Trivsels- og drømmesite Hjem // Trivsels- og drømmesite Menu Vil du styrke dine elevers mentale trivsel, handlekraft og fællesskaber? Og er du interesseret i at arbejde kreativt, aktualiserende og dialogisk med kulturhistorien? Så er Trivsels- og drømmesitet målrettet dig. Trivsels- og drømmesitet er udviklet på baggrund af Arbejdermuseets unge- og undervisningsprojekt: “DRØMMEFABRIKKEN“, som fulgte særudstillingen “Kvindeliv”, der var udstillet fra oktober 2023 til august 2025. I DRØMMEFABRIKKEN var formålet at styrke særligt unge kvinders og pigers mentale trivsel, sundhed og handlekraft gennem kulturhistoriske møder, spejlinger og dialoger med fortidens pige- og kvindeliv med alle de store og små kampe, der hører sig til. I DRØMMEFABRIKKEN arbejdede vi kreativt og aktualiserende med historien for at gøre den så relevant og vedkommende ud fra nutidens livsverdener og horisonter som muligt. Her på siden har vi samlet de generiske øvelser og greb, som du kan lave med dine elever i jeres egne klasselokaler, og som ikke er bundet op på særlige udstillingsrum. Derudover er de tilpasset, så alle på tværs af identitetskategorier og forudsætninger oplever, at de er relevante for dem. Både øvelser og greb bygger på demokratisk, dialogisk pædagogik og åbner for en socio-kulturel didaktik, hvor eleverne gennem fælles dialoger når frem til nye erkendelser om sig selv, de andre og de skuldre, de står på. Øvelserne er formålsorienteret og kan derfor bruges på tværs af fag, da de lægger op til at styrke trivsel, handlekraft og fællesskaber. Ved spørgsmål, kommentarer eller lignende, tøv endelig ikke med at kontakte museumsinspektør, Amalie Stærke, på ams@arbejdermuseet.dk Rigtig god fornøjelse!