Børneliv på tværs af tid

Hvad er ens, og hvad er forskelligt, når vi undersøger børnelivet på tværs af tid? Kom med og bliv klogere på byvandringen "Børneliv på tværs af tid", hvor vi går i fodsporene på rabarberdrengen Christian.

rabarberhjerter_1920x1080

I “Børneliv på tværs af tid” kommer I helt tæt på børnelivet for en arbejderdreng på Nørrebro for omkring 130 år siden.

Rabarberdrengen Christian Christensen flyttede til København som 5-årig ligesom mange andre fattige familier i slutningen af 1800-tallet. Hvordan var byen, livet i baggården, leg og arbejde dengang, når vi ser det gennem Christians øjne? Det undersøger eleverne gennem forskellige aktiviteter, hvor de arbejder og leger sig til viden om Christians liv som arbejderbarn.

Forløbet er bygget op omkring udvalgte passager fra Christian Christensens erindringsbog En Rabarberdreng vokser op (1961). 

Undervisning i byen

Byvandringen går fra Israels Plads, hvor den gamle by fortælles frem og eleverne får ansigter på arbejderfamilier som Christians, der flyttede fra land til by under industrialiseringen. I Ørstedsparken møder de Christian gennem hans egne ord og fortællinger, og de prøver kræfter med børnearbejde. Forløbet afsluttes i Arbejdermuseets baggård med leg og opsamling.
Undervisningen understøtter arbejde med erindringer og fotos som kilde til historie og inkluderer både før- og efteropgaver.
Byvandringen er tilrettelagt som et tværfagligt forløb til dansk og historie og er en versionering af undervisningsforløbet Hverdagsliv før og nu.

Byvandringens overordnede faglige mål

  • At skabe mulighed for at udvikle historiebevidsthed
  • At se historien fra flere perspektiver
  • At fremme indlevelsesevne, oplevelse og forståelse af erindringer

Booking og praktisk

Book forløbet her

Byvandringen koster 700 kr. og varer 90 minutter.

Mødestedet for byvandringen er Israels Plads ved hjørnet af Vendersgade og Linnésgade.

Forløbet udbydes fra sidste uge i april, uge 17 – uge 41. Husk altid påklædning efter vejret!

Lærerressourcer

Lærervejledning

Kilder

Jeg fik øretæver, fordi jeg ville vide noget mere

Rabarberlandets nationalsang

Reportage fra byvandringen

Hvordan er det at være på byvandring? Læs reportagen om en 4. klasses besøg her.