Kvalitetsbyggeri i 50’erne

1950’erne bliver et højdepunkt for det almennyttige byggeri i Danmark. Produktiviteten er stor og det arkitektoniske niveau meget højt. Der tegnes og bygges i den funktionelle tradition, som er en slags videreudvikling af funktionalismen i en mildere dansk udgave.

Besættelsens byggeri

Den anden verdenskrig sætter en stopper for eksperimenterne i det danske boligbyggeri. De nye radikale tanker om arkitektur, som funktionalisterne og de kulturradikale kommer frem med i 1930’erne bliver skubbet i baggrunden, da krigen bryder ud. For manglen på byggematerialer og brændsel, blokerer for udvidelsen af boligmassen. De byggerier, der sættes i gang under krigen er skrabede og skrider langsomt frem. En kvinde fortæller: “Vi boede på anden sal, og der gik lang tid, før vi fik gelænder på trappen. I hele den tid var jeg skrækslagen, når vore to børn skulle op og ned.”

Byggeri med altaner, og centralvarme og bad må sløjfes på grund af brændselssituationen. Manglen på brændsel medfører også, at det bliver meget svært at producere tegl, som er en forudsætning for et byggeris gennemførelse. Under krigen bliver det umuligt at skaffe jern, og det betyder at byggeri der er projekteret med jernbetondæk, må projekteres om, og i en AAB’s bebyggelser i Emdrup ved København, må en nybygget ejendom stå tom til efter krigen, på trods af at boligmanglen er stor, for der er ikke jern til at installere radiatorer i lejlighederne.

Edith Christensen, der flytter ind i Bispebjerg Terrasser i 1941 fortæller:
“Vi flyttede ind i 24 graders kulde. Gulvene var smurt med sildeolie, der ikke kunne tørre. Fodtøjet klæbede til gulv-brædderne. Gulvet buede så kraftigt, at møblerne måtte læne sig op ad væggen. Sengene kunne ikke stilles op. Derfor måtte vi sove på madrasser på gulvet. Det hele var så fugtigt, at tapetet rutschede ned ad væggene. Efter en måneds tid var alt tøj og fodtøj, som vi ikke brugte til dagligt, blevet grønne af mug.”

Velfærdsstatens boligpolitik

Under besættelsen bliver boligmanglen et af de største sociale problemer. I begyndelsen af oktober 1943 er antallet af ledige lejligheder ned på 43. Selvom der i 1939 bliver indført huslejestop er det alligevel umuligt at forhindre huslejestigninger. Det er i sær de socialt dårligst stillede, der bliver ramt. Folk stuver sig sammen i små baggårds lejligheder i baghusene eller i kolonihaver. Dem, der ikke kan klare problemerne selv og bliver husvilde, kommer under kommunal boligforsorg. I f.eks. Ålborg bor husvilde i gymnastiksale på skolerne. Antallet af husvilde vokser i de sidste tre krigsår. 1. januar 1943 gælder det 2093 familier, i 1944 2572 og 1. januar 1945 er antallet af husvilde familier vokset til 3134.

Efter besættelsen bliver der som konsekvens af de store boligproblemer vedtaget en ny lov, som bringer et nyt ord ind i boligsproget, nemlig socialt boligbyggeri. Krigen har vist at stat og kommuner må tage del i løsningen af boligspørgsmålet. Selvom det politiske billede er trukket mod venstre i årene efter krigen, lykkes det at opretholde en stor grad af enighed i boligpolitikken.

De problemer man i det næste 10 år sætter sig for at løse er en begyndende sanering af en nedslidt og sundhedsskadelig ældre boligmasse, og iværksættelse af nybyggeri for at imødegå boligmanglen fra krigens tid, og det behov der bliver skabt af de store årgange fra 1920’erne og ændringen af familiemønstre, så flere unge og ugifte får behov for selvstændig bolig. Endelig er den svage stigning i realindkomsten med til at øge efterspørgslen på større og mere moderne lejligheder. Målet er at bygge mange boliger til en billig penge.

Kvalitetsbyggeriernes

1950’erne bliver et højdepunkt for det almennyttige byggeri i Danmark. Produktiviteten er stor og det arkitektoniske niveau meget højt. Der tegnes og bygges i den funktionelle tradition, som er en slags videreudvikling af funktionalismen i en mildere dansk udgave. Der er masser af eksempler på blokbebyggelser, der er vendt mod solen, med luft og grønne arealer mellem husene. I Hvidovre bygges Bredalsparken i perioden 1949-55. Bebyggelsen består af 1450 boliger. Men husenes facader er ikke ligeså “skrabede” som den rendyrkede funktionalisme foreskriver.

Bredalsparken i Hvidovre
Bredalsparken i Hvidovre.

Bredalsparken er et af 50’ernes kvalitetsbyggerier, der på rationel vis afhjælper boligproblemet for en stor gruppe mennesker. Udover det kvalitetsprægede etagebyggeri bliver der f.eks. i 1951 i Rødovre skabt en rækkehusbebyggelse, Islevvænge. De 200 rækkehuse er tegnet af Arne Jacobsen. Her bliver folks behov for at bo tæt ved jorden med en lille have opfyldt, men igen sker det ikke på bekostning af rationalitet og funktionel arkitektonisk tradition. Rødovre bliver også rammen om kollektivbebyggelsen Carlsro, der bliver opført 1951-53 og 1957-58.

Bebyggelsen består af et 8 etagers højhus, der er 200 meter langt og 600 rækkehuse. Der er mange gode intentioner i Carlsro. Der er kollektive fælles faciliteter som restaurant, daginstitutioner og indkøbsmuligheder m.m. Samtidig er det tanken at beboerne skal have gavn af at kunne hjælpe hinanden. Carlsro bliver en af forløberne for det industrialiserede byggeri, og nogle af de problemer der følger med. Men det betyder også at der bygges rimeligt solide boliger, og at byggeriet goså kan foregå om vinteren, og det er med til at modvirke sæsonarbejdsløsheden i byggesektoren.

Kvinden og boligen

I 1960´erne bliver kvinderne mere og mere inddraget i artikler, der omhandler boliger. Både i reklamer for køkkener og køkkenudstyr og i artikler i fx bladet Boligen. Det handler om kvinders rolle i hjemmet og i deres roller i boligbevægelsen. Indlæggene handler ikke kun om de almenkendte problemer ved kvindernes dobbeltbeskæftigelse i og uden for hjemmet, men også om kvindernes manglende indflydelse på, hvordan almennyttige boliger bliver udformet.

Siden 1940´erne har det været almindeligt accepteret, at kvinder kan og bør have indflydelse på boligdetaljer som køkken, bad og vaskerum. Og senere opstår der også et ønske om, at kvinder skal have indflydelse på boligens planlægning i almindelighed. I 1965 arrangerer Højbjerg Andelsboligforening et rundspørge blandt sine beboere, og spørgeskemaet bliver adresseret til “Fruen i huset”. Svarene viser bl.a., at man ikke i særlig grad drømmer om eget hus med have, men at man gerne vil have en større og mere veludstyret lejlighed. Der er også enighed om, at man godt kan undvære spisestuen, at man gerne vil have adskilt bad og toilet, at altanen er et krav, og at man foretrækker egen vaskemaskine frem for fællesvaskeriet.

Resultatet af rundspørgen bliver præsenteret i bladet Boligen og det starter en debat om kvinder og mænds roller i byggeri i det hele taget. Journalist Eva Rude skriver en artikel med overskriften: Fallosdyrkelsen i boligbyggeriet”, hvori hun beskriver tidens store og høje byggerier som udtryk for mændenes herredømme i boligsektoren. Men hun anklager selv kvinderne for ikke at være aktive nok i politik og organisationsliv.

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her