Rimhelten Halfdan Hjem // Undervisning // Udviklingsprojekter // Rimhelten Halfdan Menu I maj 2018 udviklede skoletjenesten på Arbejdermuseet sit første pædagogiske aktivitetsforløb for børnehavebørn. Baggrunden var museets børneudstilling, som tog afsæt i Halfdan Rasmussens univers. I løbet af maj og juni 2018 myldrede det med børnehavebørn på museet, da flere end 1.800 4-7 årige deltog i skoletjenestens forløb. På Arbejdermuseet er børn altid velkomne, og museet har siden 2012 haft mange besøg af børnehaver, som har brugt det populære Børnenes Arbejdermuseum på egen hånd. I 2018 blev indsatsen yderligere styrket og kvalificeret, da museet slog dørene op for børneudstillingen Rimhelten Halfdan. Her blev Halfdan Rasmussens univers fortolket og formidlet i børnehøjde gennem en række lege-installationer. Det tilhørende pædagogiske aktivitetsforløb tog udgangspunkt i de nye styrkede læreplaner, og blev til i samarbejde med bl.a. pædagoger og undervisere på pædagoguddannelsen. Der blev sat fokus på børnefællesskaber, sproglig udvikling, leg og bevægelse når børnene legede, dansede og samarbejdede sig gennem jagten på den røde ræv, Remse, som var blevet bange i hønsegården og løbet væk. Udstillingen blev åbnet af 125 glade børn i museets festsal. Thomas Buttenschön og Sankt Annæs pigekor sang, historiefortæller Kasper Sørensen fortalte og kulturborgmester Niko Grünefeldt holdt tale til den festlige åbning. Se en lille film fra åbningen 4. maj 2018 og læs mere om børneudstillingen og det pædagogiske aktivitetsforløb. Der er også udgivet denne artikel af Rikke Lie Halberg: “Rimhelten Halfdan – med børnehaven på museum” i fagbladet 0-14. Tema 4/18: De nye læreplaner. Introduktion samt erfaringer og eksempler.