Funktionalismen Hjem // Bibliotek & Arkiv // Arbejderhistorie // Arbejderbevægelsens historie – Plads til os alle // Fra baggård til beton – om Boligbevægelsen // Funktionalismen Menu Den rene funktionalisme slår ikke igennem i større boligbyggerier i Danmark. De mest rendyrkede eksempler på en funktionalistisk bolig eksisterer kun i enfamilieshuse. Men selv om der ikke findes rendyrkede eksempler på funktionalistisk almennyttigt byggeri, begynder man i slutningen af 1920’erne og op gennem 30’erne at se funktionalistiske træk. Funktionalistisk byggestil. Plakat fra den store kunst- og industriudstilling i Stockholm 1930. Funktionalistisk etageejendesom med altaner. Funktionalisme og rationalitet Funktionalismen er inspireret af det unge, revolutionære sovjet-styre i Rusland og af den tyske Bauhausbevægelse. Den funktionalistiske strømning repræsenterer en åbenarmet velkomst til alt nyt og et ligeså kategorisk farvel til alt gammelt. Funktionalisterne er præget af en stor fremtidstro, en tro på at samfundet kan forandres, og dens væsen er udsprunget af en både revolutionær og socialistisk ide. Med et optimistisk livssyn hylder den tanken om frihed. Den er begejstret for den nye tekniks muligheder. Som udgangspunkt tænker funktionalisterne rationelt. I de nordiske lande repræsenterer funktionalisterne en livsanskuelse, der smitter af på det politiske, kulturelle og private liv. Funktionalisterne i Danmark hører til i kredsen omkring de kulturradikale med bl.a. Poul Henningsen (PH), som en af de store fortalere. Det er især de nye, unge arkitekter, der med deres funktionalistiske opfattelse, leverer det håndgribelige udtryk for den nye strømning. De tydeligste funktionalistiske udtryk findes i arkitekturen og i møbeldesign. Boligerne skal være renset for klunkestil og unødvendige nipsgenstande, der bare optager plads og koster arbejde fordi det skal støves af. Et soveværelse skal have de dimensioner, der er nødvendige, og det afgøres f.eks. af hvor meget plads man har brug for når der skal laves armsving til morgengymnastikken. Klodsede store møbler skal byttes ud med lette funktionelle. De tykke gardiner skal væk, og de små vinduer skiftes ud, så der kan komme lys ind i rummene. Komfort som centralvarme, WC og affaldsskakter hører til. Den nye stil bliver af mange opfattet som kølig og upersonlig. Funktionalismen i boligbyggeriet Den rene funktionalisme slår aldrig helt igennem i større boligbyggerier i Danmark. De mest rendyrkede eksempler på en funktionalistisk bolig eksisterer kun i enfamilieshuse, ofte hvide, helt firkantede med mange vinduer, så lyset kan komme ind i huset. Husene har en helt enkel formgivning, og arkitekten Mogens Lassen har tegnet flere af dem. Men selv om der ikke findes rendyrkede eksempler på funktionalistisk almennyttigt byggeri, begynder man i slutningen af 1920’erne og op gennem 30’erne at se funktionalistiske træk. Den almennyttige tanke harmonerer fint med de nye unge, energiske arkitekters ideer om boligbyggeri. Det nye byggeri bliver anlagt med luft og lys mellem husene, ofte med græsplæner hvor børnene kan lege, men husene har af rationelle og rentabilitetsmæssige hensyn flere etager. Selvom der er tidligere eksempler på ejendomme med altaner i København, bliver altanen nu et helt fast element i byggeriet, og det mest markante funktionalistiske træk. Med altanen kan man undgå at bygge brandtrapper, og det gør byggeriet billigere. Samtidig giver altanen mulighed for at opholde sig udendørs, selvom man ikke bor nede ved jorden. Altanen kommer også til at virke som en udvidelse af boligens opholdsrum, stuen. Et eksempel er Bispebjerg Terrasserne, der vinder ry i udlandet. De er tegnet af funktionalistiske arkitekter, som de kooperative boligselskaber benytter sig af. Ee anden funktionalistike tanke, der hænger sammen med altanen er, at vende byggeriet mod solen. De smårudede vinduer udskiftes med større og det gør lejlighederne lysere. Stuk i lofterne og krummelurer og profiler i døre og skabe strider mod funktionalismen, der stræber mod glatte flader, så boligens elementer kan masseproduceres. De kulturradikale og boligforeningerne Poul Henningsen. Kredsen omkring de kulturradikale, med PH som energisk fortaler, retter i slutningen af 1920’erne og op gennem 30’erne en meget skarp kritik af arbejderboligerne og den måde arbejdernes boligselskaber bygger på. Kritikken kommer fra et akademisk miljø, og er ofte arrogant og belærende. I et indlæg skriver PH: “Det er lykkedes arkitekterne at gøre skønheden til noget privilegeret, som har gjort skønhedsværdierne udemokratiske. Det skal regnes for fint – hævet over den jævne mands åndsområde – at forstå sig på skønhed.” Det er meget præcist sagt, men PH og de andre kulturradikale er om nogen dem, der kommer til at fremstå som smagsdommere. Det generer og irriterer dem, at den almindelige arbejder hverken vil eller kan forstå de nye funktionalistiske tanker. Arbejderne ønsker ikke at bo i huse uden skæve vinkler og nips. Mange elsker krummelurerne, og er er ikke nok hjemme i lejligheden, rummer deres elskede kolonihaver god plads til det. De kulturradikale kritiserer boligselskabernes byggeri for at være “Lakajkunst i den stivnede kapitalismes tjeneste”, og den slags byggeri er med til at borgerliggøre arbejderne, der i stedet for at danne sig deres egen kultur, forsøger at få en 2-værelses arbejderbolig til “at ligne herregårde fra baroktiden”. Men arbejderne ønsker ikke at bo som de kulturradikale vil, og i et forsvar for arbejderenes boligstil skriver socialdemokraten Hartvig Frisch: ” Lad dog arbejderen have sin herskabelige opgang og sin viftepalme i fred” Kollektivhusene I slutningen af 1930’erne opstår ideen om kollektivhuse i Danmark. Inspirationen kommer fra Sovjetunionen og Sverige. Kollektivhustanken går ud på, at der i større boligbyggerier er tilknyttet en række muligheder for serviceydelser. Daginstitutioner til børnepasning ligger i bebyggelsen, der er fælles spisehus, hvor man kan få aftensmad uden selv at bruge tid på at lave den. Der er også et vaskeri, hvor man kan få klaret vasketøjet, og personale, der kan hjælpe de ældre beboere i bebyggelsen. I 1937-38 skriver Bodil Begtrup, der er næstformand i Kvindernes nationalråd et indlæg til bladet Boligen, hvor hun taler for kollektivhusbyggeri. Hun argumenterer med, at de fælles faciliteter vil have stor betydning for kvindernes hverdag. Hun mener at en kollektiv husassistentservice vil kunne hjælpe husmoderen i hendes travle liv, og samtidig løser det problemet med at få ordentlige folk, der bliver i pladsen. Det vidner om, at det er de bedrestillede kvinder, der agiterer for den kollektive ide. De kvinder, der er tvunget til at arbejde og derfor reelt vil have behov for aflastning i de daglige praktiske gøremål, har ikke de økonomiske muligheder for at deltage i de kollektive goder. Det kollektive vaskeri i Carlsro. Klintegården i Århus er et af de få eksempler på kollektivhuse, der bliver bygget i 30’erne. Men byggeriet er så dyrt, at det kun er de bedrestillede, der har råd til at bo der. De gode sociale ideer, bliver forbeholdt dem, der i virkeligheden har deres på det tørre. I løbet af 1950’erne bliver der bygget egentlige kollektivhuse i Danmark. I 1950 bygges Høje Søborg og i 1951 følger byggeriet af Carlsro i Rødovre efter. Her får almindelige arbejdere mulighed for at bo. Lejlighederne og rækkehusene er gode og moderne.