, BT og Expressen i Sverige. Derudover har han tegnet plakater for venstrefløjens partier og for nødhjælpsorganisationer og tegnet til fagbevægelsens blade. Han har illustreret børne- og ungdomsbøger, og i nogle år lavede han også nytårskavalkader til DR’s fjernsyn. Arbejdermuseet har ca. 5000 af Klaus Albrectsens tegninger og plakater i samlingen. Til denne udstilling er der valgt små 200 ud, som kan ses som originaler eller som reproduktion i forskellige formater. I hans tegninger berører han ofte temaer som klima, krig, vold, undertrykkelse, magtmisbrug, demokrati og ytringsfrihed. Men han udviser samtidig en dyb længsel efter og kærlighed til naturen, til børns rene sjæl, til jazz-musik og til kreativiteten. Vietnam, Ekstra Bladet 1968