Brevduer Hjem // Trivsels- og drømmesite // Brevduer Menu Hvilke budskaber er vigtige for eleverne at give videre til andre? Og hvilke vil de egentlig gerne give slip på for at blive mere frie? Det dykker I ned i i denne øvelse. Her konkretiserer I noget, der for eleverne kan synes relativt abstrakt, ligesom det at give budskaber videre til andre, kan styrke elevernes handlekraft. Det bliver nemlig tydeligt, at de kan hjælpe hinanden og dermed sig selv. Øvelsen tager 25 minutter, men kan skaleres. Øvelsen er oplagt at lave som afslutning på “Brevkassen: Ungdomsliv på tværs af tid og sted“. Indled med at printe brevduerne, som du finder herunder, ud. Print gerne på dobbeltsidet print, så duerne ligger oven på hinanden. Spørg eleverne, hvad “et budskab” er og lad dem diskutere det to-og-to. Foretag en fælles definition i klassen med afsæt i elevernes tanker og refleksioner. Spørg, hvorfor man kan have behov for “at give slip” på budskaber, men også have et behov for at give budskaber videre. Lad eleverne tænke sammen og foretag en plenumopsamling med afsæt i deres tanker. Her kan du med fordel komme ind på, at vi kan blive tynget af negative budskaber, og hvis vi giver slip på dem, kan vi sætte os selv mere fri, og at vi ved at give positive budskaber videre, kan være med til at støtte andre i deres navigeren i samfundet, men også os selv, da vi selv bliver mindet om, hvad vi vil råde andre til! Så ved at give gode råd til andre, ender vi med også at give gode råd til os selv. Del brevduerne ud til eleverne og bed dem om at skrive, tegne eller mindmappe de budskaber, de henholdsvis ønsker at give videre og slip på. Når eleverne er færdige, del dem så ind i små grupper, hvor de skal dele, hvad de har skrevet, tegnet eller mindmappet på deres brevduer. Foretag afslutningsvist en fælles dialogisk plenumopsamling med afsæt i elevernes duer og undersøg, om der er noget, der går igen, noget, der er singulært eller unikt. Hæng gerne jeres duer op i klassen, så I kan blive mindet om budskaberne. Øvelsen er også oplagt til et tematisk arbejde; det kan være, at I afgrænser hvilken form for budskaber, eleverne skal give videre til, at de skal handle om venskab, fællesskaber, udvikling, forventninger, samfundet osv. Det er altså dit formål med øvelsen, der definerer budskaberne. Trivsels- og drømmesitet er støttet af: