Parcelhusboomet

Typehuset, det lille parcelhus, har udviklet sig på grundlag af gunstige statslån, og det bliver efterhånden overkommeligt for den almindelige kernefamilie. I 1954 bliver der bygget lige mange parcelhuse og lejeboliger, men parcelhusets andel stiger støt. Det er åbenbart danskernes foretrukne boligform.

Drømmen om statslånshuset

I tiden efter den 2. verdenskrig er kredit- og hypotekforeningerne tilbageholdende med lånetilsagn til byggeri af frygt for en efterkrigsdepression. Fra statens side forventer man et prisfald og dermed også et fald i byggeomkostningerne på linie med erfaringerne efter 1. verdenskrig. Derfor bliver Byggestøtteloven i 1946 vedtaget, der er en billig statslåneordning med henblik på at fastholde huslejen i nybyggeriet på et førkrigsniveau i overgangsperioden.

Statslånene skal som hovedregel forrentes til den laveste markedsrente, men gunstige ordninger m.h.t. rentenedsættelse og afdragshenstand bringer den samlede normalydelse ned på ca. 2% p.a. Lånegrænserne er meget høje (helt op til 97% af andelssummen i socialt boligbyggeri), og statslånene bliver den dominerende finansieringsform i forhold til kredit- og hypotekforeningslån. Byggestøtteloven er et gennembrud for de mindre velstillede familier, der nu har råd til at finansiere drømmen om eget hus. Det er små enfamilies huse, der primært bliver bygget med statslån som finansieringsgrundlag. Små statslånshuse skød op rundt om byerne.

De faglærte arbejdere begyndte at flytte i parcelhus.
Men det forhold, at statslånene får et utilsigtet stort omfang, og at det forventede prisfald udebliver, medfører, at statslåneordningen ændres i 1954. I 1958 afvikles statslåneordningen endeligt. Afskaffelsen af statslåneordningen er udtryk for et grundliggende skifte i boligpolitikkens sociale sigte. Boligpolitikken bliver et spørgsmål om det frie markeds kvantitative målopfyldelse, hvorunder der er blevet udspændt et socialt sikkerhedsnet i form af diverse tilskud.

Rentefradrag

Som konsekvens af reglerne om beskatning af værdi af egen bolig er udgiften i forbindelse med boligen fradragsberettiget i den skattepligtige indkomst. I 1970erne går det sådan, at de skattemæssige udgifter for staten i forbindelse med ejerboligerne i større og større grad overstiger de skattemæssige indtægter. Det, der i sin tid var tænkt som indtægtsbeskatning af formuen i egen bolig, har lige så stille udviklet sig til et betydeligt skattefradrag, dvs. et mægtigt statstilskud til ejerboligerne.

På den måde medfører skattereglerne i en forskelsbehandling på to områder: Dels forskelsbehandles ejere med høje og lave indkomster og dels er der en forskelsbehandling af ejere og lejere: Det betyder, at der af højere indkomster betales en større andel i skat af den sidst tjente krone end af lavere indkomster. Dette betyder omvendt, at skattefradraget er mere værd for store indkomster end for små indkomster. Ejerboligernes skattefordele er derfor først og fremmest en fordel for de højeste indkomster.

Ved en umiddelbar sammenligning mellem ejere og lejere er forskellen, at medens ejeren kan fratrække næsten hele sin boligudgift i sin skattepligtige indkomst, og derved får staten til at betale omkring halvdelen af udgiften, kan lejeren intet fratrække. Men i 1980´erne gennemfører den borgerlige regering – ved et lovindgreb – en reducering af rentefradragets værdi: “Kartoffelkuren” bliver den straks døbt. Resultatet er, at en række boligejere må sælge deres hus. Og i 1998 kommer “Pinsepakken” der udhuler rentefradraget yderligere.

Typehuse

Plantegning af typehus
Plantegning af typehus.

Typehuset, det lille parcelhus, der har udviklet sig på grundlag af gunstige statslån, bliver efterhånden overkommeligt for den almindelige kernefamilie med to indtægter. I 1954 bliver der bygget lige mange parcelhuse og lejeboliger, men parcelhusets andel stiger støt. Det er åbenbart danskernes foretrukne boligform. Arkitekterne tager udfordringen op og stifter i 1958 Arkitekternes Typehuskontor, og få år senere sætter typiseringen også ind i den almennyttige sektor.

Med typeparcelhuset indledes den største, dyreste og mest pladskrævende bybygning i danmarkshistorien. Stordrift er tidens løsen. Køkkener og skabe er allerede blevet typiseret. Central projektering er grundlaget for produktion af typiserede boliger. Der sker med andre ord en industrialisering af byggeriet i denne periode; således at produktionen af bygningsdele i høj grad er blevet en egentlig industriproduktion: Produktionen af bygningsdele er blevet flyttet fra byggepladsen til centraliserede fabrikker. Byggeriet bliver transportabelt og i stigende grad løsrevet fra lokale interesser og særlige lokale omstændigheder.

Drømmen om eget hus forbliver almindelige menneskers drøm om paradis på jorden: “Så var det at Thorvald gav øl på en almindelig tirsdag. Vi gloede jo noget, for det var ikke hans fødselsdag, dét vidste vi. Men så skålede vi, og så siger Thorvald til os, at vi skal ønske ham tillykke med huset. Vi glippede med øjnene, men det var sgu rigtigt nok. Thorvald og familie havde købt hus. Vi så et foto. Haven var pæn. Huset var pænt. Alt lignede en filial af paradiset.

Forstaden som livsform

Det mægtige boligbyggeri omformer det danske samfund i perioden 1960 og frem. I forstæderne og udkantområderne toner boligblokke frem, i form af højt og ofte fantasiforladt elementbyggeri. Nær de centrale trafikforbindelser placeres butikscentre, alt imens mange små detailforretninger i de ældre boligkvarterer lider butiksdøden. I forstadskommunerne og rundt i provinsbyerne skyder der i 1960´erne gulstensbyggede parcelhuse frem.

Butiksområde i Bredalsparken i Hvidovre
Butiksområde i Bredalsparken i Hvidovre.

“Soveby” og “ligusterkvarterer” er betegnelsen som hurtigt bliver brugt på disse års boligmæssige udvikling. Den fysiske omformning af det danske samfund er iøjnefaldende i disse år, og den bliver da også en del af den politiske debat. Erhard Jakobsen skaber i 1973 sit parti Centrum-Demokraterne som har sit politiske omdrejningspunkt omkring parcelhusejerne. Ejerboligen i form af énfamilie-parcelhuset er på højeste mode fra 1950´erne og frem i 1970´erne.

Det succesfulde velstandsprojekt i Danmark resulterer i økonomiske velstandsforbedringer for arbejderklassen og de statsansatte lønarbejdere, hvilket kan mærkes på byggeområdet; fra 1955 til 1970 vokser enfamiliehusenes andel af de samlede boliger fra 31 til 41%, og tendensen fortsætter op igennem 1970´erne.

x

VIL DU MODTAGE NYHEDER FRA OS? 🚩Tilmeld dig vores nyhedsbrev her