PROTEST! Om venstrefløjens plakatkunst 1960-2020

Venstrefløjens plakatkunst er fyldt med eksperimenterende formater og slagkraftige budskaber om aktivisme. Vær med til at undersøge hvad plakaterne fortæller om aktivisters kamp for højaktuelle temaer køn, bolig og klima!

Denne kildepakke er en del af forsknings-, formidlings- og undervisningsprojektet PROTEST! Udstillingen, og det tilhørende undervisningsforløb, åbner oktober 2020.

Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Bibliotek & Arkiv har en stor og unik plakatsamling med arbejderbevægelsens og venstrefløjens plakatkunst. De ældste plakater i samlingen er fra slutningen af 1800-tallet, og de nyeste er fra i år.  Samlingen belyser hvilke sager, venstrefløjen og arbejderbevægelsen er gået op i gennem tiden. Før sociale medier var plakater et vigtigt kommunikationsredskab. Plakater var også en form for aktivisme, som ikke mindst venstrefløjen brugte. Budskabet kunne komme ud hurtigt, billigt og overalt!

Her på siden dykker vi ned i tre aktuelle tematikker, som optager mange unge i dag. Det er sager som debatteres, diskuteres og som munder ud i forskellige former for aktivisme: Køn, boligpolitik og klima. Flydende køn, ghettopakke og klimastrejke optager unge som aldrig før – eller? For hvordan var det før? Det kan plakaterne være med til at svare på! Kom med behind the scenes og oplev Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Bibliotek & Arkivs plakatsamling:

Undervisningsmaterialer

Kildehæfte om miljøbevægelse

Kildehæfte om kvindekamp

Kildehæfte om boligaktivisme

Analysemodel til plakater

Elevvejledning om informationssøgning

Lærervejledning

Her findes lærervejledning med introduktion til materialet samt forslag til arbejdsspørgsmål.

Vil du vide mere om venstrefløjens plakatkunst?

Bogen Et råb fra muren er redigeret af Margit Bech Larsen (Arbejdermuseet, 2012), og fortæller i ord og billeder om venstrefløjens politiske plakater fra 1912-2012 – og uddyber historien om ABAs plakatsam ling. Artiklen Plakat om (især venstrefløjens) plakatkunst findes på det alternative Leksikon for det 21. århundrede (leksikon.org). Derudover har Kvindehuset i København oprettet onlinearkivet kvindeplakater.org, hvor det er muligt at tilgå deres samling af plakater fra den tidlige kvindebevægelse til i dag, og hvor der både kan findes danske og udenlandske plakater. Se evt. også filmen om valgplakaten fra 1901 – en af de første valgplakater i Danmark:

 

Plakaterne, som er brugt her på siden, er fra Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. De er nøje udvalgt for at fortælle om den tid de netop repræsenterer. Plakaterne er foræringer, og de ophavsretsmæssige forhold er afklaret via ABM-aftale med VISDA.

 

x

Du kan trygt besøge Arbejdermuseet – læs om vores tiltag for din sikkerhed 🤚🏻